Hvert andet barn i specialtilbud får offentlig forsørgelse 10 år efter 9. klasse

Af Emilie Kleding

Analyse: Jeppe Dalgaard, konsulent i KL Analyse og Makro

Der er stor forskel på, om en elev færdiggør grundskolen i en almen skoleklasse eller i et specialtilbud. Er man i sidste kategori, ser voksenlivets fremtidsudsigter nemlig noget sværere ud.

For knap halvdelen af eleverne fra specialtilbud er på offentlig forsørgelse 10 år efter 9. klasse. Sammenligner man med elever fra almenklasserne, er tallet her kun 10 procent, viser en ny Momentum-undersøgelse, der har fulgt 9.-klasseselever i 2012 frem til 2022.

Her er 22 procent af eleverne fra specialklasser og -skoler på førtidspension, 15 procent er på kontanthjælp, 8 procent er i fleksjob, og 5 procent er på dagpenge.

»Og det bekræfter, at vi lige nu taber en gruppe børn og unge, hvoraf mange ville kunne få andre liv, hvis vi var dygtigere til at understøtte dem undervejs,« siger formand for KL's Børne- og Undervisningsudvalg, Thomas Gyldal Petersen.

Samme toner lyder fra direktør i ADHD-foreningen, Camilla Louise Ganzhorn, som især hæfter sig ved gruppen på kontanthjælp.

»Det er altså ret voldsomme tal, og jeg bliver helt ramt – for når så mange står i stampe på midlertidig forsørgelse 10 år efter, har det nok ikke været nogen nem vej,« siger hun.

Momentums analyse – som er baseret på beregninger på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik – peger da også på, at langt færre elever fra specialtilbud får en ungdomsuddannelse, er under uddannelse eller har et fuldtidsarbejde 10 år efter folkeskolen.

Samtidig modtager en større og større andel elever i dag segregeret specialundervisning. Hvor procentdelen lå på 4,7 af eleverne i skoleåret 2015/2016, steg det til 6,5 procent sidste skoleår. Og den kurve skal knækkes, mener Thomas Gyldal Petersen:

»Vi skylder alle børn i den danske folkeskole at gøre alt, hvad vi kan, for at optimere deres livsbetingelser. Selvfølgelig har en gruppe elever brug for specialtilbud, men for mange andre betyder det, at vi skal have dem til at gå i den almene klasse. For det er altså den bedste ramme for at få flere muligheder i tilværelsen, en uddannelse og blive selvforsørgende.«

Syddjurs har sænket andelen i specialtilbud til 2,3 procent

Færre børn i klasserne, flere voksne og mere specialpædagogisk ekspertise er blot nogle af de tiltag, det kræver, hvis det skal lykkes, mener formand for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen.

»Hvis vi bare havde sat ind med specialpædagogisk viden, to lærere i nogle af timerne, metoder som co-teaching og Nest-klasser og i det hele taget underbygget undervisningsfællesskabet tidligere, så ville mange flere have kunne trives i de almene klasser,« siger han og mener, at tilstandene i stedet er blevet værre. Og at det har haft konsekvenser.

Lige nu udgør udgifterne til specialområdet 26,6 procent af folkeskoleudgifterne, og det tal »stiger og stiger,« siger lærerformanden:

»Vi har fået skabt en negativ spiral, hvor flere og flere børn og ressourcer bliver flyttet over på specialundervisningen i stedet for at investere i alt det, der kan forbygge det selvsamme. Og det er rigtig, rigtig dyrt – både økonomisk og menneskeligt. Det er folkeskolens allerstørste udfordring lige nu, og som samfund er vi forpligtet til at gøre noget nyt, noget andet og noget, der virker bedre end det, vi gør i dag.«

Et af de steder, som er lykkedes med netop det, er Syddjurs Kommune. I 2016 gik næsten en tredjedel af skoleudgifterne til 6,5 procent af kommunens elever i et specialtilbud, »og det var bare ikke holdbart – hverken menneskeligt eller økonomisk,« siger børn og læringschef i Syddjurs Kommune, Per Viggo Larsen. Så de besluttede at gøre noget helt nyt.

Først slog kommunen alle midlerne på skoleområdet – inklusiv dem til specialundervisning – sammen til en fællesbetaling per elev; og det betød samtidig, at seks millioner kroner blev sat af til kompetenceløft ude på skolerne. Samtidig nedlagde de alle modtager- og specialklasser og slog dem sammen med de almene og satsede på øget støtte i de almene klasser, vejledning på alle skolerne, oprettelse af mellemrumsløsninger, netværksmøder blandt medarbejderne og vidensdeling på tværs af kommunen.

»Alt det har gjort, at kun 2,3 procent af vores elever lige nu går i et vidtgående specialtilbud. Vi holder vores budgetter, vores trivselsmålinger ligger stort set, som de hele tiden har gjort, og af de 72 elever, som gik i de specialklasser, vi lukkede, var det kun nødvendigt at visitere to til en specialskole. Det er helt vildt, synes jeg. Og det viser jo bare, at lærere, ledere og skoler er enormt dygtige til at løfte opgaven, og at børn er fantastisk gode til at bygge bro,« siger Per Viggo Larsen og opfordrer andre kommuner til at følge i samme fodspor.

KL: Spændende, hvordan regeringens folkeskoleudspil folder sig ud

Vi skal dog passe på, at flytteplanerne ikke går alt for hurtigt, mener formand for forældreorganisationen Skole og Forældre, Rasmus Edelberg.

»Jeg kan godt se idéen i, at nogle børn kunne få det bedre i en almenklasse – det er bare vigtigt, vi sørger for at få undervisningsmiljøer, der passer til dem, og specialpædagogikken og tilliden fra forældrene på plads, inden de bliver flyttet ind i en almindelig klasse. Og ikke omvendt« siger han og husker tilbage på inklusionsreformen for 10 år siden.

»I flere år var ordet inklusion jo nærmest et skældsord, fordi de netop satte børnene i almenklasserne, før pengene og støtten var på plads. Mange mistrivedes, og både børnene og deres klassekammerater betalte prisen. Det har ført til en kulturel gæld, vi som samfund skal arbejde med, hvis folkeskolen igen skal have plads til forskellighed,« siger Rasmus Edelberg.

Og det er da helt rigtigt, at almenskolen skal skrues anderledes sammen, have de rette kompetencer og tilstrækkeligt mange af dem, siger formand for KL's Børne- og Undervisningsudvalg, Thomas Gyldal Petersen.

»Det er vigtigt for mig at slå fast. For svaret ligger jo ikke i bare at bede skolerne om at løse en større opgave og rumme flere børn med særlige behov. Vi er nødt til også at stille nogle rammer til rådighed, som gør, at de kan lykkes med det,« siger han.

Sidste efterår fremlagde regeringen udspillet "Sammen om folkeskolen”, som i den kommende tid skal forhandles. Her er ordlyden også, at bøtten skal vendes, at der skal satses på fællesskabet, og at flere ressourcer skal bruges ude i klasseværelserne.

»Der er også spændende tanker om at erstatte de eksisterende Fælles Mål for fagene med en ny læreplan, bedre plads til praktisk orienteret undervisning, og at alle elever ikke nødvendigvis stilles de samme krav. Det understøtter den bevægelse, vi gerne ser – men det kræver, at det rigtige indhold kommer bag overskrifterne. Og vi har stadigvæk til gode at se præcis, hvordan regeringen vil folde de enkelte initiativer ud, og hvad der følger med af investeringer,« siger Thomas Gyldal Petersen.

Kommune kalder på en mere fællesskabsorienteret lovgivning

Når regeringens folkeskoleudspil skal forhandles, håber direktør i ADHD-foreningen, Camilla Louise Ganzhorn, at vi tør tale om, hvad inklusion er, og hvad vi gerne vil have, den skal.

»Lad os nu finde ud af, hvordan vi vil drive skole i det her land, og så gøre det ordentligt. For ellers står vi også her igen om 10 års tid og ser tilbage på, at der ikke er blevet gjort den indsats, der skal til, og at vi står med et rigtigt rodet skoletilbud til vores unger,« siger Camilla Louise Ganzhorn og tilføjer:

»Det er jo alle – regeringen, kommunerne, skolerne – alle skal spille med den samme bold, og vi skal gribe den langt hurtigere. Fordi de eneste, det går ud over, er børnene. Hver eneste gang. Det, synes jeg, tallene i analysen tydeligt beviser. Ja, simpelthen i skrækkeligste stil.«

Spørger man Syddjurs Kommune, savner børn- og læringschef, Per Viggo Larsen, især, at de politiske målsætninger og lovgivningerne følges ad.

»For hele beskrivelsen i vores bekendtgørelse er utrolig individorienteret, og det er et clash og paradoks, når vi hver dag arbejder med gruppen, klassen og fællesskabet som omdrejningspunktet. Den uoverensstemmelse bør man kigge nærmere på,« siger Per Viggo Larsen.

Og det bakkes op af formanden for Børne- og Undervisningsudvalget i KL, Thomas Gyldal Petersen:

»Der er ingen børn, der er problemer. Men der er børn, der er i problemer. Så lad os kigge på definitionen af, hvad det vil sige at arbejde inkluderende, og anerkende fællesskabet som både der, hvor udfordringer kan opstå, men også der, hvor løsninger findes – for det gavner jo også den enkelte,« siger KL-udvalgsformanden.