Har vi i Danmark indrettet plejen af ældre fleksibelt nok?

Stort potentiale ved at understøtte ældre i at blive i eget hjem

Der er både menneskelige og økonomiske potentialer at hente ved, at understøtte ældre i at blive i eget hjem så længe som muligt. Det viser erfaringerne fra den svenske kommune Markaryds Kommun. Erfaringerne bakkes op af KL’s Konsulentvirksomheds analyser af behovet for plejeboliger i omkring 20 danske kommuner.

Svenske erfaringer: Markaryds Kommun vender økonomien på ældreområdet 180 grader

Markaryds Kommun konstaterede for godt fem år siden, at beboerne i de kommunale plejehjem boede der længere og længere. Det fik kommunen til at overveje, hvordan den kunne understøtte borgerne i at blive i egen bolig lidt længere. På den måde kunne kommunen både hjælpe den ældre borger med at have den livssituation, hun eller han ønskede, og vende et økonomisk merforbrug til budgetoveroverholdelse.

Kommunen satte derfor et udviklingsarbejde i gang sammen med medarbejdere på plejecentre. Projektet fik navnet ”Trygg hemgång” og baserede sig bl.a. på en analyse af de udfordringer, der hidtil havde udløst behovet for en plejebolig. Samtidig fik forvaltningen frie hænder til at fordele budgettet mellem de enkelte indsatser på ældreområdet, så tidligere budgetrammer blev løsnet. Øvelsen skulle gennemføres indenfor eksisterende budget.

Markaryds Kommun er lykkedes med at flytte udgifter fra plejehjem til pleje i eget hjem. Eller sagt med andre ord er kommunen gået fra budgetoverskridelser til at overholde budgettet ved at have et større fokus på hjælp i eget hjem fremfor plejecentre. Konkret har kommunen flyttet 10.000 kr. pr. borger over 80 år fra indsatser i plejeboliger til pleje i eget hjem.

Danske kommuner kan lade sig inspirere af de svenske erfaringer

Der er altså ifølge chefkonsulent i KL’s Konsulentvirksomhed (KLK) Søren Sønderby gode erfaringer at hente, hvis de danske kommuner vender blikket mod Sverige, når det handler om ældreområdet. KLK har gennemført analyser om fremtidens behov for plejeboliger i ca. 20 kommuner, og ifølge Søren Sønderby peger de i samme retning.

”Vi har bl.a. fokuseret på, hvilke beboere der aktuelt bor i kommunens plejeboliger. For eksempel hvor længe borgeren har modtaget hjælp i eget hjem før visitation til plejebolig, og hvor meget hjælp de modtog i hjemmet forud for visitationen. Sidstnævnte kan i den grad inspirere kommunerne til at tænke anderledes fagligt og økonomisk ligesom i Markaryds Kommun”, forklarer han.

Nedenstående figur viser en oversigt over antal visiterede timer før indflytning i plejeboliger for alle borgere, der aktuelt er i en plejebolig i en typisk dansk kommune med ca. 500 plejeboliger. Søjlerne viser den ugentlige hjælp i timer. Borgere, der ikke modtog hjælp før indflytning, står til venstre og har ingen streg, mens borgere, der modtog massiv hjælp før indflytning, står til højre.

Søren Sønderby fremhæver primært tre forhold, der gør sig gældende på tværs af de gennemførte analyser:

1. En del borgere modtog slet ingen eller næsten ingen hjælp forud for visitationen til plejecenter. Typisk har 15-30 procent af borgerne modtaget under 2,5 time ugentligt.
2. Der er ved langt hovedparten af visitationer til plejebolig forud ydet et timetal i hjemmet, der omregnet til udgifter er betydeligt under udgifterne til en plejebolig.
3. Kun ganske få borgere modtager over 25 timer ugentligt. I det viste eksempel er det under en procent.

Kan kommunen hjælpe på andre måder?

Mange borgere modtager ikke hjælp i hjemme forud for visitation til en plejebolig, men det kan der være gode grunde til. Pludselig sygdom, en ægtefælles død eller anden akut acceleration af borgerens udfordringer kan alle betyde, at borgeren får behov for en plejebolig uden nogen væsentlig forudgående hjælp.

Ifølge Søren Sønderby må det tilsvarende forventes, at udgifterne og indsatsen stiger ved visitation til en plejebolig. I plejeboliger er der tale om en mere massiv og specialiseret indsats, der modsvarer borgerens øgede behov. Han påpeger, at det mest interessante imidlertid er, hvor mange borgere der stort set ikke modtager hjælp, og hvor relativt få timer de fleste borgere modtager.

”Når op mod en tredjedel af borgerne kun modtog lidt eller ingen hjælp inden visitationen, kan man overveje, om nogen af borgerne kan hjælpes med andre tilbud. Det kan for eksempel være støtte i hjemmet, brug af dagcentertilbud eller aflastning – også uden for dagtimerne”, siger han og uddyber: ”Dette er ikke en spareøvelse. Det handler om at tænke mulighederne overfor den enkelte borger så bredt som muligt – og her anviser vi så finansieringen deraf.”

Traditioner og tilbudsvifte spiller også en rolle

Årsagerne til de foretagne visitationer til plejebolig varierer. Det ses dog i analysen, at der stort set ikke er forskel på, hvor stor en andel borgere, der visiteres uden væsentlig forudgående hjælp, på tværs af visitationsårsag. Tilnærmelsesvis samme andel får lidt eller nogen hjælp, uanset om visitationen sker på grund af demens, fysisk og kognitiv svækkelse, psykisk svækket eller psykisk sygdom samt utryghed eller ensomhed.

”Det indikerer, at andre forhold end den direkte årsag til visitationen har betydning for, om hjælpen i eget hjem øges, eller der tilbydes en plejebolig. Det kan for eksempel handle om tradition eller den tilbudsvifte kommunen kan stille til rådighed”, forklarer Søren Sønderby.

Rum for muligheder

For op mod 90 procent af de visiterede borgere stiger udgifterne betydeligt, når borgeren flytter i en plejebolig. Ifølge Søren Sønderby svarer udgiften til en plejebolig til ca. 15-18 timers hjælp om ugen i eget hjem.

Dette er illustreret ved den røde linje i figur 1. Ved alle visitationer, hvor den blå søjle er under den røde linje, viser afstanden et udgiftsspring.

”Hvis man som kommune ønsker at fokusere på dette, behøver det ikke være en spareøvelse. Afstanden kan også ses som et rum for muligheder. Hvis det bedste for borgeren ikke nødvendigvis er en plejebolig, har kommunen faktisk et betydeligt rum for at iværksætte alternative foranstaltninger i borgerens eget hjem”, siger han og uddyber: ”For mange borgeres vedkommende kan støtten i hjemmet intensiveres betragteligt inden for samme økonomiske ramme. En anden mulighed er, at et midlertidigt botilbud anvendes oftere og mere understøttende ift. at sikre borgerens muligheder for at klare sig i eget hjem.”

Sagt med andre ord handler det ikke udelukkende om økonomi, men om også om at vise paletten af valgmuligheder, der kan tilbydes den enkelte ældre. Forudsætningen er dog som i Markaryds Kommun, at budgetrammerne og kapaciteten for plejeboliger og hjemmepleje tilpasses.