Klimaaftrykket fra kommunernes indkøb – hvor er udledningen størst?

Størstedelen af klimaaftrykket fra kommunernes indkøb forekommer i udlandet

I efteråret 2020 offentliggjorde Økonomistyrelsen en rapport, der opgjorde det offentlige indkøbs samlede klimaaftryk til 12 mio. ton CO2-ækvivalent i 2019. Det svarer til omtrent det samlede CO2-aftryk fra samtlige danske husholdninger. Klimaaftrykket fra kommunernes samlede indkøb blev opgjort til lige knap 6 mio. ton CO2-ækvivalent i 2019.

Når kommunerne opfører og drifter bygninger, og når kommunens medarbejdere kører i arbejdstiden, er der tale om direkte og indirekte CO2-udledning, der én-til-én kan henføres til opgaveløsningen og aktiviteter i kommunen som virksomhed. Udledningen vil samtidig finde sted, der hvor aktiviteten udføres.

Vender man sig omvendt mod kommunernes samlede indkøb af varer og tjenesteydelser, det drejer sig om alt fra køb af it-udstyr, møbler, gulerødder, vikarydelser og speciallavede proteser, vil særligt vareindkøbende både forårsage et klimaaftryk i produktionen, transporten og brugen af produkterne mv. Et klimaaftryk der således er sammensat af en række aktiviteter på tværs af leverandører, underleverandører, logistikvirksomheder, affaldshåndtering mv., og for størstedelens vedkommende finder det sted uden for Danmarks grænser.

Indkøb på bygge- og anlægsområdet forårsager det største klimaaftryk

Kigger man overordnet på tværs af de mange indkøb, der foretages af kommunerne, løber køb inden for bygge- og anlægsområdet med en kedelig førsteplads i CO2-regnestykket. I nogle tilfælde kan en kommune ikke undgå at bygge nyt eller renovere. Men før der træffes beslutning om nybyg eller renovering af eksisterende byggeri, bør kommunen dog se ind i, om der kan arealoptimeres, og dermed om der er kvadratmeter, der kan anvendes bedre. Skal der renoveres eller bygges nyt er materialevalg afgørende for byggeriets klimaaftryk, ligesom drift af og energiforbrug i bygningen bør tænkes ind fra start.

Klimaaftrykket i Danmark og udlandet af kommunernes indkøb (2019; 1000 ton CO2-ækv.)

Kilde: ”Klimaaftrykket af offentlige indkøb, 2019” – Økonomistyrelsen & NIRAS

2. pladsen ift. det største klimaaftryk går til køb af energi og forsyning. Indkøb der er tæt knyttet til bygge- og anlægsområdet, da det handler om driften og brugen af bygningerne, og de udgifter der er forbundet med bl.a. at varme de kommunale bygninger op. A

Arbejdet med at undgå energispild i kommunens bygninger, kan du blive klogere på i artiklen ”Undgå at fyre for gråspurvene – sæt fokus på energispild i de kommunale bygninger”.

På en 3. plads over største klimaaftrykket optræder indkøb af ”Øvrige tjenesteydelser”, det dækker over kommunernes køb af fx konsulenter, vikarer, tolke, undervisning, rengøring, bankydelser mv. For denne type køb gælder, at det overvejende er de produkter, der indgår i opgaveløsningen, som forårsager et klimaaftryk.

Ønsker man at nedbringe klimaaftrykket fra køb tjenesteydelser, bør man således kigge ind i, hvor opgaveløsningen kræver brug af en større mængde produkter og/eller er forbundet med kørsel hos den private leverandør. Derefter kan der i dialog med leverandørerne ses på, hvilke muligheder der er for at nedbringe klimabelastningen fra opgaveløsningen. Enten ved at reducere eller ændre forbruget af produkter eller kørselsmønstre eller ved at gentænke opgaveløsningen – en tolk kan fx i nogle tilfælde fjerntolke, hvormed kørslen undgås.

I stedet for at opgøre klimaaftrykket pr. indkøbskategori, som der gøres ovenfor, kan klimaaftrykket også opgøres pr. krone. Opgøres det gennemsnitlige indhold CO2-ækvivalent pr. indkøbskrone, er det indkøb af brændstof og køretøjer, der udgør højdespringeren. Det betyder, at hver gang der købes for en krone brændstof og køretøjer, så vil det have et større CO2-aftryk sammenholdt med, hvis der blev købt for en krone på bygge- og anlægsområdet. En krone mindre brugt på brændstof og køretøjer, medfører således den største reduktion af CO2.

Eksisterende beregningsmodel er et skridt på vejen, men er ikke perfekt

Beregningsmodellen, som ligger til grund for opgørelserne ovenfor, baserer sig på indkøbet i kr. ganget med en emissionsfaktor for forskellige indkøbskategorier.

Det betyder, at det er indlejret i modellen, at hvis indkøbet stiger i kr., så vil klimaaftrykket også stige. Beregningsmodellen har heller ikke en så præcis detaljeringsgrad, der gør det muligt at monitorere på, om køb af ét produkt fremfor et andet er det mest klimarigtige valg. Ligesom beregningsmodellen ikke kan anvendes til at sige noget om, hvorvidt en indsats frem for en anden vil være den bedste investering, hvis man gerne vil opnå den største CO2-reduktion i sit indkøb.

Beregningsmodellen giver dog for første gang mulighed for at opgøre klimaaftrykket fra det offentlige indkøb og er lige nu det bedste bud på en fælles model til at opgøre CO2-udledningen fra indkøbet. Ligesom modellen løbende videreudvikles, så flere nuancer fanges. Modellen giver viden om, hvilke indkøbsområder der har det største klimaaftryk, og det kan udgøre et afsæt for at prioritere fokusområder og afgrænse samt koncentrere dialogen lokalt.

Mange veje og greb til at trække i en grønnere retning

Et stykke ad vejen kan den grønne profil for indkøbet fastlægges gennem de krav, der stilles i forbindelse med udbud. Det gælder fx krav til materialevalg ifm. byggeri, krav om udvalg af genbrugte produkter, når der købes møbler og beklædning, krav til strømforbrug og levetid på it-udstyr samt krav til transportmidler, når der købes kørsel og leveres varer.

I SKI – Staten og Kommunernes Indkøbsservice har man eksempelvis opgjort, at der kan spares i omegnen af 3.400 ton CO2-ækvivalent på et år, hvis man vælger at få fragtet alle computere til staten og kommunerne hjem fra Kina med tog eller skib frem for med fly - svarende til ca. 34 kg. CO2-ækvivalent pr. computer. Dette ville også være en billigere løsning, men med længere leveringstid til følge.

Ændret forbrug og adfærdsændringer er en del af løsninger

Men krav i udbud kan ikke gøre det alene. I mange tilfælde vil det faktiske indkøb i dagligdagen, som foretages af medarbejdere på tværs af skoletandplejen, daginstitutionen og køkkenet på plejecentret, være afgørende for, om det enkelte indkøb er klimarigtigt. For der kan være nok så mange genbrugte produkter på en indkøbsaftale, men det trækker ikke indkøbet i en grønnere retning, hvis det udelukkende er de nye produkter, der bliver lagt i kurven. Ligesom det ikke ændrer klimabelastningen fra fødevareindkøbet, med mindre der indkøbes fødevarer med et lavere CO2-aftryk.

Med andre ord handler det i høj grad også om indkøbsadfærd, hvis kommunerne vil reducere klimaaftrykket fra indkøbet af de mange produkter.

I Aarhus Kommune er det til politisk behandling, hvorvidt man vil indføre en CO2-afgift på udvalgte indkøb for derigennem at understøtte en adfærd i retning af køb af mindre klimabelastende produkter. Gennem kommunikationskampagnen ’Nøjsomt forbrug’ har man i Odense Kommune sat fokus på at reducere indkøbet af udvalgte produkter, mens der i andre kommuner sættes politiske mål for fx indkøbet af økologiske fødevarer eller mål for reduktionen af kommunens indkøb af kød, som retningsgivende for indkøbsadfærden. Adfærd kan også ændres ved helt at fjerne muligheden for at købe de klimabelastende produkter via kommunens e-handelssystem.

Hvilke greb, der skal bringes i spil for at gøre det samlede indkøb endnu grønnere, vil i høj grad afhænge af, hvilke typer af køb der er tale om.

3 gode råd til arbejdet med de grønne indkøb

1. Afklar politisk mandat ift. arbejdet med at trække indkøbet i en grønnere retning
2. Hav fokus på indkøbsområder med en stor klimabelastning
3. Tag stilling til, hvilke greb der er de mest oplagte – handler det fx i udgangspunkt om krav i udbudssituationen eller adfærd i kontraktperioden eller begge dele?