BL og KL's udspil: Boligpolitik skal styrke det borgernære sundhedsvæsen
Udspillet skal være med til at fremme forebyggelse og styrke et sundhedsvæsen, der rykker tættere på borgerne.
KL og BL – Danmarks Almene Boliger har offentliggjort et udspil med en række forslag og anbefalinger, der kan bringe det nære sundhedsvæsen helt tæt på borgernes hverdag og rykke forebyggelse og behandling tættere på dér, hvor almindelige mennesker har brug for hjælp til de mest udbredte sygdomme.
De almene boligområder kan blive en platform for sundhed til gavn for både store og små lokalsamfund i hele landet. Der er nemlig almene boliger i alle landets kommuner, og de huser én million borgere, har 600.000 boliger og en lang række andre fællesfaciliteter. Derfor er der et stort potentiale i at tænke sundhed og boliger endnu mere sammen.
Udspillets tre hovedpunkter
Sundhedsarkitektur: Når almene boliger renoveres, skal sundhed integreres både i den enkelte bolig, i fællesarealerne og i fællesfaciliteterne. Der skal fx etableres sundhedsfaciliteter i almene boligområder, ligesom boligerne skal tilpasses flere stadier i livet – også hvis man bliver syg og får brug for pleje eller hjælpemidler herunder også velfærdsteknologiske løsninger. Dette skal understøttes i en ny boligaftale, som i høj grad bør sammentænkes med den ny sundhedsreform.
Fremskudte indsatser: Potentialet i almene boligområder til at danne ramme om borgernære sundhedsindsatser er stort. Derfor skal vi også udnytte rammerne i boligområderne bedre, så vi kan styrke de borgernære sundhedsindsatser og sikre, at flere af de borgere, som har allermest brug for det, har nemmere adgang til sundhedstilbud. Vi skal tænke i færre indlæggelser og flere ”udlæggelser”. Der skal fx flere læger, tandlæger og fysioterapeuter ud til de mest syge borgere.
Mobilisering af civil- og lokalsamfund: I de almene boligområder er der en menneskelig infrastruktur i form af beboere, boligsociale medarbejdere og ejendomsfunktionærer, som sammen med andre civilsamfundsaktører kan inddrages i arbejdet med at styrke den nære sundhedsindsats. Kommunerne vil aktivt opsøge dialog med civilsamfund og erhvervsliv om, hvad der kan løftes i fællesskab, og hvordan andre beboere fx kan bidrage ved at spotte tegn på sygdom, forværring af sygdom eller lign.
Sisse Marie Welling, formand for KL's Sundheds- og Ældreudvalg med ressortansvar for sundhedsområdet siger:
”Danskerne, som de er flest, har brug for et sundhedsvæsen, der er tæt på deres hverdag og hjælper dem med at leve et godt og aktivt liv – dér hvor de bor. Derfor skal potentialerne i de almene boligområder udnyttes bedre, så sundhed integreres i både den enkelte bolig og i fællesfaciliteterne. Og vi skal give bedre rammer for, at civilsamfundet kan bidrage. Det kan fx være, at andre beboere eller ejendomsfunktionærerne, som alligevel bevæger sig rundt i boligområderne, kan hjælpe med at spotte tidlige tegn på sygdom hos en borger.”
Bent Madsen, administrerende direktør i BL – Danmarks Almene Boliger siger:
”Uligheden i sundhed er blevet for stor. Det gælder ikke mindst for mange af de borgere, der bor i almene boliger. Desuden er det sådan, at hvis vi skal have sundhedsvæsnet til at hænge sammen både menneskeligt og samfundsøkonomisk, er det den rigtige vej at gå, hvis vi styrker den nære sundhed dér, hvor folk bor. Derfor er de almene boligområder en oplagt platform for nye løsninger.”
Læs hele udspillet: Boligpolitik skal styrke det borgernære sundhedsvæsen