KL’s bud på en ny struktur for sundhedsvæsenet

KL har igennem mere end 10 år efterspurgt en sundhedsreform, som skal styrke de almene tilbud i det nære sundhedsvæsen og sikre, at sygehusene fortsat kan tilbyde specialiseret behandling. Det gælder ikke mindst set i lyset af den markante vækst inden for de store folkesygdomme som hjertesygdom og diabetes og i væksten i antallet af +80-årige med behandlings-, trænings- og plejebehov. 1,4 mio. danskere har en kronisk sygdom, og hvert år konstateres i omegnen af 160.000 nye tilfælde. Samtidig forventes antallet af +80-årige at stige med en tredjedel frem mod 2033, hvor mere end 420.000 vil være over 80 år. 

Målet med en reform af sundhedsvæsenet må og skal være, at almene sundhedstilbud til de mange udbygges, for det er her, der reelt er et potentiale for omstilling af et samlet sundhedsvæsen. Ved at omstille et samlet sundhedsvæsen skabes der plads til, at langt flere borgere kan få indsatser i det nære, og sygehusene kan fokusere på patienter med de mest specialiserede behov. 

Omstillingen nødvendiggør, at vi skaber en ny struktur for sundhedsvæsenet med fire elementer:

• En stærk statslig planlægning af sundhedsvæsenet
• Få, robuste regioner, der fokuserer på sundhedsopgaven
• Sundhedsklynger, som kan drive omstillingen af sundhedsvæsenet
• Kommuner, som sikrer nære tilbud af ensartet høj kvalitet

De fire elementer er uddybet herunder.   

En stærk statslig planlægning af sundhedsvæsenet

Statens rolle i planlægningen af sundhedsområdet skal udbygges med særligt blik for udvikling af de nære almene sundhedstilbud. Det betyder konkret, at staten skal understøtte lige adgang til læger i alle dele af landet. Det betyder også, at staten i samarbejde med kommuner skal udvikle de almene sundhedstilbud i nærmiljøet og hjælpe kommunerne med at hegne opgaverne på sundhedsområdet ind, så de løftes med ensartet kvalitet.

Det kan konkret betyde, at aktiviteten i kommunerne skal øges samtidig med, at aktiviteten på sygehusene reduceres. Der bør indgås nationale aftaler, bl.a. i forbindelse med de årlige økonomiaftaler, for at sikre denne omstilling. 

Få, robuste regioner, der fokuserer på sundhedsopgaven

Der er behov for fagligt bæredygtige og robuste regioner med solide behandlingstilbud i alle specialer over hele landet. Der er også behov for, at sygehusenes læger spiller en større rolle i at understøtte kommuner og al-men praksis for at undgå unødvendige indlæggelser. 

Der er massiv geografisk ulighed i sundhed. Groft sagt er det endt med, at der er færrest læger der, hvor de sygeste borgere bor. Løsningen er ikke at etablere flere regioner. Flere regioner vil først og fremmest svække det specialiserede sygehusvæsen og skabe øget geografisk ulighed i de specialiserede tilbud. Sygehusdrift er netop kendetegnet ved, at volumen og stordrift spiller en afgørende rolle.

Regionerne skal fortsat ledes af folkevalgte politikere.

Sundhedsklynger, som kan drive omstillingen af sundhedsvæsenet

Sundhedsklynger skal fungere som omdrejningspunkt i fremtidens sundhedsvæsen og være en drivende kraft i sikringen af sammenhæng og nødvendig omstilling. Formålet med klyngerne er at være bindeled mellem almene sundhedstilbud og sygehuse samt at skabe en faglig og politisk motor, som kan sikre udviklingen af det nære sundhedsvæsen som en stærk medspiller til hospitalerne.

Sundhedsklyngerne er ikke en myndighed og har ikke til opgave at drive sygehuse eller almene sundhedsydelser. Driftsopgaverne er fortsat forankret i hhv. regioner, kommuner og hos almen praksis. Det kan udformes på mange måder og også på andre måder, end KL tidligere har foreslået. Men det er nødt til at være stærkere end det klyngesamarbejde, vi har i dag – det afgørende er, at der kan samarbejdes tæt og træffes forpligtende beslutninger, så borgerne ikke tabes mellem to stole.

Kommuner, som sikrer nære tilbud af ensartet høj kvalitet

Kommunerne skal sikre nære sundhedstilbud af høj, ensartet kvalitet med afsæt i nationale kvalitetsstandarder. I visse tilfælde kan der være behov for forpligtende samarbejder mellem kommuner på afgrænsede områder. Almen praksis er fortsat et centralt omdrejningspunkt i det nære sundhedsvæsen, og KL og PLO forhandler de nationale aftaler.