Gå til hovedindhold
/ Kunstig Intelligens
/ Teknologier

AI-landkort viser vej til 94 kommunale AI-projekter

Fra chatbots til CO2-udregning: KL’s nye AI-landkort viser, hvor i landet, kommunerne har afprøvet forskellige AI-løsninger. Kommunerne har taget teknologien til sig og bruger den bl.a. til at hjælpe medarbejdere og borgere med at finde information, lægge smarte ruteplaner og beregne klimaaftryk.

12. jun. 2024
  • Læs op

Indhold

    KL har lanceret et nyt AI-landkort med 94 kommunale projekter, der bruger kunstig intelligens. Projekterne spænder bredt. Teknologien bliver både anvendt til at hjælpe med administration, udvikle mere klimavenlige kommuner og betjene borgere døgnet rundt.

    ”AI-landkortet illustrerer den store variation, der er i kommunernes AI-projekter. Det vidner om, at kunstig intelligens er en teknologi med mange potentialer og brugsscenarier. Uanset om du arbejder borgervendt og skal navigere i mange vejledninger, eller om du arbejder med grønne indkøb, så kan kunstig intelligens som en digital assistent hjælpe dig i dit arbejde,” fortæller Laura Skytte Andersen, konsulent i KL. 

    Fra tegnebræt til virkelighed

    AI-landkortet viser, at der er mange idéer på tegnebrættet i kommunerne. 

    ”De seneste år har der været stort fokus på AI. Det er fantastisk at se, at kommunerne sætter ambitiøse projekter i søen og er nysgerrige på at bruge teknologien i hverdagen,” siger Laura.

    Det tager tid at komme helt i mål med en velfungerende AI-løsning. Cirka halvdelen af projekterne på landkortet er under udvikling. Andre projekter, fx fra signaturprojekterne, er sat på pause pga. juridiske eller driftsmæssige forhold.  

    Se landkortet:

    Få dit AI-projekt på landkortet 

    KL har lavet en stor indsamling af viden om AI-projekter i løbet af april og maj, og AI-landkortet skal fortsat vokse. Alle kommuner kan få deres AI-projekter på kortet. Kriteriet er, at det skal være specifikke AI-løsninger - ikke kompetenceforløb. Kommuner overalt i landet har lige nu på forskellig vis kompetenceforløb for medarbejdere og ledere, og det vil være for omfattende at have alle disse forløb med.

    Du tilmelder din kommunes AI-projekt ved at udfylde mail-formularen på hjemmesiden med AI-landkortet. De oplysninger, du indtaster, vil fremgå på landkortet efter max to uger.

    Kontakt

    Konsulent

    Laura Skytte Andersen

    Digitalisering & Teknologi

    Telefon: +45 3370 3443

    E-mail: lasa@kl.dk