Kontakt
Anna Bay Damholt
Digitalisering & Teknologi
Telefon: +45 3370 3070
E-mail: anbd@kl.dk
Med KL’s digitale screeningsværktøj kan du teste dine selvbetjeningsløsningers mobilvenlighed. Værktøjet viser, hvor du kan optimere løsningerne, så de fungerer bedre på mobile enheder.
De fleste borgere bruger mobilen til at være online. I 2023 viser tal fra borger.dk, at 66 pct. tilgår platformen via deres mobiltelefon. Når det offentliges hjemmesider, digitale services og kommunikation ikke er tilpasset mobile enheders, udfordrer det især de borgere, der af forskellige årsager ikke kan betjene eller har adgang til en pc.
Med KL’s digitale screeningsværktøj kan du teste dine selvbetjeningsløsningers mobilvenlighed og få indikationer på, hvor løsninger kan forbedres yderligere til at fungere på mobile enheder.
Formålet med værktøjet er at understøtte kommunernes møde med de digitale borgere og møde borgerne på de platforme, hvor de er til stede. Med værktøjet kan du vurdere, hvor tæt en given selvbetjeningsløsning er på at være mobilvenlig. Det er ikke ment som en fyldestgørende test eller fuldstændig evaluering, men du får en indikation af brugervenlighed af løsningen anvendt på mobile enheder.
Du kan bruge resultaterne som dialogredskab til at belyse:
Brug screeningsværktøjet til at teste de digitale løsninger på mobiltelefoner og tablets. Vi anbefaler også, at du tester den digitale løsning i forskellige browsere på både et iOS og en Android enhed.
Har du ikke adgang til mobile enheder, kan du anvende fx Google Chromes udviklerværktøj til at simulere mobile enheder.
Opmærksomhedspunkter:
Der kan være flere veje gennem den samme selvbetjeningsløsning. Det kan derfor være en god ide at vælge én brugerrejse gennem løsningen – gerne en ”hovedvej” – som du forventer, er den mest brugte. Undervejs kan du dokumentere vejen gennem løsningen fx ved hjælp af screenshots af hvert udfyldt trin. Dette gør det nemmere at følge op på resultaterne af screeningen efterfølgende.
Resultatet af screeningen er en samlet score, der giver en indikation på, hvor mobilvenlig den givne løsning er.
Hvert spørgsmål bidrager med et antal point til den samlede score. Spørgsmålene bliver vægtet fra 1-5 alt efter vigtighed i forhold til kriteriets påvirkning af den digitale løsning. 1 er den laveste vægt (mindst vigtigt) og 5 den højeste og mest kritiske. Fx er ”Adgang til funktionalitet” (dvs. om funktionerne i løsningen virker på mobil) vurderet til at vægte tungere for løsningen end ”Systemstatus” (dvs. om løsningen informerer brugeren, når siden loades). Rækkefølgen af kriterierne afspejler ikke deres vægtning.
I screeningen af løsningen anvendes der etablerede UX- og tilgængelighedsheuristikker, der er nøje udvalgt til især at vurdere den tekniske og brugermæssige dimension.
Det er vigtigt at understrege, at dette værktøj ikke tester, om de digitale tilbud og løsninger lever op til webtilgængelighedsloven.
Dette skyldes, at webtilgængelighedskravene gælder uanset om de digitale tilbud og løsninger tilgås i en browser på desktop, tablet eller mobil. I dette værktøj er medtaget webtilgængelighedskrav, som er særligt relevante for brug på mobil. Tilgængelighedskrav, der er de samme på desktop, er ikke medtaget.
Tilgængelighedskrav i værktøjet vil være markeret med en kildehenvisning til WCAG 2.1.
Standarden for webtilgængelighedsloven er EN 301 549, men denne refererer for en stor del direkte til WCAG 2.1, som henvises til i dette værktøj.
Værktøjet er primært udviklet med henblik på at screene digitale selvbetjeningsløsninger. Værktøjet kan også benyttes til at give en indikation af, hvor godt fx et websted fungerer på mobil, men websteder indeholder typisk andre indholdstyper og mere kompleks navigation, som dette værktøj ikke inddrager.
Derudover er fokus for værktøjet webløsninger, der vises på mobile enheder. Værktøjet er altså ikke lavet for native apps.
Termen “mobilvenlig” betyder, at løsningen fungerer godt på mobile enheder. Termen bruges frem for “mobile first”. Begge termer beskriver tilgange til at sikre, at løsninger leverer en god brugeroplevelse på mobile enheder.
Ved ”mobile first” starter man i udviklingen af en løsning med at tænke på mobile enheder først og udvider derefter til desktopversionen. Dette kan give mening ved udviklingen af nye løsninger.
Da dette selvevalueringsværktøj også skal bruges til at vurdere i hvor høj grad løsninger, der oprindeligt er udviklet til desktop, fungerer på mobile enheder, er her valgt termen ”mobilvenlig” for at indikere, at værktøjet favner alle løsninger, uanset tilgang i udviklingsprocessen.
Digitalisering & Teknologi
Telefon: +45 3370 3070
E-mail: anbd@kl.dk