Kystbeskyttelsesprojekter oversvømmes af regelforviklinger, borgerklager og økonomiske barrierer

Af Jon Kirketerp Jørgensen

På trods af hyppige storme og oversvømmelser, der laver skader for milliarder, er der stadig massive barrierer for at få bygget diger, højvandsmure, sluser og andet, der kan afbøde problemerne. Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse, som KL’s analysemagasin, Momentum, har gennemført.

I undersøgelsen svarer 51 procent af landets kystkommuner, at de har måttet udskyde eller helt opgive at gennemføre kystbeskyttelsesprojekter inden for de seneste fem år. For når kommunerne forsøger at planlægge og gennemføre kystbeskyttelsesprojekter, støder de på en myriade af barrierer. Det drejer sig ifølge undersøgelsen især om naturbeskyttelsesregler, borgerklager, uenigheder om, hvem der skal betale regningen, og uhensigtsmæssige økonomiske rammer.

Tilsammen tegner undersøgelsen et billede af et område, der har så mange udfordringer, at det trænger til en gennemgående omkalfatring. Det siger Birgit S. Hansen, der er formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg.

»Vi har kæmpe fokus på at sikre både borgernes tryghed og de værdier for milliarder, der er på spil, når stormen raser, og vandet stiger. Men både kommuner og borgere er udfordrede af, at der mangler bedre finansieringsmuligheder og en mere sammenhængende lovgivning omkring natur og kystsikring, så den ene lov ikke spænder ben for den anden,« siger Birgit S. Hansen og efterspørger derfor handling fra Christiansborg.

»Kommunerne har brug for at kunne handle – og derfor kræver det også nogle ændringer i vores lovgivning, hvis ikke borgermodstand og naturhensyn skal stå i vejen for, at vi kan få lavet de nødvendige sikringer af vores kyster. Derfor er der brug for en national klimatilpasningsplan, som giver os de rette redskaber og finansieringsmuligheder. Det er ikke løst med en lille pulje her og nu, men kræver lange, seje investeringer.«

Forsker: Det går for langsomt

Netop finansieringsudfordringerne angiver 39 procent af kommunerne som årsag til at have bremset projekter, og den samme andel angiver partsfordeling af udgifterne som en stopklods.

Kalundborg er en af de kommuner, der har oplevet, at finansiering og den såkaldte partsfordeling giver udfordringer og forsinkelser. Kystbeskyttelsesloven fastslår, at ansvaret for at beskytte kysten ligger hos dem, der ejer grunde ud til kysten. Det betyder, at når der planlægges kystbeskyttelsesprojekter, så skal grundejerne blive enige om projektet, og der laves en udregning af, hvilke grundejere der skal betale hvor meget, alt efter hvor meget nytte de får af projektet.

Men den proces kan trække projekterne i langdrag, fortæller Michel van der Linden, der er direktør i Kalundborg Kommune. Han fortæller, at kommunen nu på fjerde år venter på afgørelser på forskellige klager i forbindelse med et klimatilpasningsprojekt.

»Lodsejerne skal jo blive enige, og hvis ikke alle synes, at partsfordelingen stemmer overens med den nytte, de får af projektet, eller hvis nogle slet ikke synes, at de skal betale en del af udgifterne, så kan de klage over afgørelserne. Og det kan tage lang tid at få afgjort klagerne,« siger Michel van der Linden.

Og tidsdimensionen skal der ifølge Kirsten Halsnæs, der er professor i klima og økonomi ved DTU, gøres noget ved, da det efter hendes mening går alt for langsomt med at få gennemført klimatilpasningen, hvilket betyder, at vi ser de kæmpe oversvømmelsesskader, som vi eksempelvis har oplevet denne vinter.

Hun deler opfattelsen af, at kystbeskyttelsesområdet er præget af ganske mange barrierer og peger for eksempel på, at der mangler retningslinjer for fordelingen af den økonomiske byrde i forbindelse med kystbeskyttelsesprojekter, hvilket kan give forskel på udgifterne på tværs af landet.

Kirsten Halsnæs peger desuden på, at kommunernes muligheder for at finansiere kystbeskyttelsesprojekter varierer rigtig meget. Og i nogle tilfælde også begrænses af de generelle økonomiske rammer for kommunerne.

»Der kan være ret store forskelle på, hvor stor den enkelte kommunes betalingsevne er. Og der er bestemt nogle kommuner med behov for kystbeskyttelse, der måske ikke har et særligt stort udskrivningsgrundlag og derfor ikke har så gode muligheder for at finansiere de store projekter,« siger Kirsten Halsnæs.

Hun mener derfor, at en del af løsningen på de økonomiske udfordringer kan være at oprette en statslig fond, der kan være med til at finansiere kystbeskyttelsen.

KL: Christiansborg skal på banen

I KL efterlyser formanden for Klima- og Miljøudvalget, Birgit S. Hansen, at regeringen bidrager med løsninger på de mange problemer, som kommunerne oplever.

»Vi oplever desværre ofte, at projekterne går i stå, fordi det ikke er muligt at skaffe den nødvendige finansiering. Som det er i dag, kan mange borgere ganske enkelt ikke finde pengene til projekterne. Vi mener, at det bør være statens opgave at sikre, at der er finansieringsmuligheder for borgerne, ligesom man bør lave en klimatilpasning- og kystsikringsfond til de store projekter, som har en samfundsmæssig betydning,« siger Birgit S. Hansen.

Samtidig bør staten gøre den for nuværende midlertidige kystpulje permanent, så kommunerne får bedre vilkår for at søge tilskud til større kystsikringsprojekter.

»De sidste to år har der været ansøgt for omkring fire gange mere end puljens størrelse. Så der er et stort behov for at tilføre flere penge og desuden gøre den permanent, så planlægningen af de ofte langstrakte projekter bliver lettere,« siger Birgit S. Hansen.

Det synspunkt bakker Bent Alminde, formand for Landsforening af Digelag, op om. Han peger på, at det kun var syv ud af de 18 projekter, der fik støtte fra klimapuljen sidste år, hvilket efterlader 11 projekter til i alt 950 millioner kroner uden statslig medfinansiering. Det tyder ifølge formanden på, at klimapuljen bør tilføres væsentligt flere penge. Og så bør staten generelt tage større ansvar for finansieringen af kystbeskyttelsen.

»Staten har udpeget 14 områder, der er i særlig risiko for oversvømmelser og stormskader, så staten bør også prioritere de områder og stå for en større del af finansieringen,« siger Bent Alminde.

Udover finansieringen er det ifølge Birgit S. Hansen nødvendigt at der bliver taget et grundigt kig på de mange love og regler, der regulerer klimatilpasningen. Kystbeskyttelsesloven er nemlig ikke den eneste lov, der er relevant, når der skal etableres beskyttelse mod vandmasserne. Også miljøbeskyttelsesloven, vandløbsloven, oversvømmelsesloven, lov om vandplanlægning og habitatbekendtgørelsen spiller ind.

»De mange forskellige lovgivninger spænder simpelthen ben for hinanden. Derfor har vi brug for en bedre balance mellem de forskellige lovgivninger, så kommunerne i langt højere grad har mulighed for forebyggende klimatilpasning,« siger Birgit S. Hansen.

94 procent af kystkommunerne erklærer sig da også enige i at klimaforandringerne i de kommende år vil forandre naturen, fx pga. højere vandstand og at der derfor er der brug for at tænke langsigtet og overveje, om naturbaserede klimatilpasningsløsninger, der på kort sigt forandrer naturen, kan bidrage proaktivt til bedre langsigtet naturbeskyttelse.

Digebyggeri karambolerer med naturbeskyttelse

I Momentums undersøgelse angiver 32 procent af de kommuner, der har bremset projekter, at lovgivningen for naturbeskyttelse har været årsagen. Et af stederne er den lille by Seden Strandby i bunden af Odense Fjord, hvor beboerne og kommunen siden 2015 har arbejdet på et digeprojekt, der skal beskytte den udsatte by mod oversvømmelser. Men digeprojektet er flere år forsinket, blandt andet fordi områder omkring byen er såkaldte Natura 2000-områder. Det er naturområder, hvor man af hensyn til dyre- og planteliv kun i særlige tilfælde kan forstyrre naturen.

Problemet i Odense Kommune er, at grænserne for Natura 2000-områderne i nogle tilfælde bærer præg af at være tegnet fra et skrivebord og ikke af en person, der har taget gummistøvler på og været ude ved Seden Strandby. Det fortæller Michelle Birk, der er funktionsleder i afdelingen for Klimatilpasning og Spildevand i Odense Kommune.

»Det er fornuftigt at udpege områder, hvor der er natur, vi skal passe særligt meget på, men der er tilfælde i Seden Strandby, hvor det kan være svært at se, hvorfor grænserne er trukket, som de er,« siger Michelle Birk.

En del af det 1200 meter lange dige skulle efter planen ligge mellem vejen til Seden Strandby og kysten. Men det område er udlagt som Natura 2000-område helt op til vejen og nogle steder også på selve den asfalterede vej. Det vil sige, at nogle steder er rabatten og noget af den asfalterede vej defineret som unik og bevaringsværdig natur, mens det andre steder ikke er.

Det betyder, at en del af diget i stedet skal bygges på den anden side af vejen. Diget skal så forbindes med en mobil løsning, der kan aktiveres, når vandstanden i fjorden stiger. En løsning, der gør projektet dyrere.

»Det kan være svært for borgerne at forstå, at der på en strækning på måske 20 meter skulle være Natura 2000-potentiale lige op til og i nogle tilfælde på selve vejen,« siger Michelle Birch.

Men Odense Kommune er ikke myndighed for Natura 2000-grænserne. Det er nemlig et anliggende for EU, og sagsbehandlingstiden i forbindelse med ændringer af Natura 2000-grænser er ret lang. Desuden kan der ikke kan opnås dispensation til at bygge diget i den del af Natura 2000-området, fordi man ikke kan få dispensation af økonomiske hensyn. Kun beskyttelse af boliger og infrastruktur giver den mulighed.