Påtegninger


Regnskab
Kontingent 2026
I henhold til KL’s vedtægter fastsættes kontingentet af delegeretmødet. Kontingentet er gældende, indtil det ændres på et senere delegeretmøde.
Bestyrelsen foreslår et uændret kontingent for 2026, idet det dog fremskrives med den forventede pris-og lønudvikling. For at KL’s kontingentindtægter ikke stiger som følge af en stigning i folketallet, nedjusteres kontingentsatsen i forhold til den forventede befolkningstilvækst på landsplan. Hvis der efterfølgende sker ændringer i den forventede og aktuelle pris- og lønudvikling og befolkningstilvækst, indregnes dette i beregningen af efterfølgende års kontingent.
For 2026 forventes pris- og lønudviklingen for kommunerne at udgøre 3,7 pct., mens korrektionen for befolkningstilvæksten forventes at udgøre -0,5 pct. Efter fastsættelsen af kontingentet for 2025 har det vist sig, at de anvendte pris- og lønskøn har været 0,7 pct. point for høje.
Den samlede fremskrivning af kontingentsatsen for 2026 udgør dermed 2,5 pct., således at kontingentsatsen i 2026 vil udgøre 4.507,66 kr. pr. 100 indbyggere (forventet indbyggertal pr. 1. januar 2026).
KL’s regnskab 2024: Påvirket af finansielle udsving og ekstraordinær hensættelse til pension
Årets resultat viser et overskud på 25.878.559 kr. Resultatet kan primært henføres til KL’s værdipapirportefølje, som også i 2024 har været påvirket af bevægelserne på de finansielle markeder, hvilket har resulteret i et højere afkast end forventet.
Ligesom store udsving i renteniveauet de seneste år har påvirket KL’s årlige økonomiske resultat, har det samtidig haft en markant påvirkning på KL’s pensionsforpligtelser til tidligere tjenestemandsansatte i KL og i Kommunernes Revision.
Ændringer i rente- og inflationsforventningerne, som anvendes i forbindelse med opgørelse af pensionsforpligtelsen, har dermed i 2024 alene medført en nedskrivning af KL’s egenkapital på 64,8 mio. kr.
Med et økonomisk resultat på 25,9 mio. kr. og indregning af den negative regulering af pensionsforpligtelsen er KL's egenkapital ved årets udgang opgjort til 799,7 mio. kr. Det svarer til en samlet nedskrivning af egenkapitalen i 2024 på 38,7 mio. kr.
KL’s økonomi forventes at blive i balance fremover
KL’s økonomi hviler på en forudsætning om et årligt driftsunderskud på ca. 25 mio. kr. Det afkast, som KL får fra værdipapirporteføljen og udlån, er derfor nødvendigt for, at KL’s økonomi kan balancere.
Der har i de sidste par år været meget store udsving i afkastet af KL’s værdipapirporteføljen som afspejler bevægelserne på de finansielle markeder. De har givet KL’s regnskab ”stød”, som det ikke har været muligt at justere for, så KL har kunnet opnå et balanceret resultat.
Resultatet for 2024 er heller ingen undtagelse. Det viser et samlet overskud på 25,9 mio. kr., og ligesom i 2023 skyldes overskuddet primært et højt afkast på værdipapirer.
For at reducere usikkerheden for KL’s økonomi grundet ukontrollerbare eksterne stød, besluttede bestyrelsen i oktober 2024, at værdipapirporteføljen flyttes ud af KL’s driftsøkonomi. På den baggrund er der i 2024 foretaget kapitalindskud i KL2019 A/S på 400 mio.kr. Beløbet udgør en udlodning fra det tidligere Kommune Kemi A/S, som indtil nu har været placeret direkte i KL. Omplaceringen er foretaget ud fra et ønske om, at de kommende års regnskaber giver et mere retvisende billede af KL’s driftsøkonomi.


Resultatopgørelse og balance

