Chromebook-sagen
Kommunerne efterlever nu Datatilsynets påbud i den såkaldte Chromebook-sag. Men Datatilsynets afgørelse vedr. brug af digitale hjælpemidler kan få alvorlige konsekvenser for hele den offentlige sektor. Her kan du finde materiale om sagen.
I slutningen af januar 2024 kom Datatilsynet med en afgørelse i sagen om folkeskolers brug af digitale hjælpemidler som Google Chromebooks mv. KL havde sammen med de 53 berørte kommuner prøvet at finde en vej, som både tilgodeså elevernes sikkerhed og behovet for at kunne levere tidssvarende undervisning med digitale læremidler. Datatilsynet vurderede dog ikke, at der var hjemmel til at kommunerne kunne videregive de pågældende data til Google.
Kommunerne efterlever nu påbuddet
De berørte kommuner blev efterladt i en kritisk situation men i samarbejde med KL og KOMBIT, blev der fundet en løsning, så kommunerne nu efterlever Datatilsynets påbud. På vegne af kommunerne sendte KL den sidste dokumentation for dette til Datatilsynet d. 24. juni 2024.
Datatilsynets afgørelse kan få alvorlige konsekvenser for hele den offentlige sektor, da problemet ikke er isoleret til Chromebooks og folkeskolen. Den har fx direkte relevans for kommunernes brug af Microsoft 365.
KL efterlyser handling fra regeringen
Selvom der er fundet en løsning i Chromebook-sagen, ser KL et stort behov for, at regeringen får set på en forsvarlig, ansvarlig og tidssvarende lovgivning på tværs af velfærdsområderne. Så det offentlige Danmark kan fortsætte med at være digitalt understøttet. KL har ved flere henvendelser opfordret regeringen til at se på lovgivningen.
Læs KL's pressemeddelelse fra d. 24. juni 2024:
KL efter Chromebook-sagen: Regeringen må på banen nu
Læs Digitaliserings- og ligestillingsministeriets pressemeddelelse fra d. 27. juni 2024:
Løsning på Chromebook-sagen og det videre arbejde med problemstillingen
Datatilsynets afgørelse
Datatilsynets afgørelse peger på, at det ikke kun er på skoleområdet, der mangler lovhjemmel. Datatilsynets tolkning, kan således få alvorlige konsekvenser for hele den offentlige sektor.
Datatilsynet anviser disse tre løsningsspor til at bringe behandlingen af data i overensstemmelse med reglerne:
- At kommunerne ikke længere videregiver personoplysninger til Google til disse formål. Det vil sandsynligvis kræve, at Google udvikler en teknisk mulighed for, at de pågældende datastrømme afskæres.
- At Google selv afstår fra at behandle oplysningerne til disse formål.
- At Folketinget tilvejebringer et tilstrækkeligt klart retsgrundlag for videregivelse til disse formål.
Kommunerne skulle senest 1. marts tilkendegive, hvordan de har til hensigt at efterleve påbuddet, der gælder fra 1. august 2024. Datatilsynet anviste tre løsningsspor, og KL og kommunerne mener, det er nødvendigt at arbejde videre med alle tre spor.
KL's svar til Datatilsynet
D. 1. marts 2024 sendte KL på vegne af de berørte kommuner et svar til Datatilsynet om, hvordan man vil forsøge at efterleve påbuddet. Se KL’s svar til Datatilsynet nederst på siden og læs pressemeddelelsen fra d. 1. marts 2024:
KL: Uden action fra regeringen står tusindvis af skoleelever med sort skærm efter sommerferien
D. 24. juni 2024 sendte KL på vegne af kommunerne den sidste dokumentation til Datatilsynet for, at kommunerne efterlever Datatilsynets påbud. Læs nyheden fra 26. juni 2024:
Dialog med regeringen
Den 7. februar 2024 sendte KL et brev til de tre relevante ministre på området: Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), Ligestillings- og digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) og Justitsminister Peter Hummelgaard (S). Se brevet nederst på siden og læs mere i pressemeddelelsen:
KL: Datatilsynets afgørelse kan få vidtrækkende konsekvenser for hele den offentlige sektor
D. 9. april 2024 sendte KL et nyt brev til de tre ministre og rykkede for svar. I brevet opfordrede KL ministrene til at gøre noget, så skolerne ikke risikerer sort skærm efter sommerferien. Se brevet nederst på siden og læs artiklen i Danske Kommuner fra d. 16. april 2024:
KL lægger pres på regeringen: Sort skærm rykker nærmere for tusindvis af skoleelever
D. 3. maj 2024 modtog KL et brev fra digitaliseringsminister Marie Bjerre, børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye og justitsminister Peter Hummelgaard, hvor de tre ministre anerkender den vanskelige situation, som Datatilsynets afgørelse og påbud har bragt kommunerne i. Regeringen lover i brevet at vende tilbage snarest muligt og inden 1. juli 2024. Læs KL's pressemeddelelse fra d. 8. maj 2024: