En usædvanlig optakt til overenskomstforhandlingerne
Året har været præget af trepartsforhandlingerne, som i december 2023 landede med en aftale, der skal være med til at fastholde og rekruttere dygtige og engagerede medarbejdere i den offentlige sektor.
Op imod hver femte lønmodtager på det danske arbejdsmarked er ansat i en kommune. Det er langt over halvdelen af landets offentlige ansatte. Dermed er KL landets største offentlige arbejdsgiverorganisation, og KL forhandler og aftaler løn- og ansættelsesvilkår for den halve million mennesker, som er dækket af de kommunale overenskomster.
KL’s Løn- og Personaleudvalg har i denne valgperiode fire særlige indsatsområder: Det kønsopdelte arbejdsmarked, ledelse, rekruttering og selvfølgelig forberedelsen af overenskomstforhandlingerne i 2024. I 2023 har der især været fokus på det kønsopdelte arbejdsmarked, hvor KL har deltaget i et partnerskab sammen med Dansk Arbejdsgiverforening, Fagbevægelses Hovedorganisation, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og Danske Regioner, der blandt andet er mundet ud i en række anbefalinger for en bedre kønsbalance i uddannelsesvalg og på arbejdsmarkedet.
Historisk trepartsaftale
2023 har været et særligt år på arbejdsgiverfronten. For første gang har de ansattes løn og arbejdsvilkår været genstand for en trepartsforhandling med regeringen, KL, Danske Regioner,
Fagbevægelsens Hovedorganisation og Akademikerne. Der stod klart, efter regeringen i sit regeringsgrundlag lagde op til et lønløft til velfærdsmedarbejdere på i alt 6,8 mia. kr. frem mod 2030. Trepartsaftalen blev efter længere tids forhandlinger indgået i begyndelsen af december 2023.
Det er en vigtig og historisk aftale, der skal være med til at understøtte fastholdelse og rekruttering af dygtige og engagerede medarbejdere i den offentlige sektor samt sikre, at flere offentlige ansatte arbejder på fuldtid. Det sker blandt andet i form af øgede forpligtigelser af kommunerne for at slå stillinger op på fuldtid samt tilbyde allerede ansatte fuldtid på udvalgte områder i henholdsvis 2024, 2027 og 2030.
Derudover styrkes KL og Forhandlingsfællesskabets indsats ”En Fremtid med Fuldtid”. Aftalen indeholder også et ekstraordinært løft til social- og sundhedsassistenter og -medhjælpere i den kommunale sundheds- og ældrepleje samt et løft til kommunale pædagoger på børneområdet og socialområdet.
Overenskomstforhandlingerne 2024
Trepartsaftalen har selvsagt påvirket forberedelserne til overenskomstforhandlingerne i 2024, og helt konkret har den fået betydning for, hvilke krav KL kan bringe til bordet. Derfor har KL ikke – som ved de to seneste overenskomstfornyelser – stillet krav om en rekrutteringspulje. Den del er denne gang håndteret i regi af trepart. OK24 bliver generelt en særlig overenskomstfornyelse, der i høj grad kommer til at omhandle implementering af trepart.
KL har som hovedkrav til forhandlingerne, at overenskomsterne skal fornys inden for en samfundsøkonomisk ansvarlig ramme. Derudover skal det være lettere at levere velfærd til borgerne. Målet er at sikre gode rammer for, at den kommunale arbejdskraft kan anvendes bedst muligt og dermed også, at borgerne får god og effektiv service.
Desuden har vi også et særligt fokus på at få ryddet ud i vores eget bureaukrati – fx er der med 100 overenskomster og aftaler plads til forenkling. Vi skal ikke opfinde nye regler, rettigheder eller procedurer, som gør det mere besværligt at drive kommune. Vi skal give plads til lokal frihed uden centrale begrænsninger.
Overenskomstforhandlingerne var ikke afsluttet ved deadline for beretningen.
Formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg, Michael Ziegler (C), Høje-Taastrup