Velfærdsblomsten trives – men den kræver vand og næring

Af Jon Kirketerp Jørgensen 

En plads i daginstitution, ti års skolegang, lægehjælp efter behov og pleje og omsorg, når du bliver gammel. Og har man behov for en mere omfattende, hjælpende hånd fra fællesskabet, så får man også det. Til gengæld tages en ikke undseelig del af danskernes indkomst til at betale gildet. Og jo bredere skuldrene er, jo større er bidraget til fællesskabet.

Nogenlunde sådan kan samfundskontrakten i velfærdsfællesskabet opsummeres. Og ifølge en ny KL-analyse tyder meget på, at kontrakten grundlæggende er opfyldt.

Analysen, der er en del af den netop offentliggjorte KL-publikation 'Velfærdssamfundet belyst', viser, at velfærdssamfundets udgifter til folkeskole og ældrepleje er nogenlunde ligeligt fordelt på danskerne, uanset hvor mange penge de tjener. Den nederste indkomstdecil – altså de ti procent danskere, der tjener færrest penge – tegner sig for 11,2 procent af de offentlige udgifter til grundskolen, mens den øverste decil tegner sig for 9 procent.

På ældreområdet ser fordelingen stort set identisk ud. Den nederste decil modtager ydelser for 11,4 procent af de samlede udgifter, mens andelen for den øverste decil er 9,2 procent.

Samtidig viser analysen, at skattebetalingerne er mere ujævnt fordelt. Altså at de bredeste skuldre bærer den største byrde. Den laveste decil står for 4,4 procent af danskerne samlede skattebetalinger, mens den øverste decil betaler 20,4 procent - altså næsten fem gange så meget.

Ifølge Jørgen Goul Andersen, der er professor emeritus ved Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet, så viser analysen netop, at velfærdssamfundet lever op til den aftale – eller samfundskontrakt – vi har indgået med hinanden.

»Servicen er nogenlunde ligeligt fordelt med en tendens til, at der er et overforbrug af for eksempel ældreservice blandt de svageste. Så udgangspunktet er, at borgerne får nogenlunde samme service, og så betaler du ulige meget i skat, hvor de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder. Så velfærdssamfundet fungerer grundlæggende i overensstemmelse med samfundskontrakten,« siger Jørgen Goul Andersen.

Han peger desuden på, at de ydelser, der er målrettet de svageste danskere – ydelser efter virksomhedslukning og sociale indsatser til børn og unge – også i langt overvejende grad går til danskere med de laveste indtægter. Altså endnu et tegn på at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder.

Ifølge analysen bliver over halvdelen af udgifterne til sociale indsatser til børn og unge brugt af de to nederste indkomstdeciler, mens de tyve procent rigeste danskere bruger under fire procent af udgifterne til de ydelser.

Bag uvidenhedens slør

Nogenlunde samme konklusion når Michael Bang Petersen, professor ved Institut for statskundskab på Aarhus Universitet frem til. Dog med en lidt mere filosofisk tilgang til spørgsmålet om samfundskontraktens overholdelse.

Han parafraserer amerikaneren John Rawls, der ifølge Michael Bang Petersen er den ”måske mest centrale filosof bag velfærdsstaten”.

»Rawls siger, at du altid indgår disse kontrakter bag uvidenhedens slør. Det vil sige, at du ikke ved, hvilken position i samfundet, du kommer til at indtage. Og når du ikke ved det, hvordan kunne du så tænke dig, at samfundet er indrettet, spørger Rawls. Under den forudsætning er svaret ifølge Rawls – også selvom du ender med at blive rig – at du vil foretrække en model med udbredt omfordeling,« siger Michael Bang Petersen.

Det vil altså sige en model lig den, vi har i Danmark, hvor de rigeste betaler mest, de fattigste får mest, og alle får noget.

»Ud fra det perspektiv, så er samfundskontrakten opfyldt,« siger Michael Bang Petersen.

Et mindre filosofisk og måske mere jordnært svar på, om samfundskontrakten er opfyldt, når velfærdssamfundet fordeler som Momentum-analysen viser, kommer Michael Bang Petersen også med.

Han peger på, at man kan se på, om danskerne også viser tegn på at mene, at samfundskontrakten er opfyldt. Og det er der noget, der tyder på, at danskerne gør, siger professoren.

»Overordnet set er der en opfattelse i befolkningen af, at man hellere vil have mere velfærd end eksempelvis lavere skatter. Så der er ikke nogen tendenser til, at opbakningen til ideen om et velfærdssamfund skulle være vigende,« siger Michael Bang Petersen.

Potentiel ond spiral

Selvom både Bang Petersen og Goul Andersen konkluderer, at samfundskontrakten i det store hele er opfyldt, så er det ikke ensbetydende med, at det forbliver sådan.

Jørgen Goul Andersen peger på, at forholdet mellem, hvor meget borgerne yder og nyder, er en balance, der skal opretholdes for at velfærdssamfundets fundament forbliver solidt.

En udfordring kunne for eksempel være, at den offentlige sektor ikke leverer service i tilstrækkeligt omfang eller kvalitet.

»Bortset fra, at borgerne har kvitteret for en forbedring af sundhedsvæsenet, har der været klart faldende tilfredshed med den offentlige service de sidste 13-14 år, hvor udgifterne kun akkurat har fulgt befolkningstallet og ikke engang det demografiske træk. Nu som tidligere er reaktionen hos de utilfredse, at der må større bevillinger til. Men uden at det skal overdrives, ser vi også en tendens til, at flere begynder at købe sig til privat velfærd,« siger Jørgen Goul Andersen.

Ifølge Michael Bang Petersen så kan pres på ressourcerne føre til besparelser på velfærden, så ydelserne går fra at være universelle til mere behovsrettede. Og det kan føre til en ringere opbakning til velfærdssamfundet.

»På et tidspunkt vil de borgere, der betaler, men ikke får noget igen fra velfærdssamfundet, begynde at presse på for at reducere ydelserne, så der skal betales mindre i skat,« siger Michael Bang Petersen og fortsætter:

»Og det er ikke kun et spørgsmål om, at mangel på arbejdskraft kan føre til et lavere serviceniveau. Det gælder også, hvis øgede forventninger til den offentlige service som følge af øget privat velstand ikke mødes. Så på den måde kan man sige, at velfærdsstaten står i et dobbelt pres for tiden.«

Velfærdsblomsten skal vandes

I KL er der hos formand Martin Damm da heller ingen tvivl om, at analysen viser, at velfærdssamfundet lever op til formålet.

»Vi ser her essensen af den danske velfærdsmodel: Vi bidrager i flok, og alle nyder godt af den universelle velfærd, samtidig med at de bredeste skuldre giver en hjælpende hånd til dem, der har det svært,« siger Martin Damm.

Men også han hejser et advarselsflag og minder om, at vi ikke kan tage for givet, at samfundskontrakten og velfærdssamfundet består af sig selv.

»Vores velfærdsmodel er på mange måder en smuk blomst. Den skal vi være stolte af, men vi skal også passe på den. Blomster skal vandes og næres, hvis man vil undgå, at de visner. Og det gælder også for vores velfærdssamfund,« siger Martin Damm.

Han peger på både danskernes stigende forventninger til serviceniveauet og den konstant øgende udfordring med at skaffe hænder nok til velfærdssektoren som udfordringer, der kræver rigeligt med vand og blomstergødning for, at velfærdsblomsten kan trives.

»Stigende forventninger har skabt et voksende gab mellem forventninger og kommunernes mulighed for at levere. Læg dertil, at det bliver sværere og sværere for os at rekruttere arbejdskraft. Tilsammen betyder det, at der er brug for, at vi som samfund prioriterer velfærden. Både med ressourcer, men også med en grundig samtale om, hvilken retning vi ønsker for vores velfærd,« siger Martin Damm.