Det offentlige forbrug halter efter befolkningens forventninger

Af Jens Baes-Jørgensen, jjr@kl.dk

Minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver, flere penge til folkeskolen, flere hjemmehjælpstimer til de ældre, garanti om plejebolig til alle 80+-årige og bedre forhold til personer med handicap eller psykisk sygdom. Det skorter ikke på krav og forventninger til, hvad velfærdsstaten skal levere. Men ser man på udviklingen i det offentlige forbrug de seneste år, så har væksten været langt lavere end væksten i befolkningens privatforbrug og den økonomiske vækst i samfundet.

En ny Momentum-opgørelse viser nemlig, at det offentlige forbrug per indbygger gennemsnitligt blot er steget med 0,11 procent årligt fra 2010 til 2018. Til sammenligning har stigningen i det privat forbrug med 0,81 været mere end syv gange så højt, mens Danmarks økonomiske vækst målt i BNP per indbygger har været på 1,21 procent.

En udvikling, der ifølge forskningsdirektør og professor ved VIVE, Torben Tranæs, kan være med til at skabe utilfredshed med velfærdsstatens serviceniveau, da befolkningen vil opleve det som en relativ forringelse, når kvaliteten og standarden i de offentlige tilbud ikke følger udviklingen i det private forbrug

»Selvom der ikke bliver skruet ned for det offentlige forbrug, vil man alligevel let opleve det som en forringelse, da der bliver større relativ forskel til de muligheder, man har i sit private forbrug. Derfor har man også tit en balanceret udvikling som sigtelinje, hvor det offentlige følger det demografiske træk plus det velstandskorrigerede, hvor materiel og kvalitetsudvikling i det offentlige kan følge udviklingen i det private forbrug,« siger Torben Tranæs og fortsætter:

»Det offentlige forbrug kan sagtens stige mindre i en periode, men hvis det fortsætter i lang tid, vil det opleves som en forringelse, selvom det kun er relativt, og man reelt bliver på det samme serviceniveau.«

Billedet af en befolkning, der har større forventninger, end den kommunale økonomi tillader, nikker Jacob Bundsgaard, formand for KL, genkendende til, og han mener, at det kan skade opbakningen til velfærdsstaten, hvis udviklingen fortsætter.

»Der har altid været ønsker til velfærdsstaten, men jeg oplever, at trykket er mere massivt og spænder videre. Og når mange mennesker samtidig oplever, at de får flere penge mellem hænderne, så kan det være svært at forstå, hvorfor man har svært ved at få det til at hænge sammen i daginstitutioner og på plejehjem,« siger Jacob Bundsgaard.

Velfærdsstatens fremtid er på spil

Han påpeger, at man i kommunerne samtidig er under et enormt pres, på grund af at et stigende antal ældre og børn med flere får psykiatriske diagnoser og øgede sundhedsopgaver.

»Hvis det offentlige forbrug fortsætter med at ligge under det private forbrug, bliver der for langt mellem borgernes forventninger og det, der kan leveres. Det vil udfordre vores universelle velfærdsmodel, da utilfredsheden vil få nogle til at købe private tilbud. Det kan være fint for den enkelte, der har råd til det, men det vil kun blive for dem, der har flest penge og ressourcer, samt mindske villigheden til at finansiere velfærdsstaten,« siger Jacob Bundsgaard.

Oplevelsen bakkes op af, at de kommunale serviceudgifter i perioden 2010-2018 er faldet med 0,3 procent, selvom udgifterne skulle være steget med 0,4 procent for at holde trit med ændringen i befolkningens størrelse og alderssammensætning og samtidig holde enhedsudgifterne på de enkelte alderstrin konstante.

Christian Rabjerg Madsen, finansordfører for regeringspartiet socialdemokraterne, har også mærket kravet om bedre velfærd.

»Helle Thornings regering var forståeligt tilbageholden oven på krisen og Lars Løkkes regering ønskede et beskedent offentligt forbrug og styrkede det private forbrug med skattelettelser. Jeg tror også, det var derfor, jeg fik mange tilkendegivelser ved folketingsvalget om, at vi har en forventning om, at I styrker velfærden og tager den grønne omstilling og miljøet alvorligt,« siger Christian Rabjerg-Madsen.

Han forklarer, at regeringen har en ambition om, at det demografiske træk skal finansieres. Til gengæld er han ikke klar til at love yderligere finansiering, så udgifterne følger velstandsstigningen, ligesom han indrømmer, at der er et stykke vej, førend det offentlige forbrug er på omgangshøjde med befolkningens forventninger.

»Vi får nu en vækst på 1,3 procent i det offentlige forbrug, og det, synes jeg, er en flot vækst. Men efter mange år med omprioriteringsbidrag og meget tilbageholdende offentlige budgetter, så kan en enkelt finanslov ikke ændre grundlæggende på udviklingen. Vi har løftet velfærden, og det er en vej, vi gerne vil fortsætte af, men vi er en mindretalsregering, og man skal kunne finde finansieringen, og derfor kommer jeg heller ikke til at foruddiskontere niveauet for de kommende finanslove,« siger Christian Rabjerg-Madsen.

Offentligt forbrug bør komme på omgangshøjde

Ser man historisk på udviklingen i det private og offentlige forbrug samt BNP, kan man ifølge Torben Tranæs diskutere, om det offentlige forbrug fra 1990 til 2000 dækker det velstandskorrigerede træk, da den økonomiske vækst målt i BNP er meget høj, men da det offentlige forbrug trods alt ligger over privatforbruget, vil det opleves sådan. Finanskrisen giver samlet set en meget lav vækst fra 00’erne, hvor privatforbruget også ligger under det offentlige forbrug. Fra 2010 vendes situationen om, og man får en meget svag stigning i det offentlige forbrug i forhold til det private, samtidig med at der er en stærk vækst i BNP, hvilket gør, at det offentlige forbrug hverken dækker eller føles, som om det dækker det velstandskorrigerede træk.

»I hele perioden har skattetrykket ligget nogenlunde konstant, så da det offentlige forbrug går ned, er vi fra midten af 00’erne og frem til i dag gået fra en situation med betydelig offentlig gæld til stort set at være gældsfri. Så pengene, der kunne være brugt til for eksempel offentligt forbrug, er i stedet blevet brugt til at konsolidere økonomien. Sammen med tilbagetrækningsreformerne, som har bragt os fra uholdbare til holdbare langsigtede offentlige finanser, har det været en bevidst politisk prioritering.«

Vi bør derfor økonomisk være polstret til de kommende års demografiske udfordringer, men det er dog ikke ensbetydende med, at det ikke bliver svært.

»Der kan komme et slagsmål om ressourcerne, og det kan blive hårdt at prioritere, ligesom der kan komme diskussioner om, hvornår man mener, de offentlige finanser er sunde, og om det skal prioriteres at dække det demografiske og velstandskorrigerede træk frem for andre ting,« siger Torben Tranæs.

KL-formand Jacob Bundsgaard mener, at væksten i det offentlige forbrug bør komme op på omgangshøjde med væksten i det private, og at regeringens bebudede revision af budgetloven derfor skal bruges til at tage en mere overordnet drøftelse af, hvilken vej velfærdsstaten skal gå i de kommende år.

»Det gav mening i tiden efter finanskrisen, hvor kommunerne også lavede en markant økonomisk opbremsning. Men loven er alt for rigid og har skabt en hård grænse for det politisk økonomiske spillerum, så hvis vi ønsker at fastholde vores stærke velfærdsstat, er vi nødt til at diskutere, om der ikke er nogle samfundsmæssige investeringer, der er nødvendige at foretage, selvom de ligger udover budgetlovens stramme styring,« siger Jacob Bundsgaard.

Eksempelvis ønsker kommunerne mere fleksible budgetter, så man kan overføre et underskud til de følgende år, og samtidig ønsker man en drøftelse af, om underskuddet på den strukturelle saldo fortsat kun må være på maksimalt en halv procent af BNP.

Budgetloven bør løsnes

Ønsket om større fleksibilitet i forhold til flerårige budgetter er der ifølge forskningsdirektør ved VIVE, Torben Tranæs, relativ enighed om kunne være en fornuftig nyskabelse. Når det gælder den strukturelle saldo, så handler det om, hvordan man politisk ønsker at komme igennem de kommende årtier med demografiudfordringer, hvor der i perioden frem mod 2040 i stigende grad vil være flere, der forlader arbejdsmarkedet, end der kommer ind.

»Hvis man fastholder tanken om, at borgernes nytte af det offentlige forbrug skal være defineret i forhold til deres problem og udfordringer og ikke af, om de har en given alder på et heldigt eller uheldigt tidspunkt, så vil der i den periode, fordi der bliver færre til at betale skat, komme et strukturelt underskud. Det man kaldte hængekøjen,« siger Torben Tranæs og uddyber.

»Så er spørgsmålet, om man ligesom i 2025 skal planlægge efter at have balance i 2030 eller planlægge efter at have et strukturelt underskud på grund af demografien. Det sidste udjævner forbrug over tid – både mellem generationer og mellem de samme personer over forskellige tidspunkter i deres liv. Sådan at for eksempel de, der er unge omkring 2030, ikke skal have relativt ringere uddannelsesforhold end de unge, der kom før, og dem, der kommer efter. Modsat kan det være en udfordring, hvis man planlægger efter et underskud på en halv procent i 2030 og så bliver ramt af et økonomisk tilbageslag på det tidspunkt.«

I EU’s finanspagt var kravene til Danmark oprindeligt, at underskuddet på den strukturelle saldo maksimalt måtte være en halv procent, men med den danske gældsafvikling er kravet lempet til en procent. Folketinget har dog fastholdt kravet om et underskud om maksimalt en halv procent.

For KL-formand Jacob Bundsgaard er der dog ingen tvivl om, at det er en helt unødvendig spændetrøje, vi har pålagt os selv i Danmark.

»Hvis vi kan bruge pengene fornuftigt, giver det ingen mening, at vi lader os styre af strengere krav, end EU tillader. Det bør være muligt at forhandle om, så vi kan lave de nødvendige investeringer i velfærden – hvor eksempelvis en tidlig indsats kan give et fornuftigt afkast – også selvom vi kommer tættere på grænsen ved at hæve underskudsgrænsen til en procent,« siger Jacob Bundsgaard.

Finansordfører for socialdemokraterne Christian Rabjerg-Madsen vil dog ikke komme med et bud på, hvad revisionen skal føre til.

»Vi skriver jo om mere fleksible budgetter i vores forståelsespapir, fordi vi har identificeret nogle udfordringer. Finansministeriet arbejder på analyser af budgetloven, og indtil de er færdige, er jeg forsigtig med at konkludere på, hvad vi kommer til at spille ud med.«