Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse
Digitalisering og teknologi
Folkeskole

Regeringen åbner for løsning i Chromebook-sag

Regeringen er på bolden. Sådan lyder det i et brev fra regeringen til KL om den såkaldte Chromebook-sag.

8. maj 2024

Indhold

    KL har modtaget et brev fra digitaliseringsminister Marie Bjerre, børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye og justitsminister Peter Hummelgaard, hvor de tre ministre anerkender den vanskelige situation, som Datatilsynets afgørelse og påbud har bragt kommunerne i den såkaldte Chromebook-sag. Brevet er et svar på en henvendelse fra KL, hvor KL har opfordret regeringen til at se på lovgivningen.

    ”Det er rigtig godt, at regeringen nu går ind i arbejdet med at få set på en mulig løsning i sagen. Som regeringen også pointerer i sit svar, handler den her sag om meget mere end folkeskolen og Chromebooks. Derfor er der brug for at se på en mere samlet løsning i det offentlige, så vi på en forsvarlig, ansvarlig og tidssvarende måde sikrer, at vi kan bruge de digitale redskaber til at løse velfærdsopgaver,” siger Peter Rahbæk Juel, formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg.

    Regeringen lover i brevet at vende tilbage snarest muligt og inden 1. juli 2024.

    ”Vi er jo først rigtig glade, når vi ved, hvad regeringen kommer med inden sommerferien. Vi står stadig med en lang række uklarheder og spørgsmål. Vi vil derfor nu gå i dialog med Datatilsynet om, hvad regeringens udmelding betyder ift. det påbud, som tilsynet har givet 52 kommuner,” siger Peter Rahbæk Juel.