Færre og færre danskere bor i deres barndomskommune

Af Emilie Kleding

Analyse: Amalie Mellon Hansen, KL’s kontor for Analyse og Makro

Færre og færre 35-årige bor i dag i den kommune, hvor de voksede op i. Det viser en ny, stor kortlægning af unges flyttemønstre, som Momentum har foretaget på tværs af landets kommuner. Her er der set på alle årgangene født mellem 1971 og 1987 og hvor stor en andel, der som 35-årige bor i den kommune, de boede i som 15-årige. Og tendensen er en nærmest kontinuerlig nedadgående kurve. For hvor 43,5 procent af 1971-årgangen boede i samme kommune, er det samme kun gældende for 38,7 procent af 1987-årgangen.

Det overrasker ikke Eva Mærsk, der er ph.d. i sociologi og kulturgeografi og i sin forskning især har fokuseret på unges flytninger og stedkulturer i Danmark.

»For det første giver det rigtig god mening. Vi har årgange med et stigende uddannelsesniveau, og når langt størstedelen af vores videregående uddannelser ligger i landets fire største byer, er det meget naturligt dem, man flytter til. Det er første ryk. Det næste er, at de bagefter får højtuddannede jobs, som typisk ligger i og omkring disse byer. De finder måske også en partner med samme uddannelsesniveau, og så er det tit der, de bliver,« siger hun.

Samtidig er der også en anden forklaring, påpeger hun. Vi har nemlig en tendens til at opfatte mennesker, der bor det samme sted – i hvert fald hvis det er uden for storbyerne – som folk, der ikke er lykkedes med at flytte væk. Og det vil de unge meget gerne undgå at associeres med, fortæller hun:

»Der er en offentlig diskurs at dem, der bliver i deres barndomskommune, er tabere. Det er også medvirkende til, at folk flytter i første omgang, og stigmaet holder mange tilbage fra at flytte hjem igen. De vil ikke være en af de kedelige, der bliver.«

Hvor i landet, det er mest stigmatiseret at blive boende eller flytte hjem til, varierer – og Momentums analyse viser da også store kommunale forskelle i tallene. Ifølge Eva Mærsk handler det om noget så grundlæggende som popularitetsnarrativer og steddiskurs-dynamikker. Eller sagt med andre ord: coolness.

»Det er historier, personlige fortællinger og rygter, som er med til at afgøre, om et sted er socialt accepteret eller ej, og hvor stigmatiseret det er at blive boende eller flytte tilbage. At nogen har hørt, at der for eksempel lugter af fisk i Esbjerg, selvom det måske ikke har gjort det i 15 år. Eller hvis de akademikere, som faktisk prøver at bosætte sig, ikke kan finde ligesindede. Så sætter det sig fast og bliver en selvforstærkende effekt.«

Borgmester vil gøre Brønderslev Kommune lækrere

På listen over kommuner med det største fald i andelen af 35-årige, der bor i den samme kommune, de voksede op i, ligger Brønderslev i bunden. Faldet lyder på 16,3 procentpoint, viser Momentums analyse, og kommunen er gået fra, at 48,9 procent – altså knap halvdelen – af 1971-årgangen blev boende eller var flyttet tilbage som 35-årige, til at kun en tredjedel gør det i dag. Og det kan mærkes, fortæller borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard:

»Vi får flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder. Det rammer selvfølgelig kommunaløkonomisk,« siger han og peger på uddannelser og jobs i de større byer som hovedårsag til, at de unge flytter væk.

»Storbyerne har en magisk tiltrækningskraft i øjeblikket, og vi ser en stadig større centralisering mod dem. Det er en kamp at få vores unge mennesker hjem – det er ingen hemmelighed. En kamp op ad bakke, som især vi, lidt mindre landkommuner, lider under,« siger Mikael Klitgaard.

Det kan nemlig være svært at tiltrække uddannelsesinstitutioner og få større virksomheder ud til de små samfund. Det ærgrer Mikael Klitgaard, som mener, »det giver en ærgerlig samfundsudvikling,« når virksomheder med arbejdspladser i lokalområderne følger tendensen og rykker til storbyerne. Løsningen er, ifølge borgmesteren, at sørge for en ordentlig udligning mellem land og by i Danmark.

Samtidig er han også enig med Eva Mærsk i, at en kommunes brand og såkaldt coolness betyder noget. Og det er borgmesteren opsat på at gøre noget ved.

»Det kan være svært at få fortalt den positive historie nok. Og rigtigt. I vores små landsbyer bor mange førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere og pensionister, og det betyder, at vi som kommune har lidt færre penge at bruge. Det spiller måske en rolle. Måske ser nogen området som fattigt og taberagtigt at bo i, og vi skal bestemt fortælle den anden side af historien og arbejde for at gøre os lækrere,« siger Mikael Klitgaard.

I Brønderslev Kommune har man således udlagt nye erhvervsarealer tæt på motorvejen, og man arbejder på at blive en energineutral kommune, mens man lægger sig i selen for at tilbyde borgerne mere kultur, fortæller borgmesteren. Og så reklamerer kommunen for sig selv, som de blandt andet gjorde med kampagnen, 'Kom nu hjem’, som skulle lokke de unge tilbage.

»Der er en måde at fortælle om de herligheder, vi har, som vores natur, og at vi bor her fredeligt, roligt, uden luftforurening – og til den halve pris. Vi plejer faktisk at sige, at her er 28 timer i døgnet. Du får fire ekstra timer, simpelthen fordi her er så billigt.«

Aalborg i en helt fantastisk udvikling

Mens langt de fleste af landets kommuner oplever et fald i andelen af 35-årige, der bor i deres barndomskommune, så er det helt omvendt i Aalborg. Her bor 58,9 procent af 1987-årgangen i kommunen, hvilket er en fremgang på 3,7 procentpoint sammenlignet med 1971-årgangen, og det giver Aalborg Kommune en førsteplads som det sted i Danmark, hvor flest bliver hængende eller flytter tilbage til

Det begejstrer borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (S), som tror, hovedforklaringen ligger i den »helt fantastiske udvikling,« kommunen går igennem:

»Der sker noget i Aalborg lige nu. For 30 år siden herskede her en stemning af, at det var svært at få noget til at lykkes. Nu er det lige omvendt. Folk er stolte af byen, og mange har lyst til at være en del af den fortælling. Hvis man har taget sin uddannelse i København, er det nu fedt at flytte tilbage og sige: Vi tager hjem til Aalborg, og det er faktisk ikke et step back. Det er nærmest et step up.«

Thomas Kastrup-Larsen er overbevist om, at det er en fødekæde, som investeringer i uddannelse, ungdomsboliger, kulturtilbud og bykvalitet har sat i gang. Det fik de unge til at få lyst til at bo i Aalborg – herunder også dem, der er født og opvokset i området. Sidenhen steg virksomhedernes interesse i byen, og deraf kom der flere arbejdspladser, så flere kunne få job inden for kommunegrænsen, og blive hængende. Sådan siger borgmesteren og eksemplificerer, at der bare i det seneste år kom over 6.000 flere arbejdspladser til kommunen.

»Det betyder meget for os, at vi er i stand til at holde vækst. Og jeg føler mig overbevist om, at det også kommer til at fortsætte,« siger Thomas Kastrup-Larsen.

Unge vil bo i frokostafstand til deres hjemkommuner

Det er ph.d. Eva Mærsk som udgangspunkt enig i. Aalborg har transformeret sig til en kommune, der er godkendt som et sted, hvor du kan leve et fuldt liv og egentlig ikke behøver at flytte fra. Derfor er det ikke stigmatiserende at blive boende eller flytte tilbage, mener hun.

Hun har netop startet firmaet, Uddannelse og Sted, der holder foredrag og faciliterer workshops om unges stedtilknytning og uddannelsesflytninger. Og hun mener ikke, at Brønderslev og de mange andre kommuner, hvor færre 35-årige bor, skal miste modet.

»Den anden side af historien, som ikke bliver fortalt så tit, er, at vi egentlig har ret mange tilbageflyttere. Vi overser dog tit, at mange unge slet ikke har lyst til at flytte tilbage til deres specifikke ophavskommune – men at de vil gerne flytte i frokostafstand dertil og altså tæt på familie og venner. Det er noget af det, jeg finder i min forskning,« fortæller Eva Mærsk.

Især når de unge er færdiguddannede og har første barn i tankerne, begynder de at se sig tilbage. De vil gerne have et billigere hus og råd til to biler, og rigtig mange har et anker tilbage til deres hjemkommune, som Eva Mærsk kalder for det stedbundne kapital. De kan måske godt lide naturen i deres ophavskommune, eller måske savner de deres sociale relationer og vil gerne give deres børn samme værdier, de selv er vokset op med.

»Men mange kunne ikke drømme om at flytte tilbage til deres specifikke lokalområde. De vil gerne være i en radius, hvor de stadigvæk får fordelene, men ikke bliver slået helt tilbage til start. Så de tager ikke helt tilbage – men næsten,« understreger Eva Mærsk.

Hun arbejder med begreberne, ’local leavers’ og ’regional stayers’, og mener, vi i Danmark tit overser tendensen i de store statistikker, fordi vi er så fokuserede på, om kommunen kan fastholde sine bysbørn.

»Vi har en organisatorisk logik i vores kommuner, hvor man kæmper mod hinanden om den samme mængde unge. I stedet kunne kommunerne med fordel slå sig mere sammen på tværs af regionerne,« foreslår hun.

I Brønderslev mener borgmester, Mikael Klitgaard (V), at Eva Mærsk har ret.

»Vi skal gøre det til en vindersag, at man måske ikke flytter helt hjem, men ud i de mindre samfund, kommer tættere på naturen og nyder, at vi er bedre til foreningslivet at komme hinanden ved, og at hilse på naboen, end man er i de store byer,« siger Mikael Klitgaard.

Det er egenskaber, som ikke kun findes Brønderslev, men faktisk kendetegner hele omegnen af Aalborg, medgiver han.

»Eva Mærsk har en pointe i, at vi skal markedsføre at bo væk fra de store centre, hvis vi ønsker en udvikling ude på landdistrikterne. Og at det kan vi sagtens samarbejde med andre lignende kommuner om,« siger han.