Hver anden dansker er på hospitalet hvert år

Af Jon Kirketerp Jørgensen

Analyse: Bodil Helbech Kleist, KL Analyse og Makro

Flere og flere danskere kommer på hospitalet i løbet af året, hver enkelt patient er oftere på hospitalet, og indlæggelsestiden er faldet markant. Det betyder, at det samlede antal somatiske hospitalsophold er eksploderet. Det viser en ny Momentum-analyse, der sætter en tyk streg under behovet for at få taget livtag med indretningen af sundhedsvæsenet. Sådan lyder det fra både en forsker, en patientorganisation og KL.

Momentum-analysen viser, at hele 47 procent af danskerne i løbet af 2022 var i kontakt med et hospital. Det tal var blot 38 procent i 2002. Samtidig har hver enkelt patient nu i gennemsnit 4,0 ophold på et hospital sammenlignet med 3,3 ophold i 2002. Dertil kommer, at hospitalsopholdene er blevet kortere. I 2002 varede en indlæggelse i gennemsnit 6,0 dage, mens det i 2022 var faldet til 4,1.

Summen af det hele er, at danskerne samlet set besøgte hospitalerne 11,9 millioner gange i 2022. En stigning på mere end 50 procent sammenlignet med 2002, hvor tallet var 7,3 millioner hospitalsophold.

En stor del af stigningen i antallet af hospitalsophold skyldes en markant udvikling i mængden af hospitalsbesøg, hvor en patient skal undersøges. I 2002 var det 1,3 millioner hospitalsophold, der havde undersøgelse som hovedårsag, mens det i 2022 er steget til hele 2,9 millioner hospitalsophold.

Men på trods af, at noget af stigningen kan forklares med, at sundhedsvæsenet gør brug af nye diagnostiske muligheder, så giver Momentum-undersøgelsen anledning til at overveje, om ressourcerne i sundhedsvæsenet bliver brugt så hensigtsmæssigt som muligt.

Sådan lyder det fra Sundhedsstyrelsens direktør, Jonas Egebart.

»Vi er et sted nu, hvor alle er enige om, at der skal ske noget. Vi er nået til et punkt, hvor vi ikke kan løse udfordringerne ved at øge finansieringen. Der skal noget andet til,« siger Jonas Egebart.

Han peger på, at Momentum-analysen og andre lignende analyser viser, at det er organiseringen af opgaveløsningen, der skal kigges på.

»Vi står efterhånden på flere tal, der viser, at der nok er en vis mængde af vores ydelser i sundhedsvæsenet, der bør håndteres i den almene sektor frem for i den specialiserede sektor. Det er ikke hele forklaringen på udviklingen, men noget tyder på, at vi ser en forskydning, hvor opgaver, der kunne være håndteret i den almene sektor, nu bliver håndteret i den specialiserede sektor,« siger Jonas Egebart.

Det kunne for eksempel være inden for muskelskeletsygdomme, som ifølge Jonas Egebart er et område, hvor noget tyder på, at opgaveløsningen kunne være mere hensigtsmæssig.

»Det fylder meget i vores sygdomsbyrderapporter, og det fylder volumenmæssigt meget i analysen, og hvis det er noget, som mange fejler eller lider af, så må det jo være en eller anden grad af alment. Og så må vi jo også finde en løsning, som overvejende finder sted i det primære sundhedsvæsen frem for i det specialiserede,« siger Jonas Egebart.

Forsker: Vi sender folk på hospitalet forgæves

Netop muskelskeletområdet har oplevet en markant stigning i antallet af hospitalsophold. I 2002 var der 576.000 hospitalsophold på grund af muskelskeletsygdomme. I 2022 var tallet steget til 898.000.

Ifølge Søren Thorgaard Skou, der er professor i træning og sundhed ved Syddansk Universitet og leder af forsknings- og implementeringsenheden PROgrez ved Slagelse Sygehus, kan noget af stigningen forklares med naturlige årsager. Der er for eksempel kommet flere ældre, der lever længere og derfor oftere vil opleve symptomer på for eksempel slidgigt. En bedre organisering af sundhedsvæsenet vil muligvis kunne modvirke yderligere stigninger,« foreslår Søren Thorgaard Skou.

»Langt de fleste tilfælde burde håndteres i den primære sektor hos egen læge, fysioterapeuter og kiropraktorer, men vi ser rigtig mange, som bliver henvist til billeddiagnostik og undersøgelse på et hospital. Nogle af dem er kandidater til behandling på hospitalet, men der er også rigtig mange, der bliver sendt hjem igen, fordi de ikke har brug for en operation endnu. Og det er jo spild af tid og ressourcer,« siger Søren Thorgaard Skou.

Problemet er, forklarer professoren, at patienter med smerter i for eksempel hofter og knæ langt oftere burde tilbydes træningsforløb og andre forebyggende tiltag, før de bliver henvist til et hospital. Det vil i mange tilfælde kunne udskyde hospitalsbesøg og operationer til gavn for patienten og for økonomien i sundhedsvæsenet.

»Vi kan se i vores undersøgelser, at 79 procent af de patienter, der bliver henvist til en undersøgelse på et hospital, endnu ikke har modtaget træning og patientuddannelse, selvom det burde være den første behandling, de fik. Så groft sagt burde de slet ikke være blevet henvist til et hospital endnu,« siger Søren Thorgaard Skou og forklarer, at deres undersøgelser blandt en selekteret gruppe af patienter, der er kandidater til en operation, også har vist, at forebyggende behandling, herunder træning, patientuddannelse og vægttab, hvis det er nødvendigt, i 2 ud af 3 tilfælde kan skubbe operation mindst to år frem.

»Så der er nogle uhensigtsmæssigheder i den måde, vi har organiseret diagnostik og behandling på, som sender mange patienter til et hospital, som man burde kigge nærmere på,« siger Søren Thorgaard Skou.

Han peger blandt andet på det uhensigtsmæssige i, at patienter, der besøger deres almene læge på grund af symptomer på slidgigt, ofte får valget mellem et forebyggede tilbud om træning, som de selv skal betale for, eller en henvisning til en gratis undersøgelse på et hospital.

Gigtforeningen: Gør forebyggelse til en skal-opgave

I Gigtforeningen efterspørger direktør Mette Bryde Lind et langt større fokus på forebyggelse i det nære sundhedsvæsen for at modvirke den udvikling, som Momentum-analysen viser.

»Vi bombarderer jo hospitalerne med henvisninger, og det vil ende med, at de patienter, der har brug for hospitalsbehandling, ikke kan få den eller skal vente meget længe, fordi ressourcerne bliver brugt på patienter, der kunne være håndteret i den primære sektor,« siger Mette Bryde Lind.

Den skæve ressourceprioritering har ifølge Mette Bryde Lind store konsekvenser for samfundsøkonomien, men også for den enkelte patient, der ikke får det rette tilbud.

»For dem, der venter på at få en operation, kan det have fatale konsekvenser. De skal leve med smerter, og mange mister deres arbejde, mens de venter. Det er den yderste personlige konsekvens, men vi ser også, at patienter, der ikke får den rette behandling både før og efter en operation, har øget behov for hjemmehjælp,« siger Mette Bryde Lind.

Hun mener derfor, at der bør være tilbud om gratis træning, forebyggelse, vægttab og patientuddannelse i alle kommuner, så patienterne ikke selv skal have penge op af lommen for at vælge det tilbud, som giver dem de bedste forudsætninger for at håndtere deres sygdom. Det bør ske i form af en national kvalitetsstandard, så tilbuddene bliver til en skal-opgave for kommunerne.

Også i kommunerne giver analysen anledning til, at vi som samfund bør overveje, om den nuværende organisering af sundhedsvæsenet er den rigtige.

»Jeg synes, at vi bør spørge os selv, om vi prioriterer ressourcerne rigtigt, når halvdelen af danskerne kommer på sygehuset i løbet af et år. Er der ikke nogen af de besøg, der kunne være undgået, hvis vi prioriterede flere ressourcer til at tage tingene i opløbet i det nære sundhedsvæsen,« spørger formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg med resortansvar for sundhedsområdet Sisse Marie Welling og fortsætter:

»Det er klart, at de specialiserede opgaver skal løses på et hospital, men med et sundhedsvæsen, der i alle tre sektorer er under så stort et ressourcepres, så bliver vi altså nødt til at se på, om vi kan gøre tingene bedre. Det vigtigste fokus i en kommende reform bliver derfor også at styrke det nære sundhedsvæsen i kommunerne og almen praksis, så vi kan hjælpe endnu flere borgere uden for sygehusene. Det er godt for borgerne og for vores sundhedsvæsen.«

Det store fokus på det specialiserede sundhedsvæsen slår nemlig også igennem på økonomien, hvor tidligere OECD-opgørelser har vist, at Danmark i international sammenhæng bruger en større andel af udgifterne på sygehuse end landene, vi normalt sammenligner os med, og har den tredjestørste andel - kun overgået af Costa Rica og Tyrkiet.