Gå til hovedindhold
Digitalisering og teknologi
/ Kunstig Intelligens
/ Digital transformation

Kunstig intelligens har lært “kommunalsk”: Nu skal den nedbringe behandlingstiden på aktindsigtssager

Sønderborg er i fællesskab med Vejen og Fredensborg Kommuner og den private leverandør Aktio ved at udvikle en intelligent computerløsning, der skal assistere sagsbehandlerne med at håndtere aktindsigter. Kodeordet til succes er fælles innovation.

15. aug. 2022

Indhold

    Aktindsigt er en arbejdsopgave, som sagsbehandlere i alle kommuner bakser med

    Selvom det fra et demokratisk synspunkt er en vigtig proces, så er det ofte en tidskrævende og triviel arbejdsopgave at skulle gennemgå lange dokumenter med sort pen og slettelak for at anonymisere data, som ikke må udleveres til en journalist eller borger, der har bedt om at få indsigt i en given sag.

    For at smidiggøre aktindsigt-processen er man derfor i ét af de 20 kommunale AI-signaturprojekter, som Sønderborg Kommune er projektleder på, ved at udvikle en løsning, der skal assistere sagsbehandlerne i deres arbejde. 

    Løsningen skabes i fællesskab

    Sønderborg er sammen med Vejen og Fredensborg Kommuner og den private leverandør Aktio (tidligere Public Works) i færd med at træne en kunstig intelligens i at forstå den kommunale lingo - det som man i projektet kalder “kommunalsk”.

    Derudover skal den kunstige intelligens lære at forstå sagsbehandlerens arbejdsgange i aktindsigtssager og de typer af data, som skal anonymiseres.

    Når computeren har trænet længe nok, er ambitionen, at den skal kunne identificere en lang række data automatisk, som dermed vil lette processen for sagsbehandleren betragteligt. Det kan fx være at finde et CPR-nummer, en hemmelig adresse eller en diagnose på en borger, der skal overstreges, inden sagen udleveres. Eller det kan være en forretningshemmelighed, som led i en udbudsproces, der ikke må fremgå af aktindsigten.

    Målet er, at man på sigt kan smidiggøre aktindsigt-processen og skære mange arbejdstimer væk, som i stedet kan bruges til andre borgerrettede opgaver. Det fortæller Katharina Stengaard, som er projektkoordinator på projektet i Sønderborg Kommune.

    Den kunstig intelligens assisterer - men træffer ingen beslutninger

    Selvom løsningen er i sin spæde start, viser den allerede gode takter. Forgængeren til den model, man er ved at udvikle nu, viser i de indledende test, at den kan spare helt op mod 50 procent af arbejdstiden på at håndtere en aktindsigt.

    Det er vigtigt at understrege, at den kunstige intelligens ikke selv træffer beslutninger, men at der udelukkende er tale om beslutningsunderstøttelse. Det vil altså fortsat være sagsbehandlerens ansvar, at alle relevante data er anonymiserede. 

    De sprogmodeller, som bliver udarbejdet i forbindelse med projektet, er Open Source og vil blive offentligt tilgængelige for alle, der kan bruge dem, forklarer Katharina Stengaard.

    Modellerne vil derfor på sigt kunne findes på sprogteknologi.dk og kommer således fællesskabet til gode.

    Stor fordel at samarbejde og samle viden på tværs

    Selvom projektet kun er otte måneder gammelt, så har samarbejdet på tværs af kommunerne allerede været en stor styrke i projektet, fortæller Katharina Stengaard:

    "Der er klare fordele ved at arbejde sammen. En ting er, hvordan vi gør det i Sønderborg. Men når vi samler viden og data om, hvordan aktindsigtsprocessen foregår på tværs af kommuner, så kan vi strømline de her processer. Vi får simpelthen et større indblik i, hvad aktindsigt er, når vi får det her dataindblik fra tre kommuner."

    Samtidig med at man bedre forstår processerne, når man kigger på tværs af kommunegrænserne, så oplever man i Sønderborg også, at det skaber stor værdi at udvikle AI-løsningen i fællesskab med Aktio, som er leverandør på projektet. 

     "Vi kan hive specialiseret viden ind, som vi ikke har i forvejen. Her har samspillet med Aktios eksperter været til stor gavn for at kunne udvikle modellerne, som nu har lært at forstå det sprog, vi kalder “kommunalsk”. Det er ikke bare en model, man hiver ned fra hylden," fortæller Katharina Steengaard.

    Offentlig-privat innovation giver mulighed for at udnytte hinandens kompetencer

    Fordelene ved det gode samarbejde går bestemt også den anden vej.

    Hos Aktio oplever man ligeledes, at det direkte samarbejde med kommunerne om at udvikle den kunstigt intelligente aktindsigtsløsning er en klar fordel:

    "Hos Aktio får vi ikke blot mulighed for at træne den kunstige intelligens på de nødvendige og rigtige data. Vi får i særdeleshed et indblik i kommunernes arbejdsgange, og hvad det rent faktisk er, sagsbehandlerne søger efter, når de ekspederer en aktindsigtssag — altså kommunernes ekspertviden. Det er helt essentielt, for at kunne udvikle løsningen, så den giver mest mulig værdi i den kommunale kontekst, den skal bruges i," siger Anders Andersen, der er medstifter af Aktio, og tilføjer: 

    "Den offentlig-private innovationsmodel giver mulighed for at udnytte hinandens kompetencer på bedste vis, hvilket samtidig resulterer i en stærkere kompetenceopbygning. Det er et stort plus for begge parter."

    AI Aktindsigt-projektet løber frem til udgangen af 2023. Til den tid håber man i Sønderborg, at den kunstige intelligens kan assistere behandlingen af størstedelen af kommunens aktindsigt-sager.

    Kontakt

    Videncenter for Digitalisering og Teknologi

    Email: videncenter@kl.dk