Velfærd ved en skillevej (KØF2024)

Gabet mellem den private velstand og det offentlige forbrug vokser

Den kommunale økonomi er under pres. En Momentum-analyse viser, at udgifterne til det sociale område er steget over 4 mia. kr. i perioden 2018-2023, vi bliver stadig flere ældre i hele landet og samtidig håndteres 30.000 fordrevne ukrainere. Det har krævet svære prioriteringer mange steder i landet i forbindelse med budget 2024, og den opgave tager lokalpolitikerne på sig. Det er en kerneopgave for de lokalt valgte. 

Men lokalpolitikerne oplever, at opgaven i højere grad udfordres af, at borgerne samtidig har stigende forventninger til den kommunale velfærd. Det skyldes bl.a., at borgernes forventninger til velfærden stiger i takt med den private velstand. En analyse foretaget af Kraka viser, at udviklingen i det offentlige forbrug ikke er fulgt med stigningen i den private velstand.

De seneste 10 år er gabet mellem velstanden i befolkningen og velfærdsinvesteringerne blevet større og større. Samtidig viser en nyere analyse fra Kraka, at gabet kan vokse med 100 mia. kr. frem mod 2050, hvis borgernes forventninger til bedre offentlig velfærd skal følge med det private forbrug og indfries. 

Cheføkonom i Kraka, Ulrik Beck, sætter ord på den udvikling, vi ser lige nu: 

”Vi kan se, at udviklingen i de private forbrugsmuligheder vokser betydeligt hurtigere end det, der er sat af til at vedligeholde og forbedre den offentlige velfærd. Som borger risikerer man at blive skuffet, hvis man har den samme forventning til udviklingen i det offentlige som i det private.” 

Det kan synes paradoksalt, at den danske økonomi på den ene side er stærk i disse år, og kommunerne på den anden side oplever store udfordringer med at få enderne til at mødes. Ulrik Beck forklarer også, hvad der bl.a. ligger til grund for denne udvikling:     

”Produktiviteten kan umiddelbart vokse meget hurtigere i vores private forbrug end i de offentlige velfærdsydelser. Det ér bare sværere at øge produktiviteten i den offentlige service på grund af opgavernes karakter.”

Det offentlige, herunder kommunerne, løfter en række velfærdsopgaver, som ikke lige så let lader sig effektivisere som den private produktion af goder, da opgaverne så at sige er langt mere arbejdskraftstunge end den private produktion. Det gælder bl.a. undervisning, børnepasning, pleje og omsorg af ældre mv. Det er med andre ord sværere at imødekomme de høje forventninger og krav om produktivitetsstigninger i kommunerne uden at øge udgiftsniveauet.

På Kommunaløkonomisk Forum 2024 (KØF2024) sætter KL netop fokus på, hvordan borgernes forventninger til velfærden og kommunernes økonomiske rammer ikke hænger sammen – og ikke mindst hvordan kommunerne skal forholde sig til denne udvikling.

Den svære forventningsafstemning

Når borgerne i det daglige ikke oplever det serviceniveau fra kommunen, de forventer, kan alternativet være at gøre brug af private velfærdsløsninger. Jon Kvist, professor ved Institut for Samfund og Erhverv, Roskilde Universitet, er medforfatter til bogen Frihed, lighed og privatvelfærd (2023), hvor han har undersøgt udviklingen i den private finansiering af velfærdsydelser. En af hovedpointerne i bogen er, at der er den samme kraftige vækst i privat finansierede velfærdsydelser på tværs af alle velfærdsområder.

Ifølge Jon Kvist er det en udvikling, vi er nødt til at forholde os til og snakke om: 

”Udviklingen kan vi ikke komme udenom, og vi kan komme til at se en skarp opdeling i samfundet, hvis udviklingen fortsætter uden videre regulering. Der er behov for en politisk snak om, hvordan samspillet mellem den offentlige og den private velfærd skal se ud, og det er ikke nogen nem snak”. 

Ulrik Beck er enig i, at det er en god idé at tage snakken om, hvad den offentlige sektor skal levere i fremtiden. Ulrik Beck kalder det forventningsstyring i forhold til at tage en åben snak om, hvad det offentlige skal levere og så prioritere derefter. Ifølge ham kan konsekvensen ved manglende forventningsstyring mærkes ude i kommunerne allerede: 

”For nylig så jeg en borgmester udtale, at vedkommende ikke ønsker at genopstille til næste kommunalvalg bl.a. fordi der, ifølge borgmesteren, ikke er en chance for, at kommunerne kan leve op til borgernes forventninger i fremtiden. Det vidner jo om et behov for at forventningsafstemme borgere og politikere imellem”.

Kampen om arbejdskraft bliver afgørende

Én ting er forventningen til den kommunale service. En anden udfordring ligger i at skaffe de nødvendige hænder til at levere denne service. 

Manglen på arbejdskraft er muligvis en af de udfordringer, der står først for at finde løsninger på, hvis forventningerne om bedre velfærd skal indfries. En analyse fra KL viser fx, at der i 2030 vil mangle 16.000 social- og sundhedsassistenter- og hjælpere, hvis niveauet fra i dag skal bevares. 

Jon Kvist har også et par gode råd til kommunerne på baggrund af udfordringsbilledet: 

”Mit første råd må være, at kommunerne arbejder for at skabe nogle attraktive arbejdspladser for de velfærdsprofessionelle, fordi konkurrencen om arbejdskraften kun bliver skærpet fremadrettet”. 

Jon Kvist lægger dermed vægt på, at stigningen i private velfærdsydelser kan medføre konkurrence om den samme arbejdskraft, og det må kommunerne forholde sig til. Men Jon Kvist er samtidig klar over, at der ikke findes én løsning, der passer til samtlige kommuner: 

”Mit næste råd til kommunerne må være, at de hver især iværksætter indsatser med blik for lokalområdet, forstået på den måde, at kommunerne er forskellige, og det er udfordringerne omkring velfærd derfor også.”