Gå til hovedindhold
/ Inklusion
/ Sundhed og ældre
/ Socialområdet

SeniorDigital: Aalborg bygger bro mellem kommunale indsatser til gavn for de ældre

Med SeniorDigital er Aalborg Kommune lykkes med at støtte ældre borgere, så de bedre kan klare sig i den digitale verden. Ved hjælp af medarbejdere i seniorjob-ordningen formår de for begrænsede midler at hjælpe de ældre der, hvor de er mest trygge.

5. feb. 2024
To medarbejdere fra SeniorDigital, på vej ud for at hjælpe ældre

Margit og Leif fra SeniorDigital på vej ud for at hjælpe andre seniorer

Indhold

    Mange ældre har svært ved at begå sig i et stadigt mere digitaliseret samfund. Derfor startede Aalborg Kommune projekt SeniorDigital, hvor borgerne bl.a. får hjælp til at bruge de digitale selvbetjeningsløsninger, herunder MitID, handle på nettet og få fritagelse fra digital post: 

    ”Når vi viser, hvordan en borger kan bruge digitale velfærdsløsninger som fx online madbestilling, holder det behovet for hjælp fra døren. Samtidig skaber det ligeværd og selvstændighed for borgeren,” siger Pia Therkildsen, der leder Senior Digital. 

    Hjælpen til de ældre bliver givet af medarbejdere ansat i seniorjob. Med seniorjob-ordningen skal kommunen stille job til rådighed for ældre borgere, der har opbrugt deres dagpengeret og har indbetalt til efterlønsordningen. Også her viser projektet sin værdi. Medarbejderne i projektet giver udtryk for, at de oplever at skabe mening og gøre en forskel. På den måde får de en positiv oplevelse af at udfylde en vigtig funktion i deres sidste tid på arbejdsmarkedet. 

    Møder borgerne i trygge rammer 

    Grundideen med projektet er, at de ældre borgere kontakter SeniorDigital, der kommer hjem til dem, og hjælper med at løse et konkret problem. Det er også muligt at mødes på kommunens aktivitetscentre, plejehjem osv.:

    ”Det handler om at møde borgerne et sted, der er sikkert og trygt for dem. For de svageste borgere, er det vigtigt at hjælpe med specifikke problemer, da større kurser ofte kan skabe forvirring og flere spørgsmål,” forklarer Pia Therkildsen. 

    Projektet har også en række øvrige opsøgende indsatser, fx i kulturhuse og sociale mødesteder. Her kan medarbejderne nå borgere, der ikke selv tager kontakt, blandt andet på grund af sprogproblemer. Medarbejderne er gode til at foreslå nye indsatser og har fx kørt et par seancer i et lokalt boligselskab. Behovet bestemmer indsatsens varighed: Nogle tiltag kører i en begrænset periode, mens andre implementeres mere permanent. 

    Blandt nyere faste tiltag er ”digital rehabilitering”, hvor SeniorDigital med jævne mellemrum kommer på kommunens to rehabiliteringscentre. Centrenes beboere har typisk været væk hjemmefra ) i et stykke tid, fordi de har indlagt eller i behandling udenfor hjemmet. De er derfor ofte bagud med at få tjekket op på fx digital post. Her hjælper projektets medarbejdere beboerne med at genopfriske deres digitale kompetencer. Medarbejderne vurderer også, om situationen har ændret sig, så der evt. skal gives hjælp til at blive fritaget fra digital post. 

    Om Senior Digital

    Projektet er forankret i kommunens Senior- og Omsorgsforvaltning, men samarbejder med kommunens andre forvaltninger, herunder Borgerservice

    • Kommunen har siden projektets start i 2012 haft ca. 20. medarbejdere. De fleste har været i seniorjob, men der har også været enkelte dimittender og lignende.
    • Der er ikke afsat midler til projektet i kommunen. Man er derfor afhængig af borgere i jobforløb.
    • Medarbejderne skal have gode menneskelige kompetencer. De skal samtidig helst ikke have en it-baggrund, men blot selv kunne benytte løsningerne, da hjælpen ellers risikerer at blive for kompleks for de svageste borgere.
    • Borgerne kan finde viden om projektet flere steder; på kommunens hjemmeside og busreklamer, fra andre borgere, i flyers og magasiner samt via kommunens opsøgende indsatser.

    Gør borgerne selvhjulpne længst muligt

    Projektets største udfordring er, at der ikke er afsat øremærkede økonomiske midler til det. Det er dog samtidig med til at forklare projektets succes og potentiale, da Aalborg Kommune derfor benytter sig af seniorjob-ordningen til at sikre digital hjælp til de ældre borgere. Det betyder, at det sjældent er muligt at holde på medarbejderne i meget mere end ét år. Der skal derfor jævnligt bruges tid på oplæring. Alligevel er en af Pia Therkildsens anbefalinger, at man etablerer en medarbejdergruppe, der er i jobforløb, hvis man som kommune ønsker at starte et lignende projekt op:

    ”Opbakning fra ledelsen er essentiel. Det er afgørende at fokusere på både vigtigheden af indsatsen og at skabe den gode business case. Og her er det en helt central del af projektet at have medarbejdere, der er i jobforløb.” 

    Pia Therkildsen er overbevist om, at SeniorDigital holder ældre borgere selvhjulpne i længere tid. Det øger både borgenes livskvalitet og giver en økonomisk gevinst for kommunen. 

    SeniorDigital samarbejder med kommunale forvaltninger og TECHCOLLEGE

    Projektet er forankret i kommunens Senior- og Omsorgsforvaltning men har et tæt samarbejde med Borgerservice. De har bl.a. haft projektet ”MitID på hjul” ifm. overgangen fra NemID til MitID. 

    Efter visitation i Borgerservice kører en medarbejder fra hhv. Borgerservice og SeniorDigital sammen ud til kommunens svageste borgere. Her har borgerservicemedarbejderen ageret myndighedsperson, der træffer afgørelser og udsteder MitID, mens SeniorDigital står for de blødere rammer og tilbyder at komme ud og hjælpe borgeren videre med at bruge MitID efterfølgende. 

    Gennem samarbejde med TECHCOLLEGE Aalborg, passer to unge studerende it-support og kører ud til de ældre. Her hjælper de fx med at installere antivirusprogrammer, køre opdatereringer eller opsætte printere mm. 

    Samarbejdet blev sat i stand, da flere af de unge under uddannelse til it-supporter havde svært ved at finde en praktikplads, og praktikcenteret på TECHCOLLEGE samtidig havde svært ved at finde nok relevante opgaver til at indfri uddannelsens mål. Samarbejdet er på den måde med til at løse problemer for alle parter.

    Når SeniorDigital møder borgeren i eget hjem, kan det i visse tilfælde give anledning til undren eller bekymring. Her fungerer SeniorDigital som brobygger til kommunens forebyggende medarbejdere, der efterfølgende kan komme på et forebyggende hjemmebesøg. 

    SeniorDigital bliver desuden ofte spurgt til råds ifm. digitaliseringsprojekter i forvaltningen. I kraft af deres indgående kendskab til målgruppen, kan de ofte bidrage med nye, vigtige perspektiver. 

    Kommunens jobcenter finder kandidaterne, når der skal findes nye medarbejdere til SeniorDigital.

    Kontakt

    Specialkonsulent

    Signe Lund Tovgaard

    Digitalisering & Teknologi

    Telefon: +45 3370 3273

    E-mail: silt@kl.dk