It-Arkitekturrådet markerede på deres sidste møde i 2020 afslutningen på den fælleskommunale digitaliseringsstrategi 2016-2020. Rådet drøftede blandt andet resultaterne af den afsluttede effektmåling af den fælleskommunale rammearkitektur og en ekstern evaluering af rammearkitekturpuljen. Rådet gjorde også status over sit eget virke i perioden, herunder som kommunal styregruppe for programmet ”Sammenhæng og Genbrug med Rammearkitekturen” og deres rolle som rådgivere for diverse projekter.
Videregivelse af samtykke
Rådet drøftede en aktuel sag om det fællesoffentlige arbejde med Samtykke, med henblik på økosystemet og at få samtykkekomponenten i drift. Der er et stigende behov for at borgere kan give samtykke til, at deres oplysninger må videregives internt i en kommune i forbindelse med kommunal sagsbehandling og mellem eksempelvis kommuner og regioner. Rådet drøftede tidsplanen og processen for samtykkeprojektet og anbefalede en fødereret model, hvor samtykker ligger decentralt. Desuden mente rådet, at projektet skal starte med en smal løsning med høj fokus på sikker drift. Sikker drift bør analyseres nøje, da en samtykkekomponent er en kritisk del af en fremtidig infrastruktur.
Fuldmagtsløsning til NemLog-In
Digitaliseringsstyrelsen har udarbejdet et forslag til en mere avanceret fuldmagtsløsning og er i samarbejde med KL og KOMBIT ved at afprøve konceptet i løsningen Byg & Miljø. Rådet drøftede udfordringerne på fuldmagtsområdet, hvor fuldmagter ofte er dybt begravet i de enkelte fagløsninger, og kom også ind på succeskriterierne for et Proof of Concept. Rådet efterspurgte en analyse af løsningen i de situationer, hvor fuldmagter er mere følsomme, og efterspurgte mulighederne for at koble KOMBITs adgangsstyring til løsningen. Rådet anbefalede desuden inddragelse af Udbetaling Danmark (UDK) i arbejdet. Rådet bakkede op om projektets ønske om at lave flere POC’er.
Omstilling til Næste generation Digital Post
Kommunerne skal i de kommende år omlægge al post til et nyt såkaldt MeMo-format og bruge den nye fællesoffentlige løsning til afsendelse og modtagelse af Digital Post. Rådet drøftede i den forbindelse, hvordan KL og KOMBIT bedst kan hjælpe kommunerne i mål med omstillingen til Næste generation Digital Post. Rådet tilkendegav fuld støtte og opbakning til et foreslået fælleskommunalt projekt, som skal understøtte kommunerne i at realisere potentielle gevinster ved NgDP. Rådet udtrykte opbakning til, at KOMBIT går forrest med anvendelsen af MeMo og viser vejen frem, men det er afgørende med KL’s støtte. En endelig tidsplan for KOMBIT’s etablering af de nye postsnitflader vil blive meldt ud medio januar 2021.
Løsningsskitse for synkronisering af organisationsdata
Rådet drøftede en foranalyse af en løsningsskitse for synkronisering af Sundhedsvæsenets Organisationsregister (SOR) og Støttesystem Organisation, samt kommunernes parathed i forhold til at bruge og løbende vedligeholde en synkroniseret organisationskomponent. Rådet udtrykte positiv opbakning til den forslåede løsning, som ifølge rådet vil overflødiggøre mange manuelle arbejdsgange. Rådet stillede nogle afklarende spørgsmål i forhold til anvendere af systemet, tidsplanen og koblingen til Medcom, Sundhedsvæsenets Elektroniske Brugerstyring (SEB) og Fælles Udbud og Udvikling af Telemedicin (FUT). Københavns Kommune har meldt sig klar til at deltage i et pilotprojekt, når opgaver og tidsforbrug er klarlagt.
Referat af mødet kan hentes nedenfor.
Næste ordinære møde i It-Arkitekturrådet finder sted den 25. marts 2021.