Kommunaløkonomisk Forum 2025
Kommunaløkonomisk Forum afholdes den 16. - 17. januar 2025 i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC)
Kommunaløkonomisk Forum 2025
KL afholder Kommunaløkonomisk Forum torsdag den 16. januar til fredag den 17. januar under overskriften: ”Fra reformer til virkelighed”.
2025 bliver politisk travlt for det danske kommunestyre. Folketinget har vedtaget en række reformer, som nu skal implementeres i kommunerne. Omdrejningspunktet er større fagligt handlerum, borgeren i centrum, og samspil med andre aktører, som skal forandre velfærden.
Samtidig sættes rammerne for en ny kommunal valgperiode, hvor borgmestre, byråd og topledere skal navigere og implementere reformerne i et krydspres mellem mangel på arbejdskraft, fortsatte hårde prioriteringer og borgernes forventninger. Det vil aktualisere behovet for at se på velfærden. Hvilke mål skal vi politisk fastlægge på velfærdsområderne? Hvordan sikrer vi, at kvaliteten overfor borgerne er i højsæde? Hvordan prioriterer vi ressourcer til mere faglig ledelse i en periode med knaphed på ressourcerne?
KØF sætter også fokus på samspillet mellem Christiansborg og kommunerne i arbejdet med at realisere ambitionerne på velfærdsområderne. Endvidere debatteres, hvordan lokalpolitikerne og topledelsen kan håndtere samtidigheden i reformer og understøtte lokale politiske drøftelser om, hvordan kommunalbestyrelsen oversætter reformernes nationale visioner til lokale forhold. Og her zoomes ind på, hvordan borgerne ser på velfærden, hvad er deres holdning til omstillingen fra velfærdsstat til velfærdssamfund, og hvilken rolle ser de sig selv spille i fremtidens velfærd?
Det danske kommunestyre er stærkt og kommunerne er vant til at gennemføre store omstillinger i dialog med borgerne. Danmark er formentlig det mest decentrale land i verden og krumtappen i det økonomisk politiske samarbejde mellem regeringen og kommunerne er det kollektive aftalesystem. På KØF2025 tager vi temperaturen på den kommunale autonomi i et nordisk perspektiv. Og det debatteres, hvordan krydspresset, reformerne og nye styringsmodeller påvirker kommunernes autonomi og aftalesystemet
Vi ser frem til at møde dig på KØF 2025 – hvor fremtidens kommunale velfærd og ledelse tager form.