Gå til hovedindhold
Kultur, erhverv og plan

Udviklingen af byer og landdistrikter skal give plads til både borgere, virksomheder, turister og klima

Det skal være muligt at leve og bo, være en aktiv del af kultur-, fritids- og idrætslivet samt etablere sig som virksomhed i alle dele af landet. Der er stort behov for at tænke helhedsorienteret i arbejdet med Danmarks knappe arealer, som både skal rumme mere natur, fritidsliv, erhverv og anlæg for vedvarende energi mv.

Kultur som driver for fællesskaber

Vi tror på, at kultur- og fritidslivet har en enorm betydning ift. at skabe fællesskaber og understøtte sammenhængskraften i vores samfund. Vi tror også på, at når vi sætter kulturlivet i samspil med andre politikområder, så har det et potentiale for at løse nogle af de komplekse problemer, vi som samfund står overfor. 

Derfor har KL’s Kultur-, Erhverv- og Planudvalg i 2024 lanceret syv kulturpolitiske synspunkter, der viser kulturlivets betydning for kommunerne. Og som samtidig også synliggør kommunernes betydning for kulturlivet.  

Med de kulturpolitiske synspunkter lægger vi op til, at kommunerne tager en lokalpolitisk debat om, hvordan kulturen, idrætten og det folkeoplysende område kan understøtte borgernes deltagelse i fællesskaber og understøtte det gode liv og sammenhængskraften i samfundet. 

Et af synspunkterne er, at det skal være nemmere at være frivillig, og derfor bakker vi op om statens arbejde med afbureaukratisering. Bl.a. er der lagt op til at fjerne en række regler for landets foreninger, og i den forbindelse deltager KL i det partnerskab med foreningslivet og Kulturministeriet.

Boligpolitik kan bringe sundhed tættere på borgerne

Pitstop for hjemmeplejen i et tomt butikslokale, udlevering af hjælpemidler fra fælleshuset, viceværter, der spotter demens, boliger, der er indrettet til fremtidens behandling i hjemmet. KL har i samarbejde med BL – Danmarks Almene Boliger – lanceret et partnerskab, som sætter fokus på, hvordan både boliger, fællesfaciliteter, udendørs arealer og medarbejdere i den almene boligsektor udgør en ressource, der kan bidrage til et langt mere finmasket sundhedsvæsen. Det er et arbejde, vi er rigtig stolte af, og et partnerskab, vi glæder os til at følge. 

Vi er nu halvvejs mod 2030, hvor parallelsamfund skal være omdannet til blandede boligområder. Derfor har vi indledt en dialog med regeringens ghettorepræsentanter. Og sammen med KL’s Børne- og Undervisningsudvalg har vi skubbet kraftigt på for en ændring af reglerne for dagtilbud i de udsatte områder. Det ser nu ud til, at ministrene har hørt vores og kommunernes opråb. 

Gode byer at leve, arbejde og være i – som borger og turist

Udvalget har haft et stort fokus på udviklingen af byer og landdistrikter. Det er vigtigt med byer, som har både gode boliger, muligheder for beskæftigelse, og som er spændende at besøge for borgere og turister. 

I KL ønsker vi også, at erhvervslivet skal have gode rammer for at etablere sig og drive virksomhed og dermed skabe job og udvikling i hele Danmark. Regeringen har præsenteret flere initiativer for landets virksomheder. Fx en ny “Rød løber”-ordning for produktionsvirksomheder og fem nye industriparker. KL har arbejdet for, at der i den forbindelse skal kigges på, om den statslige og kommunale sagsbehandling kan køre parallelt, og at industriparkerne skal kunne komme alle dele af landet til gavn. 
 
Der er i 2024 kommet en ny turismestrategi, som har mange gode spor og initiativer, der skal understøtte turisme i alle dele af landet. Inden for det rekreative og kulturelle kan flere af initiativerne også komme borgere i lokalsamfundet til gode. KL har været med i arbejdet med udformningen af strategien, og vi glæder os til det videre arbejde, hvor strategien skal ud at leve lokalt. 

Stort planfokus på landdistrikterne 

Der har i 2024 været stort fokus på udvikling og planlægning i landdistrikterne. Etableringen af nye VE-anlæg er stadig et stort tema for kommunerne, og rammerne fra statens side er stadig ved at blive sat. Vi har været optaget af, at kommunerne får de bedst mulige rammer for at kunne bruge arealerne til mange formål. Det er kun blevet endnu mere relevant med aftalen om grøn trepart, der skal resultere i en historisk forandring af hele vores land. 

KL har haft en omfattende dialog med staten om rammevilkår for planlægning af vedvarende energi. Staten har taget initiativ til et samarbejde mellem kommuner og stat om større energiparker, satserne for grøn pulje og VE-bonus er forøget. Det går hastigt fremad med den grønne omstilling i kommunerne, og der er fortsat en central opmærksomhed på planområdet. 

Med ny planlovsaftale d. 12. oktober 2024 blev kommunernes mulighed for at fremme udviklingen inden for turisme, erhverv, rekreation og boliger i landzonen, kystnærhedszonen og i landsbyer styrket. Med aftalen vil man samtidigt skærpe fokus på klimatilpasning i planlægningen, så vi ikke skaber rum for nybyggeri i områder, der er truet af oversvømmelse. 

Formand for KL's Kultur-, Erhverv- og Planudvalg, Johan Brødsgaard (B), Silkeborg

Strategiske prioriteter for 2022-2026


Kultur, fritid og idræt for alle


Levende byer med et stærkt lokalt erhvervsliv og turisme i hele Danmark


Ambitiøs planlægning skaber rammer for bæredygtig udvikling og vedvarende energi