Fejl i handicapsager

Retssikkerhed betyder, at borgerens sag er blevet behandlet i overensstemmelse med loven, og at den afgørelse, som har retsvirkning for borgeren, er truffet i overensstemmelse med loven. 

Der er således to spor, når vi taler retssikkerhed for borgeren.

Første spor handler om ”den materielle retssikkerhed”, hvor kravet er, at indholdet i retsreglerne er så klare, at den enkelte borger har mulighed for at læse og forstå sine rettigheder og pligter i den relevante lovgivning.

Andet spor handler om ”den processuelle retssikkerhed”, der blandt andet sikres ved krav om, at kommunerne skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt og give borgeren besked om, hvornår han eller hun kan forvente at få en afgørelse. Det kan også være krav om partshøring, aktindsigt og regler om, hvornår myndighederne må udveksle og videregive personfølsomme oplysninger om den enkelte borger.

Man kan derimod ikke tale om manglende retssikkerhed eller fejl i sagsbehandlingen i situationer, hvor borgeren kunne have ønsket sig andet end det, som vedkommende har ret til, eller når der mangler regler, og kommunen derfor ikke har hjemmel til at bevilge den hjælp, som borgeren ønsker.

Serviceloven er ikke altid præcis, og det er der en grund til. Lovgivningen er nemlig det man kalder for en ”rammelov”. Det betyder, at serviceloven sætter de overordnede rammer for, hvilke serviceydelser og tilbud kommunerne er forpligtet til at yde på socialområdet.

Servicelovens bestemmelser er i vidt omfang upræcise. Omdrejningspunktet er her, at nødvendig hjælp skal gives til den, der har behov efter en individuel og konkret vurdering.

Den individuelle og konkrete vurdering i den enkelte sag betyder, at kommunerne - for at behandle borgerne ens - bliver nødt til at behandle dem forskelligt. Det er det hele kompensationsprincippet handler om; at hjælpen ifølge loven skal tilpasses den enkeltes konkrete situation. Det er her, kommunerne går ind og foretager det retlige skøn i den enkelte sag.

Herudover skal hjælpen ifølge serviceloven også tilpasses efter den samfundsmæssige og teknologiske udvikling. Ydelserne skal desuden udvikles i takt med den faglige udvikling. Og endelig er der i serviceloven mulighed for, at kommunerne kan fastsætte lokale serviceniveauer inden for lovens ramme.

Det er rigtig mange ting, den enkelte medarbejder skal holde sig for øje, når han/hun skal vurdere den enkelte sag. Der er derfor sjældent et bestemt facit i den enkelte sag på socialområdet.

Ankestyrelsen offentliggør løbende statistik om bl.a. antal påklagede sager inden for servicelovens område og udfaldet af Ankestyrelsens behandling af klagesagerne.

Klagestatistikken er offentligt tilgængelig på Ankestyrelsens hjemmeside.

Omgørelsesprocenten opgøres som andelen af klager, der enten hjemvises eller ændres af Ankestyrelsen.

Hvis der fx er 10 klager over en kommune, og 4 af disse hjemvises eller ændres, er omgørelsesprocenten 40 pct.

Der anvendes tre begreber, når Ankestyrelsen udregner omgørelsesprocenter:

1. Stadfæstelse: Styrelsen er enig i afgørelsen. Der sker ingen ændringer for den, der har klaget.
2. Hjemvisning: Hvis der for eksempel mangler væsentlige oplysninger i en sag, og styrelsen ikke selv kan indhente dem, sender styrelsen sagen tilbage til myndigheden. Det hedder at hjemvise en sag og betyder, at myndigheden skal genoptage sagen og afgøre den på ny.
3. Ændring/Ophævelse: Styrelsen er helt eller delvist uenig i afgørelsen og ændrer/ophæver den.

Omgørelsesprocenten forholder sig udelukkende til de afgørelser, der påklages. Den siger dermed ikke noget om alle de afgørelser, borgerne ikke klager over.

Eksempel:

Kommune A træffer i 2018 516 afgørelser vedr. merudgiftsydelser. 12 af disse afgørelser bliver påklaget til Ankestyrelsen. Af de 12 klagesager bliver 7 omgjort eller hjemvist. Omgørelsesprocenten er derfor 58 pct. I dette tilfælde er omgørelsesprocenten baseret på 7 ud af 516 afgørelser, og den fortæller altså ikke noget om kvaliteten af de resterende 504 afgørelser, som ikke er påklaget til Ankestyrelsen.

En stigende omgørelsesprocent er udtryk for, at en større andel af de, der klager, får ret i deres klage. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er konstateret flere fejl i kommunernes afgørelser

Fx steg omgørelsesprocenten på børnehandicapområdet fra 2018 til 2019, samtidig med at både antallet af klager og antallet af omgjorte sager faldt (se tabel ovenfor). Det skyldes, at antallet af klager faldt relativt mere end antallet af omgjorte sager.

Ankestyrelsen behandler bl.a. klager på hele servicelovens område. Social- og Indenrigsministeriet offentliggør hvert år kommunefordelte danmarkskort over omgørelsesprocenterne. Ministeriet offentliggør tre kort: serviceloven samlet, børnehandicapområdet og voksenhandicapområdet. KL’s opgørelser medtager de samme ydelser som ministeriet

På det sociale område er den nødvendige sagsbehandling ofte en kompliceret proces, bl.a. fordi hver persons behov skal vurderes konkret og individuelt, og fordi kommunerne er underlagt omfattende krav til oplysning af sagerne.

Medarbejderne skal bl.a. være gode til at kommunikere med borgerne, de skal foretage vanskelige socialfaglige vurderinger samt have omfattende kendskab til juraen.

Ovenfor kan du se eksempler på nogen af de forhold der gør det vanskeligt at træffe korrekte afgørelser i alle sager.

Kommunerne arbejder løbende på at forbedre kvaliteten i sagsbehandlingen gennem forskellige tiltag, der blandt andet indebærer, at der skal afsættes mere tid til dialog med borgeren, at den faglige ledelse skal styrkes, og at der kommer yderligere fokus på at styrke sagsbehandlernes kompetencer.

Nej, kommunerne træffer afgørelse ud fra en konkret individuel vurdering af borgerens behov.

Kommunen er lovgivningsmæssigt forpligtet til at lade økonomiske hensyn indgå i visitationen, forstået på den måde, at hvis to tilbud fagligt set er lige gode, så skal kommunen vælge det billigste tilbud.

En række ydelser er økonomiske ydelser, og kommunen vil derfor ikke kunne spare penge ved at lade sagen gå i Ankestyrelsen. Hvis borgeren får medhold i sin klage, skal kommunen betale støtten til borgeren/familien med tilbagevirkende kraft.

Kommunerne er underlagt en stram statslig styring af udgifterne, hvilket betyder, at kommunerne ikke kan bruge flere penge på ét område uden samtidig at spare et andet sted.

Det lægger et betydeligt pres på kommunerne på socialområdet, idet flere og flere personer med nedsat funktionsevne bevilges hjælp.

Selvom kommunen er under et betydeligt økonomisk pres, skal den enkelte sagsbehandlers beslutning fortsat baseres på en konkret individuel vurdering af borgerens behov for hjælp.

De stramme økonomiske rammer betyder dog, at sagsbehandlerne er nødt til at være ekstra grundige med deres faglige vurderinger, så de ikke kommer til at bevilge hjælp til borgere, som ikke er berettiget dertil. Fx fordi hjælpen skal ydes af en anden sektor, eller borgeren ikke er i målgruppen for den ydelse, der er søgt om.

Kommunerne havde i 2022 udgifter for ca. 58 mia. kr. på det specialiserede socialområde. Udgifterne på området har været stigende i en årrække, samtidig med at kommunernes samlede udgifter har været nogenlunde konstante. Kommunerne prioriterer altså en større og større del af deres samlede udgifter til socialområdet.