Gå til hovedindhold
Nyhed
KKR Midtjylland
Velfærd

Nye analyser kortlægger behovet for velfærdsuddannede i fremtiden

Med nye analyser har de 19 kommuner i den midtjyske region, VIA University College og Region Midtjylland fået et opdateret grundlag for at adressere rekrutteringsudfordringerne på velfærdsområdet.

16. aug. 2024

Indhold

    Region Midtjylland har sammen med kommunerne i den midtjyske region – i regi af Kommunekontaktrådet (KKR) Midtjylland – og VIA University College fået lavet en opdateret analyse af behovet for velfærdsuddannede i perioden 2024-2034. Analysen er udarbejdet af konsulentfirmaet COWI og indeholder en fremskrivningsanalyse af udbuddet af og efterspørgslen for 15 velfærdsuddannelser – herunder sygeplejersker, jordemødre, fysioterapeuter, folkeskolelærere og pædagoger. Derudover er der som noget nyt foretaget en analyse af afgangen fra velfærdsprofessionerne. 

    Formålet med analyserne er at give et opdateret vidensgrundlag om behovet for velfærdsuddannede og mulighederne for at kunne rekruttere det nødvendige antal medarbejdere i fremtiden. 

    - Med analyserne har vi fået et godt overblik, som kan være med til at sikre uddannelse, rekruttering og tilknytning af medarbejdere i kommuner og region. Det er vigtigt, hvis vi i fremtiden fortsat skal have et godt og trygt velfærdssamfund, siger Torben Hansen (S), formand for KKR Midtjylland.

    Store rekrutteringsudfordringer 

    Analysen af behovet for velfærdsuddannede viser, at rekrutteringsudfordringerne for en stor del af faggrupperne er blevet større siden en lignende analyse baseret på tal fra 2020. Det gælder også selvom analysen tager højde for en ny befolkningsprognose, der viser et lavere fødselstal de kommende år end hidtil antaget.

    Tallene viser, at der i fremtiden vil være mangel på fx SOSU-hjælpere og -assistenter, pædagoger og folkeskolelærere. Det skyldes bl.a., at tilgangen til uddannelserne er faldet mere end forventet. Til gengæld viser analysen, at rekrutteringssituationen for sygeplejersker ser mere positiv ud end ved den tidligere analyse. 

    - Rekrutteringsudfordringerne er for flere faggrupper i kommunerne og region blevet større på blot få år. Det viser vigtigheden af et tæt samarbejde mellem region, kommuner og uddannelsesinstitutioner, så vi sammen sikrer, at der også i fremtiden er uddannede medarbejdere, siger Anders G. Christensen (V), der er formand for Udvalg for personale i Region Midtjylland.

    Mange bliver i velfærdsfagene

    Analysen af afgangen fra velfærdsprofessionerne tager udgangspunkt i personer, der færdiggjorde deres uddannelse i 2017 og følger dem fem år frem (til 2022) for at undersøge, om de fortsat er beskæftiget inden for deres fag. 

    Selvom analysen kun baserer sig på én dimittendårgang, indikerer den, at mange nyuddannede bliver i faget efter endt uddannelse. Det gør sig fx gældende for sygeplejersker, hvor 93% arbejder inden for deres fag efter 5 år. For social- og sundhedsassistenter hedder tallet 87%, mens det for folkeskolelærere hedder 86%. 

    - Det er positivt, at så mange nyuddannede finder deres første job inden for deres fag. Analysen viser også, at en stor andel af dem, der forlader deres fag, vender relativt hurtigt tilbage. Det viser, at de nyuddannede generelt er glade for deres uddannelse og samtidig har kompetencer, der matcher arbejdsgivernes behov, siger Gitte Sommer Harrits, prorektor, VIA University College. 

    Analyserne bliver behandlet i politiske og administrative fora i regionen, kommuner og på VIA University College i august og september 2024. 

    Læs begge analyser her: