Gå til hovedindhold
Forvaltning og ledelse
Velfærd

Fundament for velfærden - pejlemærker for stabs- og støttefunktioner

De fem chefforeninger og KL giver i nyt oplæg inspiration til, hvordan de kommunale stabs- og støttefunktioner bedre understøtter de kommunale velfærdsopgaver for borgerne.

Indhold

    Kommunaldirektørforeningen, Kommunale Velfærdschefer, Børne- og Kulturchefforeningen, Kommunalteknisk Chefforening, Økonomidirektørforeningen og KL udgav i 2023 oplægget ”Mere ledelse, Mindre detailstyring, Bedre velfærd” med forslag til udvikling af kommunernes ledelse og styring. Det følger de fem chefforeninger og KL nu op med dette oplæg om udvikling af kommunernes stabs- og støttefunktioner.

    Baggrunden for "Fundament for velfærden" er, at kommunerne i de kommende år skal implementere en række velfærdsreformer med deregulering og frisættelse som gennemgående tema. Faglig forandring og nye løsninger bliver normen i kommunerne, og de faglige ledere bliver nøglen til kvalitet og værdi for borgerne.

    Der skal fokus på fremtidens stabs- og støttefunktioner, fordi de er afgørende for at understøtte, aflaste og sikre driften omkring de faglige ledere, så de har plads til at løse kerneopgaven tæt på borgeren. De kommunale stabs- og støttefunktioner er fundamentet for kerneopgaven i den borgernære drift.

    Oplægget skal inspirere til lokale drøftelser - både internt mellem stabs- og støttefunktioner og i samarbejdet med de borgernære enheder.

    I ”Fundament for velfærden” peges der på to pejlemærker, der de kommende år skal drøftes i kommunerne med henblik på at skabe værdi for borgerne.

    • Det første pejlemærke kaldes ’Administrativ og teknisk støtte til de faglige ledere’. Der er et centralt behov for at udvikle samspillet mellem stabs- og støttefunktioner på en sådan måde, at der frigøres tid og ressourcer til ledelse af det faglige. Kultur og mindset skal rettes mod behovet i de udførende led, der skal sikres rette kompetencer til rette opgaver, og der skal være klare arbejdsdelinger. Det er helt i tråd med målet om generelt at frisætte kommunernes ledere og medarbejdere og skabe et større fagligt handlerum.
    • Det andet pejlemærke kaldes ’Sikker drift og helhedsperspektiv i udvikling’. Pejlemærket handler om at fastholde og videreudvikle sikker drift og helhedsblik i stabs- og støttefunktioner, da det er en afgørende forudsætning, når de mange reformer skal implementeres. Der skal være styr på økonomien, medarbejdertrivsel og arbejdsmiljø skal være i orden, og lovgivningen skal naturligvis overholdes. Stabs- og støttefunktioner har med blikket på tværs af organisationen ansvar og evne til at udfordre og udvikle på kvaliteten af velfærden.

    Under de to pejlemærker peger de fem chefforeninger og KL på en række temaer, som den lokale dialog med fordel kan tage udgangspunkt i:

    De fem chefforeninger opfordrer i fællesskab til, at der i kommunerne tages lokale drøftelser af udfordringer og potentialer for samarbejdet på tværs af og mellem stabs- og støttefunktioner og borgernære enheder.