KL
KL bidrager til at udvikle og fastholde et stærkt lokalt demokrati. KL varetager kommunernes fælles interesser og er kommunernes samlede forhandlingsorganisation, videnscenter og forum for fælles initiativer og beslutninger.
KL´s organisatoriske udvikling
I nærværende kapitel kan du læse om udviklingen i KL på en række organisatoriske nøgletal i perioden 2000-2022 som::
• Antal medarbejdere i KL og de samlede personaleomkostninger
• KL’s kontingentindtægter, herunder kontingent pr. 100 indbygger
• KL’s samlede omsætning.
Teksten har sin baggrund i en analyse, som blev sendt til alle kommuner i efteråret 2023, som viste, at KL løbende har tilpasset organisationen.
Det har i perioden særligt været nødvendigt med tilpasninger i forbindelse med implementeringen af strukturreformen samt indmeldelsen af Københavns og Frederiksberg Kommune i 2000’erne.
Nedenfor gennemgås udviklingen indenfor medarbejderantal, kontingentindtægter, personaleomkostninger samt omsætning.
Udvikling i antal medarbejdere i KL
I perioden 2000-2022 er antallet af medarbejdere faldet fra 405 til 327. Det svarer til en reduktion på ca. 20 pct.
Der har i gennemsnit været 368 medarbejdere ansat i KL i perioden fra 2000-2022. Betegnelsen medarbejdere dækker alle medarbejdere undtagen studenter. I 2022 var der i alt 59 studenter ansat i KL.
Der har i løbet af perioden været en række begivenheder, der har haft betydning for udviklingen i antallet af medarbejdere i KL. Kommuneinformation blev udskilt fra KL i 2003, hvor ca. 25 medarbejdere skiftede fra KL til Kommuneinformation.
I forlængelse af oprettelsen af Komponent i 2021 overgik KL’s Konsulentvirksomhed samt enkelte opgaver relateret til ledelsesområdet til Komponent. I den forbindelse flyttede 25 medarbejdere fra KL til Komponent. Samtidig blev en del af KL’s driftsindtægter flyttet fra KL til Komponent, og der blev nedlagt en række arbejdsfunktioner i KL, som modsvarede indtægtstabet.
Nedenstående tabel viser udviklingen i antal medarbejdere fra 2000-2022:
Udvikling i KL’s kontingentindtægter
KL’s kontingentindtægter er kendetegnet ved to forskellige udviklinger i løbet af perioden. Der har været en stigning i indtægterne i perioden 2000-2011. Stigningen er især sket i forbindelse med, at Københavns og Frederiksberg Kommune trådte ind i KL i 2005 samt strukturreformen i 2007.
Kontingentindtægterne har derefter været faldende siden 2011. I 2013 blev det fx besluttet at nedsætte KL’s kontingent med 5 pct., mens det i 2014 blev besluttet at fastfryse befolkningstallet, så KL’s kontingent ikke stiger automatisk som følge af en stigning i befolkningstallet ligesom kontingentet i 2017 blev nedsat med 1 pct.
Helt konkret er KL’s kontingent således reduceret med knap 9 pct. siden 2011, hvor det er faldet fra 240,2 mio. kr. til 218,7 mio. kr. i dag.
Eneste stigning i kontingentet i perioden har været i 2022 og var udgiftsneutral for kommunerne (markeret med orange). Her blev KL’s kontingent hævet tilsvarende en reduktion i kommunernes udgifter til KL’s største konferencer.
Nedenstående tabel viser udviklingen i KL’s kontingentindtægter i perioden 2000-2022 i faste priser.
Kontingentindtægter pr. 100 indbyggere
Kontingentindtægterne pr. 100 indbyggere er i perioden faldet svagt fra 3.858 kr. i år 2000 til 3.739 kr. i 2022.
Dette dækker dog over en række udsving, hvor kontingentindtægterne i 2007 fx steg til 4.155 kr. pr. 100 indbyggere, og man nåede de højeste kontingentindtægter pr. 100 indbyggere i 2011 med 4.321 kr.
Herefter har der været en faldende tendens i indtægterne frem til 2022, mest tydeligt i 2013, hvor kontingentindtægterne faldt til 4.018 kr. pr. 100 indbyggere. Samlet set er kontingentindtægterne pr. 100 indbyggere faldet med godt 13 pct. i perioden 2011-2022.
Den faldende tendens i kontingentindtægterne fra 2011 frem til 2022 skyldes først og fremmest, at KL tilsvarende har truffet beslutning om at fastfryse befolkningstallet pr. 1. januar 2014. Det indebærer, at KL’s kontingent ikke stiger som følge af en stigning i det samlede folketal.
Som tidligere nævnt dækker kontingentstigningen i 2022 over delegeretmødets beslutning i 2021 om at reducere kommunernes udgifter til konferencer mod en tilsvarende stigning i kontingentet. Ændringen er derfor udgiftsneutral for kommunerne (markeret med orange).
Nedenstående tabel viser udviklingen i KL’s kontingent pr. 100 indbyggere i perioden 2000-2022 i faste priser.
Udvikling i KL's personaleomkostninger
Der er sket en mindre stigning i KL’s personaleomkostninger i perioden fra 2000-2022.
Personaleomkostningerne toppede i 2019 med 317,9 mio. kr., hvorefter de er faldet godt 15 pct. frem til niveauet i 2022, hvor de er på 268,1 mio. kr.
De gennemsnitlige personaleomkostninger for hele perioden er 285 mio. kr.
Nedenstående diagram viser udviklingen i KL’s personaleomkostninger i perioden 2000-2022 i faste priser.
Udvikling i KL’s omsætning
KL’s omsætning omfatter kontingent, indtægter fra konsulent- og kursusvirksomhed, sekretariatsbidrag og finansielle indtægter.
Der har været en svag stigning i KL’s omsætning i perioden 2000-2022. Omsætningen er således steget fra 383,3 mio. kr. til 495,2 mio. kr. i 2008, hvor den toppede, for derefter at falde til 407,7 mio. kr. i dag. For hele perioden har der i gennemsnit været en omsætning på 455,3 mio. kr.
Der er tale om et fald på knap 18 pct. fra 2008-2022. Faldet har særligt været tydeligt i perioden 2019-2022.
Nedenstående diagram viser udviklingen i KL’s omsætning i perioden 2000-2022 i faste priser.
En del af forklaringen på faldet skyldes, som tidligere nævnt, oprettelsen af Komponent i 2021, hvor KL afleverede en række driftsindtægter, og der tilsvarende blev nedlagt en række arbejdsfunktioner i KL, som modsvarede indtægtstabet.