Gå til hovedindhold
Børn og unge

Fra reformer til handling: Bedre rammer for alle børn og unge

2024 har bragt store reformer og nye initiativer på børne- og ungeområdet, som skal være med til at sikre tilbud til vores børn og unge, som får dem godt på vej i livet

2024 har været et begivenhedsrigt år på børne- og ungeområdet. Vi vil gerne kvittere for, at staten også her har haft fokus på decentralisering, afbureaukratisering og regelforenkling. Det er en positiv udvikling, men det er også vigtigt, at vi i kommunerne kigger indad på vores egen styring og ledelse. Politisk skal vi sætte en klar retning, men vi skal samtidig anerkende, at vejen dertil kan se forskellig ud for dagtilbud og skoler.

Derfor skal vi tænke i at flytte mere beslutningskraft ud til de enkelte institutioner, samtidig med at vi understøtter det kommunale fællesskab, som dagtilbud og skoler er en del af. Med flere reformudspil i 2024 står vi nu over for store implementeringsopgaver i kommunerne i 2025.

Kvalitet i dagtilbud og skole

Fra 1. januar 2024 er lovkravene til antal voksne pr. barn i dagtilbud trådt i kraft. Det spiller en vigtig rolle for kvaliteten, og det er samtidig afgørende at have fokus på kompetencer, faglig ledelse og den pædagogiske organisering.

En ny national kvalitetsundersøgelse på dagtilbudsområdet er desuden undervejs. Data om de pædagogiske læringsmiljøer i børnehaverne er blevet indsamlet, og resultaterne offentliggøres i foråret 2025. I kommunerne vil vi tage resultaterne alvorligt og påtage os opgaven med at løfte kvaliteten

I marts 2024 blev der indgået en politisk aftale om folkeskolen. Aftalen indeholder mange gode takter, som i høj grad afspejler KL’s mærkesager. Der er nu et stærkt fokus på folkeskolens indhold frem for styring, hvilket er en positiv udvikling.

Med de 33 initiativer i aftalen står kommunerne over for en stor og vigtig opgave. Vi har ansvaret for at sikre, at initiativerne bliver realiseret på en måde, der bedst understøtter, at flere børn og unge får udbytte af deres skolegang.

Vi glæder os især over, at beslutninger om undervisningens indhold og tilrettelæggelse i højere grad skal ske på den enkelte skole. Med fokus på variation, fordybelse og elevinddragelse arbejder vi målrettet for en skole, der kan mere for flere. Det handler om at skabe en børneparat skole, hvor skolen passer til børnene, ikke omvendt.

Fokus på ungdom og faglighed

Regeringen har fremlagt et længe ventet reformudspil for ungdomsuddannelserne. I KL er vi enige i, at småjusteringer ikke rækker. Reformen skal sikre stærkere ungemiljøer for alle, bedre muligheder for at undgå for tidlige valg og en geografisk tilgængelighed, der favner hele landet.

Vi hilser reformen velkommen og ser frem til dialogen med regeringen om, hvordan vi bedst kan skabe ungdomsuddannelser for alle unge. 

De komplekse problemstillinger i kommunerne kræver dygtige lærere og pædagoger. Derfor roser vi regeringen for at have modet til at investere i bedre professionsuddannelser.

Den nye læreruddannelse er allerede på plads, og vi arbejder nu på at omsætte den til virkelighed. Næste skridt er en reform af pædagoguddannelsen, hvor vi har høje forventninger til en uddannelse af endnu højere kvalitet.

Vi står foran store implementeringsopgaver og har brug for at samarbejde tæt i kommunerne for at nå i mål. I 2025 ser vi i KL’s Børne- og Undervisningsudvalg frem til at fortsætte det tætte samarbejde med kommunerne, parterne og regeringen. Kun sammen kan vi sikre de bedste rammer og muligheder for børn og unge i Danmark.

Formand for KL's Børne- og Undervisningsudvalg, Christina Krzyrosiak Hansen (A), Holbæk

Fra 2024 er der krav om minimumsnormeringer i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner samt institutionslignende puljeordninger