Teknologi rummer både store potentialer og store udfordringer
Den digitale dagsorden rykker sig hele tiden, og med brug af ny teknologi opstår nye muligheder, dilemmaer og udfordringer, som kommunerne skal forholde sig til for at sikre de bedst mulige rammer for borgere og medarbejdere.
I den kommende tid står vi over for store reformer på de fleste velfærdsområder, hvor digitalisering og teknologi kan spille en afgørende rolle i at nå i mål. Teknologi er en del af løsningen på mange store velfærdsudfordringer, hvor man fx kan give medarbejderne mere tid med borgerne ved at bruge velfærdsteknologi i ældreplejen eller gøre tingene smartere med brug af kunstig intelligens.
Kunstig intelligens åbner muligheder – men rammerne skal være i orden
I 2024 har kunstig intelligens igen været på alles læber, og kommunerne har gode erfaringer med at bruge det på forskellige områder. Der er i år indsamlet erfaringer fra hele 134 kommunale AI-projekter, som lokalt skaber effektivisering af administrative opgaver, hjælper med klimatilpasning og CO2-reduktion.
2024 blev også året, hvor regeringen på opfordring fra bl.a. KL etablerede Den digitale taskforce for kunstig intelligens, hvor KL spiller en stor og aktiv rolle. Taskforcen skal støtte udbredelsen af kunstig intelligens og skabe forudsætningerne for, at kunstig intelligens bliver en del af hverdagen til gavn for borgere og medarbejdere.
Potentialerne med kunstig intelligens er store, men det er udfordringerne også, især når det handler om uklare juridiske rammer. Løsning af juridiske barrierer for brugen af kunstig intelligens bliver én af taskforcens vigtigste opgaver.
Kommunerne skal være en del af det danske cyberforsvar
Det er i kommunerne, at de fleste data om borgerne findes. Vi står for alle opgaver helt tæt på borgernes hverdag og livskritiske funktioner fx i ældreplejen, hvor det kan få alvorlige konsekvenser, hvis den kommunale it-infrastruktur rammes af ondsindede hackerangreb.
Antallet af angrebsforsøg mod vores sikkerhed er blevet hyppigere og angrebene mere komplekse. Det er indtil nu lykkedes de danske kommuner at afværge angrebene og undgå at blive hårdt ramt, som vi har set nogle af vores nabolande blive det. Men med et øget trusselsbillede er det et spørgsmål om tid, før værnet bliver for sårbart. 9 ud af 10 kommunale it-chefer svarer fx i en Momentum-undersøgelse fra efteråret 2024, at cybertruslen er større, end kommunernes ressourcer kan håndtere.
Af den grund er det vigtigt, at kommunerne bliver en del af de nationale initiativer for cybersikkerhed i Danmark. Det er derfor positivt, at beredskabsministeren i februar 2025 har besluttet, at kommunerne skal omfattes fuldt af NIS2. Det er et stort skridt, og vi ser frem til at gå i dialog med ministeren om den konkrete udmøntning af lovforslaget.
Den samlede offentlige digitale infrastruktur skal beskyttes fra alle kanter, og vi vil i udvalget forsat arbejde målrettet for at skabe et fælles udgangspunkt for cybersikkerhed i Danmark.
Formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, Steen Christiansen (A), Albertslund
134
134 kommunale AI-projekter skaber lokalt effektivisering af administrative opgaver, hjælper med klimatilpasning og CO2-reduktion
KL spiller en stor og aktiv rolle i Den digitale taskforce for kunstig intelligens
9/10
9 ud af 10 kommunale it-chefer svarer, at cybertruslen er større, end kommunernes ressourcer kan håndtere
KL arbejder for, at kommunerne bliver en del af det nationale cyberforsvar