Der bliver mindre og mindre forskel på børn med og uden diagnoser

Af Rasmus Giese Jakobsen, ragj@kl.dk

På 10 år er antallet af 0-17-årige, der får stillet en psykiatrisk diagnose steget med 45 procent, men samtidig er der sket en udvikling, hvor diagnosebørn i faldende grad er kendetegnet ved også at have en svag socioøkonomisk baggrund.

Det viser en ny opgørelse, som Momentum har lavet på baggrund af resultater fra rapporten ’Udviklingstendenser i forhold til børn og unge med psykiatriske diagnoser’, som Social- og Indenrigsministeriets Benchmarkingenhed har udgivet.

Opgørelsen viser blandt andet, at hvor det i 2009 var 11 procent af de 0-17-årige med mindst en diagnose, der kom fra en lavindkomstfamilie, så var det i 2019 faldet til ni procent. Samtidig har andelen af børn uden diagnoser fra lavindkomstfamilier ligget stabilt begge år. Det samme gør sig gældende, når man ser på andelen, der bor i almene boliger, hvor der er også sket et fald i gruppen med diagnoser, mens andelen er uændret for børn uden diagnoser. Endelig er der også sket et markant fald i andelen med en psykiatrisk diagnose, som har en mor, der har grundskolen som højest fuldførte uddannelse. Det er faldet fra 28 procent i 2009 til 19 procent i 2019. Det samme gælder, når man ser på fædrene, hvor der er sket et fald fra 27 til 22 procent.

Selvom børn med diagnoser fortsat generelt er mere socialt belastede end børn uden diagnoser, så er forskellene mindsket. Og når en lavere andel har en svag socioøkonomisk baggrund, så betyder det, at flere børn fra familier med en stærkere socioøkonomisk baggrund får stillet en diagnose. Det billede vækker genklang hos Linda Hardisty Bramsen, der er ledende overlæge for Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Nordjylland og formand for Børne og Ungdomspsykiatrisk Selskab.

»Vi kan godt genkende, at børn med svagere socioøkonomisk baggrund fylder mindre, og vi giver diagnoser til børn, der kommer fra et bredere samfundslag end før. Jeg tror, det handler om en begyndende afstigmatisering, hvor det at blive henvist til psykiatrien ikke kun er noget, der sker for dem, der bor i de sociale boligblokke. Det er faktisk ganske almindeligt, at man kan have en ADHD-diagnose uden af den grund at være tabt fra samfundet,« siger Linda Hardisty Bramsen.

ADHD er den mest udbredte diagnose blandt de 0-17-årige, og direktør i ADHD-foreningen Camilla Lydiksen genkender også, at det i dag er folk fra flere forskellige samfundslag, der henvender sig i foreningen.

»Jeg tror ikke, at der er flere, der har ADHD end før, der er bare flere, der nu får en diagnose. Det er blevet mere anerkendt og velkendt, at det kan være det, der er på spil, når ens barn har problemer,« siger Camilla Lydiksen.

Hun peger samtidig på, at en del familier henvender sig til hendes forening med en oplevelse af, at hvis de skal have ekstra hjælp til deres barn, så skal det have en diagnose først.

Helle Støve, der er Børne- og familiechef i Favrskov Kommune og formand for Børn og familienetværket i Børne- og kulturchefforeningen, genkender, at en del forældre presser på for at få stillet en diagnose, fordi de tror, at det er den eneste måde at få hjælp efter handicapbestemmelserne i Serviceloven.

»Vi oplever, at nogle har opfattelsen, at et barn skal have en diagnose for at få adgang til kommunens støttetilbud, men det står ingen steder. I vores arbejde med at hjælpe børn, der mistrives enten gennem en foranstaltning efter serviceloven eller i vores arbejde med at skabe inkluderende børnefællesskaber, er det ikke vigtigt, om barnet får en psykiatrisk diagnose, for vi kan godt se, hvilke udfordringer og behov barnet har. Målet er at finde ud af, hvordan vi støtter familien eller barnet, når vi ser, at det agerer på en bestemt måde i undervisningen eller i hjemmet. Det er den tænkning, vi er fortaler for,« siger Helle Støve.

I Børn og familienetværket har de haft en dialog, hvor det er en fælles oplevelse, at nogle forældre i dag har sværere ved at acceptere, hvis deres barn har særlige problemer, og f.eks. ikke kan sidde og tage imod undervisningen som de andre børn.

»Vi oplever, at der i dag er nogle, der drømmer om det perfekte barn, og hvis man ikke kan få det, så vil man gerne have en forklaring på, hvorfor man ikke fik det. Forældre kan have svært ved at acceptere, at det barn, man har fået, har svært ved at leve op til selv gennemsnitlige krav. Her ser vi en bevægelse mod, at flere børn bliver indstillet til psykiatrisk udredning for at få en forklaring på, hvorfor barnet reagerer, som det gør. En diagnose er en forklaring, der giver forståelse,« siger Helle Støve.

Hjælp før diagnosen

Det er især blandt teenagerne, at der er sket en vækst i andelen med en diagnose. Fra 2009-2019 er antallet med psykiatrisk diagnose pr. 1000 personer steget fra 43 til 72 blandt de 11-14-årige, og blandt de 15-17-årige er det steget fra 63 til 99.

For Linda Hardisty Bramsen er det ikke entydigt en negativ udvikling, at flere børn og unge får stillet en psykiatrisk diagnose, for en diagnose kan efter hendes mening gøre det lettere at navigere i sit liv.

»Det er med til, at man forhåbentlig kan tænke lidt anderledes om sig selv og alt det skæld ud, man har fået. For forældrene er det med til at gøre det nemmere at reflektere over, hvad man selv kan gøre. Det er svært altid at gøre det rigtige, men med diagnosen bliver det lettere at tænke over, hvordan man kan gøre ting på en anden måde,« siger hun.

Linda Hardisty Bramsen mener samtidig, at en diagnose til et barn kan være medvirkende til, at færre får yderligere problemer.

»Det kan være med til, at vi undgår, at så mange børn og unge udvikler dårligt selvværd og får nogle følgelidelser som depression, angst og spiseforstyrrelser og selvskade i teenagealderen. Det, vi gerne vil forebygge, er, at man udvikler sekundære sygdomme, som følge af at man ikke har fået set de vanskeligheder barnet havde«

I KL er formand for Socialudvalget Ulrik Wilbek enig i, at der selvfølgelig er nogle unge, der har godt af at få stillet en diagnose, men han påpeger, at kommunerne især arbejder på at tilbyde hjælp og støtte til børn og unge, inden deres problemer vokser sig så store, at de har brug for specialiseret hjælp.

»Det er bekymrende, at vi i så mange år nu har set en stigning i antallet af børn og unge med psykiske vanskeligheder. Vi vil meget gerne skabe en nemmere adgang til lettere behandling, som skal ske i et tæt samarbejde med de andre kommunale indsatser, den praktiserende læge og børne og ungdomspsykiatrien,« siger Ulrik Wilbek.

Et konkret forslag er, at en udvidelse af den eksisterende psykologordning til børn og unge sker i regi af den kommunale indsats.

»Det er oplagt, fordi vi i forvejen har kendskab til alle børn og unge, der færdes i de kommunale institutioner. Og hvis vi får den rette økonomi og de rette kompetencer, kan paletten af indsatser relativt enkelt udvides med lettere behandling til børn og unge med psykiske vanskeligheder,« siger Ulrik Wilbek.

Ressourcestærke stiller større krav

I takt med at gruppen af familier med børn, der har en psykiatrisk diagnose, er bredere socioøkonomisk sammensat, har opgaven for især kommunerne ændret sig. Også selvom diagnosen til barnet er den samme.

»ADHD er jo, hvad ADHD er, så på den måde er der ikke forskel, og børnene bør få den samme indsats og behandling, uanset hvad de har med i rygsækken. Vi ved dog, at de stærke familier med gode uddannelser har lettere ved at slå til systemet og bede om både det, de har krav på, og mere til. Samtidig har de oftere adgang til et stærkt netværk, der kan sætte ind. Det er klart, at det kommer til at ændre opgaven for kommunerne og psykiatrien, for der kommer nogle ind, der kan stille langt større krav end tidligere,« siger Camilla Lydiksen, direktør i ADHD-foreningen, der dog understreger, at det ikke bør have en betydning for, om man får den rette hjælp.

»Tallene ændrer ikke på, at alle har ret til og krav på de samme tilbud uanset deres familiebaggrund. Og her bliver det skævt, hvis det kun er ressourcestærke familier, der lykkedes med at komme igennem til kommunerne,« siger Camilla Lydiksen.

Helle Støve, formand for Børn og familienetværket i Børne- og kulturchefforeningen er enig, men genkender også, at det har en betydning, at flere familietyper har børn med diagnoser.

»Der er ingen tvivl om, at vi ser nogle afledte effekter af, at vi har flere forældre i den gruppe, man kunne kalde ”overengagerede forældre”, særligt i PPR og i børnehandicapafdelingerne. Og de kan komme til at fylde mere i vores arbejdsdag end de forældre, der kommer fra en svagere social baggrund og ikke kan engagere sig på samme måde,« siger Helle Støve.

Hun understreger, at man gerne vil give samme service til alle børn og forældre, men det kan i hverdagen være svært. Derudover opleves der generelt en betydelig vækst i forældrenes fokus på, hvad man kan få hjælp til og økonomisk kompensation for.

Udviklingen betyder også, at kommunerne i højere grad skal overbevise forældrene om, at deres barn godt kan få hjælp i et tilbud, der ikke hører til de allermest specialiserede.

»Vi laver bl.a. socialfaglige vurderinger ud fra mange fagpersoners oplysninger om barnet, og vi skal virkelig være oppe på tæerne, hvis vi skal kunne sige, at ja, det er rigtigt, at barnet har den her diagnose, men det behøver ikke være meget indgribende i barnets hverdag, for vi har faktisk et dagtilbud eller en skole, som godt kan passe til barnet. Ét er diagnosen, men vi skal jo vurdere, hvor indgribende hjælp barnet har behov for. Det er det sociallovgivningen handler om,« siger Helle Støve.