Forvaltningsret

Hvorfor en begrundelse?

Reglerne om begrundelse har til formål at sikre, at afgørelsesgrundlaget er sagligt og fyldestgørende, og at modtageren forstår afgørelsen.

Meddeles en afgørelse skriftligt, skal den ledsages af en begrundelse. Den der meddeles en afgørelse mundtligt kan forlange at få en skriftlig begrundelse. Dog er der ikke pligt til at begrunde afgørelser, der giver borgeren fuldt ud medhold.

Begrundelsen skal være dækkende og give modtageren mulighed for at vurdere sine klagemuligheder. Begrundelsen skal derfor give et retvisende billede af de forhold og overvejelser samt den skønsudøvelse, myndigheden har gjort sig forud for afgørelsen.

Reglerne om begrundelse og klagevejledning findes i henholdsvis kapitel 6 og 7 i forvaltningsloven.

Betydelige dele af den almindelige forvaltningsret er i det væsentlige uskreven.

Almindelig forvaltningsret

Betydelige dele af den almindelige forvaltningsret er i det væsentlige uskreven. Det gælder fx undersøgelsesprincippet, proportionalitetsprincippet, hjemmelsspørgsmål og principperne for skønsudøvelse. ”God forvaltningsskik”, der alene håndhæves af ombudsmanden, er heller ikke nedskrevet.

Hvad er inhabilitet, og hvordan er reglerne for det?

Inhabilitetsregler

Inhabilitetsreglerne har baggrund i det grundlæggende krav om saglig forvaltning og betyder blandt andet, at den, der har en direkte og individuel, personlig eller økonomisk interesse i en foreliggende sags udfald, ikke må medvirke ved behandlingen af den pågældende sag (speciel inhabilitet).

Regler om generel inhabilitet findes i kommunestyrelseslovens § 29.

Kravet om habilitet er en garantiforskrift, og en tilsidesættelse heraf kan derfor medføre, at en afgørelse erklæres ugyldig.

Folketingets Ombudsmand og de kommunale tilsynsmyndigheder har en righoldig praksis vedrørende inhabilitetsspørgsmål.

Hvad regulerer offentlighedsloven?

Adgang til at se dokumenter

Loven regulerer i hvilket omfang, der skal gives enhver, herunder pressen, adgang til at se dokumenter, der befinder sig i kommunen. Loven gælder både for afgørelsessager og faktisk forvaltningsvirksomhed i modsætning til forvaltningsloven.

Almindelig aktindsigt og partsaktindsigt

Den almindelige aktindsigt skal skelnes fra partsaktindsigt, der er reguleret i forvaltningsloven. Partsaktindsigten giver adgang til flere oplysninger end den almindelige dokumentoffentlighed, men er begrænset til parter i afgørelsessager.

Folketingets Ombudsmand

Folketingets Ombudsmand og de kommunale tilsynsmyndigheder (særligt Ankestyrelsen) har en righoldig praksis vedrørende aktindsigtsspørgsmål.

Se endvidere Ankestyrelsens guide til sager om aktindsigt.

Reglerne om partshøring har til formål at sikre, at den, der er part i en forvaltningssag, får lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere det faktiske afgørelsesgrundlag, inden sagen afgøres.

Reglerne om partshøring

Reglerne om partshøring har til formål at sikre, at den, der er part i en forvaltningssag, får lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere det faktiske afgørelsesgrundlag, inden sagen afgøres. Er parten ikke bekendt med sagens eksistens, har partshøringsreglerne desuden til formål at oplyse borgeren om, at sagen behandles af myndigheden. Reglerne om partshøring findes i

Retsinformation - Forvaltningslovens kapitel 5

Efter forvaltningsloven har en myndighed pligt til at partshøre i sager, hvor der træffes afgørelse i forvaltningslovens forstand. Pligten gælder over for personer, der er part i sagen, dvs. personer, der har en væsentlig og individuel interesse. Pligten knytter sig til afgørelsens hovedspørgsmål, og myndigheden har dermed som udgangspunkt ikke pligt til at partshøre angående beslutninger om processuelle forhold i sagen.

Pligten til at partshøre er betinget af, at der er tale om oplysninger, der vedrører sagens faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, som parten ikke er bekendt med, at myndigheden besidder. Herudover skal oplysningerne eller vurderingerne være til ugunst for parten samt være af væsentlig betydning for afgørelsen af sagen.

Hvordan er reglerne for tavshedspligt, videregivelse af oplysninger og ytringsfrihed?

Hvad omhandler reglerne om tavshedspligt

Reglerne om tavshedspligt handler om den uberettigede videregivelse af fortrolige oplysninger i modsætning til reglerne om videregivelse, der handler om den berettigede videregivelse af fortrolige oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder.

Offentligt ansatte har som udgangspunkt samme ytringsfrihed som andre borgere. Der gælder dog visse begrænsninger inden for den ansattes eget arbejdsområde.

De almindelige regler om tavshedspligt og videregivelse inden for det offentlige findes dels i straffeloven, og dels i forvaltningslovens kapitel 8.

Materiale

Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed

Ombudsmandens myndighedsguide angående offentligt ansattes ytringsfrihed

Der gælder en almindelig pligt for offentligt ansatte til at vejlede borgeren i nødvendigt omfang.

Vejledning af borgere

Der gælder en almindelig pligt for offentligt ansatte til at vejlede borgeren i nødvendigt omfang. Vejledningspligten kan følge af forvaltningsloven, almindelige retsgrundsætninger, god forvaltningsskik eller af særregler.

Vejledningspligt

Vejledningspligten gælder kun med hensyn til spørgsmål, der ligger inden for myndighedens sagsområde. En myndighed skal dog så vidt muligt videresende skriftlige henvendelser, der ikke vedrører dens sagsområde, til rette myndighed.

Dækning af borgerens informationsbehov

Formålet er at dække borgerens informationsbehov på en måde, der sikrer, at borgeren ikke lider et retstab forårsaget af misforståelser eller manglende kendskab til faktiske omstændigheder eller regler. Kravet til vejledningens indhold skærpes, jo mere komplicerede reglerne er. Borgerens konkrete forhold og særlige behov for hjælp kan også bevirke, at vejledningspligten skærpes.

Mundtlig og skriftlig vejledning

Vejledning kan gives både mundtligt og skriftligt, afgørende er, at borgerens informationsbehov dækkes. Det er op til myndigheden at sikre sig, at vejledningen er forståelig og tilgængelig for borgeren, og myndigheden kan derfor være forpligtet til at stille tolke- og oversættelsesbistand til rådighed.

Man har som hovedregel ret til at lade sig repræsentere af andre under forvaltningens behandling af sagen. Er borgeren repræsenteret af nogen, som må formodes at have et særligt kendskab til regelgrundlaget, fx en advokat eller revisor, kan dette indsnævre myndighedens vejledningspligt.