De udsatte børn - fremtiden er deres
KL’s politiske udspil for udsatte børn og unge (2015) giver en række konkrete anbefalinger til, hvordan kommunerne kan styrke indsatsen over for udsatte børn og unge.
Ambitionen med udspillet
Børn og unge skal være en del af fællesskabet. De fleste danske børn og unge trives, men der er fortsat for mange, som har en kaotisk opvækst og har svært ved at stå på egne ben som voksne. Det kan og skal lykkes, at flere udsatte børn og unge får et hverdagsliv, som ligner alle andres – for de fortjener en god fremtid.
Tilfør kompetencer tidligt i livet
Heckman-kurven viser, at det bedst kan betale sig at investere i de helt små børns udvikling. Venter vi til børnene kommer i skole, er det nærmest for sent at genoprette en socialt skæv livsbane. Det har betydning for, hvordan kommunerne fremadrettet skal prioritere deres budgetter.
Nytænk de specialiserede indsatser
Foranstaltningerne til udsatte børn og unge skal være så tæt på en opvækst i en almindelig familie som muligt. Eksempelvis skal plejefamilier altid vælges frem for institutionsanbringelser, når det er muligt. Hvis det er nødvendigt at anbringe et barn på en institution, så er forløbet kort, målrettet og intensivt med det formål, at barnet skal tilbage til plejefamilien, egen familie eller et andet mindre indgribende tilbud.
Læs om de foreløbige resultater ved brug af Indsatstrappen (Sverigesmodellen) i Danmark (kora.dk).