Holdningspapir på ældreområdet
I forlængelse af blandt andet KL’s holdningspapir fra 2020 har KL udarbejdet holdningspapiret ”Perspektiver på fremtidens ældrepleje” med 8 opdaterede forslag til, hvordan vi kan udvikle og fremtidssikre ældreplejen i Danmark.
Nyt holdningspapir ”Perspektiver på fremtidens ældrepleje”
Der har i de seneste år været meget debat om ældreplejen i Danmark, og hvad det kræver at fremtidssikre og udvikle ældreplejen. Vi bliver flere og flere ældre i Danmark, der er stigende udfordringer med at rekruttere medarbejdere, og dokumentationskrav tager tid fra kerneopgaven.
I kommunerne har vi længe været i gang med at ruste ældreplejen til fremtiden. Sidste år offentliggjorde KL syv forslag til at gøre en god ældrepleje endnu bedre. Og tidligere i år udsendte vi ”Flere hænder til ældre og sundhedsområdet 2.0” med 26 konkrete anbefalinger til at afhjælpe manglen på medarbejdere på sundheds- og ældreområdet.
Herudover er KL og Danske Regioner fælles om 12 pejlemærker for fremtidens sundhedsvæsen. For selvom ældre generelt er sundere og mere aktive end tidligere, har mange også brug for omsorg, pleje og behandling for en eller flere kroniske sygdomme. Det stiller nye og større krav til de medarbejdere og ledere i hjemmeplejen og sygeplejen, som skal løfte opgaverne.
Med KL’s nye holdningspapir ”Perspektiver på fremtidens ældrepleje” bygger vi oven på dette grundlag og kommer med 8 opdaterede forslag til, hvordan vi kan udvikle og fremtidssikre ældreplejen i Danmark.
De 8 forslag fokuserer bl.a. på, at det skal være mere attraktivt at vælge social- og sundhedsfaget, og at medarbejderne i ældreplejen skal have bedre rum til at bruge deres faglighed i plejen af de ældre.