Velfærdsteknologi
For at sikre en bæredygtig fremtid for ældreplejen er velfærdsteknologi og digitale løsninger helt centrale. De kan frigøre ressourcer, styrke kvaliteten og skabe mere tid til nærvær i plejen. For KL er det afgørende, at vi lykkes med både implementering og skalering af teknologiske løsninger, så de reelt gør en forskel i hverdagen.
En god start er allerede taget med ældrereformen og Partnerskab for ud-bredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen samt dedikerede midler til et implementerings- og skaleringsfællesskab
Partnerskab for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen
Partnerskabet for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen skal komme med konkrete anbefalinger til, hvordan velfærdsteknologi herunder kunstig intelligens kan skaleres i ældreplejen, herunder også ift. hvilke lovgivningsmæssige rammer, der skal være på plads.
Partnerskabet skal desuden have en løbende opmærksomhed på strategiske tilgange til teknologi på andre områder fx på sundhedsområdet, jf. aftale om ældrereformen. Anbefalingerne skal bidrage til at kvalificere og prioritere initiativerne i den nationale strategi for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen. Der vil både være fokus på initiativer, der kan igangsættes i fællesskab, og initiativer de enkelte organisationer kan bidrage til at realisere.
Partnerskabets arbejde koordineres løbende med øvrige partnerskaber i regi af ældrereformen, herunder særlig partnerskab om mindre og bedre dokumentation, der skal komme med anbefalinger til meningsfuld anvendelse af data i ældreplejen, og Sammen om ældreplejen, der har fokus på den overordnede omstilling af ældreplejen.
Det er forventningen af partnerskabet afrapporterer medio 2025.
Kommunerne er repræsenteret ved følgende fire kommuner:
- Aarhus Kommune
- Næstved Kommune
- Aabenraa Kommune
- Gladsaxe Kommune
Fra KL deltager Kontorchef for Digitalisering og Teknologi, Frederik Norden-toft Andersen og Teamleder i Sundhed og Ældre, Trine Overgaard Møller.
Der har indtil videre været afholdt et indledende møde i partnerskabet.
Link til kommissorie: Kommissorium for partnerskabet for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen
Implementerings- og skaleringsfællesskab for velfærdsteknologi
Kommunerne spiller en væsentlig rolle i udbredelsen af velfærdsteknologi i ældreplejen. Ældreministeriet og KL har derfor indgået et samarbejde om at understøtte et implementerings- og skaleringsfællesskab, der etableres i KL og som skal understøtte landets kommuner i arbejdet med at sikre fremdrift og implementering af velfærdsteknologi i praksis.
I perioden 2023-2024 har KL drevet Kommunernes Teknologipartnerskab med 33 deltagende kommuner. Formålet med Kommunernes Teknologipartnerskab har været at sikre, at kommunerne i højere grad bliver i stand til at realisere gevinster gennem brug af modne velfærdsteknologiske løsninger.
Kommunernes Teknologipartnerskab har vist positive resultater ved at bistå kommunernes arbejde med at implementere og ibrugtage de velfærdsteknologiske løsninger.
Læs mere om Teknologipartnerskabet og guides til implementering af skærmbesøg og digitalt understøttet træning, samt om værktøj til at måle og følge op på værdien og effekten af skærmbesøg og digitalt understøttet træning her:
Guides til implementering af skærmbesøg og digitalt understøttet træning
Værktøj til effektmåling og dialog om anskaffelse om velfærdsteknologi
Implementerings- og skaleringsfællesskabet skal bygge videre på de gode erfaringer fra Kommunernes Teknologipartnerskab og tilbyde landets kommuner understøttelse til skalering og implementering af velfærdsteknologi i ældreplejen. Fokus vil være på at hjælpe kommunerne med få, men gennemprøvede og modne teknologier og altså der, hvor der er viden om, at velfærdsteknologi har bidraget positivt til omlægning af opgaveløsningen. Implementerings- og skaleringsfællesskabet vil derfor i første omgang have fokus på skærmbesøg og digitalt understøttet træning.
Organisering og videre proces
Implementerings- og skaleringsfællesskabet er et fællesskab i regi af KL. KL varetager al planlægning og aktivitet i implementerings- og skaleringsfællesskabet. Ældreministeriet følger løbende med i, hvilke aktiviteter der bliver gennemført i forbindelse med fællesskabet.
KL er aktuelt i gang med at afklare de nærmere rammer for forløbet og vil snarest muligt informere om, hvordan kommunerne kan blive en del af implementerings- og skaleringsfællesskabet samt hvilke understøttende initiativer fællesskabet tilbyder.