Om Fælles Faglige Begreber - Børn & Unge
FFB-B&U projektet er et fælleskommunalt under Kommunernes Digitaliseringsprogram. Her kan du læse om projektets baggrund, værdisæt, organisering, og hente vores flyer: "FFB-B&U Kort Fortalt".
FFB-B&U er et datastandardiseringsprojekt under delprogram 5, "Bedre velfærd og styring med data" i Det Kommunale Digitaliseringsprogram. Projektet løber fra 2021-2025.
Formålet med projektet:
Formålet med projektet er at den faglige dokumentation i sagsbehandlingen skal understøttes via fælles begreber for tilstande og indsatser. Det skaber forudsætning for:
Bedre viden om virksomme indsatser
- I den enkelte kommune
- På tværs af kommuner
- Nationalt niveau
Fælles sprog for barnets eller den unges behov i samarbejdet om de mål, der arbejdes hen imod
- Mellem barnet/den unge, familien og medarbejdere
- Mellem myndighed og udførere
- På tværs af fagområder og sektorer
Meningsfuld dokumentation i daglig praksis
- Godt overblik i sager – letter overdragelse ved personaleskift
- Nem dataindberetning
Projektet arbejder mod disse 3 drivere:
- Sammenhæng mellem kommunale data og de statslige indberetnings- og tilsynskrav: Data fra indberetninger vedr. indsatser og foranstaltninger giver aktuelt alene viden om antal og varighed. En fælles faglig standard for indsatsers indhold og resultater kan give bedre mulighed for opfølgningsdata også til læring og udvikling lokalt som fælleskommunalt.
- Målsamarbejde mellem barnet eller den unge, myndighed og social foranstaltning: Drømme og mål for livet er centralt for de foranstaltninger, der iværksættes, og at disse opleves meningsfulde for barnet eller den unge. Ved at standardisere dokumentationen om barnets situation og de sociale foranstaltninger kan det fælles vidensniveau øges om, hvad der er virksomt for hvem og i hvilke situationer.
- Tværsektoriel dialog og koordination: God faglig kommunikation kan styrkes ved fælles faglige begreber, der går på tværs af fagområder og sektorer.
Arbejdet herimod udføres ud fra følgende værdigrundlag:
- At skabe faglig mening og sørge for at få medarbejderne med.
- Borgerperspektivet – sprog og begreber påvirker mødet med børnene og de unge.
- Gevinstrealisering og værdiskabelse skal forstås bredt og kvalitativt – ikke snævert målt på kroner og ører.
- Involvering af de relevante faglige organisationer på området.
- Evidensbaseret terminologi og faglige værktøjer. Evidenstrappen som afsæt for mening på forskellige niveauer.
- Forskellighederne i kommunerne skal rummes, men inden for en fælleskommunal ramme.
- Projektet skal kunne justeres til undervejs.
Der er etableret en projektstyregruppe, som repræsenteres af kommunale fagchefer på børne-/unge-området fra fem kommuner (både DUBU og SB-SYS), samt repræsentanter fra Socialstyrelsen, Social- og ældreministeriet, Kombit og MedCom.
Styregruppen mødes ca. 4 gange årligt.
Datastandarder har en teknisk specifikation, der beskriver, hvordan begreber skal forstås, og hvordan data skal gemmes eller udveksles. Som oftest med henblik på ensartet indsamling og udveksling af disse data på tværs af forskellige it-systemer. Når data er klassificeret, understøtter det en mere ensartet kommunikation, samt mulighed for at udveksle data internt i kommunen, mellem kommuner og mellem kommune og øvrige aktører.
Som fælleskommunalt dataprojekt er FFB-B&U givet den præmis at arbejde indenfor den fælleskommunale og fællesoffentlige it-rammearkitektur, hvor ’tilstand’ og ’indsats’ er de datamæssige byggeblokke. Projektet skal med afsæt i Barnets lov §§ 18, 19, 20, 23, 29, 30, 31, 32, 35, 46, 47, 81, 86, 87 udvikle en datastandard; dvs. finde frem til de fælles faglige kernebegreber, som kan klassificeres inden for hver byggeblok.
Når datastandarden sidenhen integreres i it-fagsystemet, vil det være ensartet på tværs af kommuner, hvad der ligger i den del af dokumentationen, som er koblet med de klassificerede begreber.
Standarder for dokumentation skal understøtte de faglige metoder på området og derfor blev begreberne indenfor hhv. tilstand og indsatser udvalgt sammen med fagfolk fra kommuner og Socialstyrelsen på de begrebsworkshops, der fandt sted 2. og 3. kvartal 2022 samt 4. kvartal 2023. De endelige begrebskataloger kan findes under materialer.