NEKST-arbejdsgruppen fremlægger delanbefalinger for at sikre hurtigere udbygning af det danske elnet
Den nationale energikrisestab, NEKST, har offentliggjort en række delanbefalinger, der skal adressere de betydelige udfordringer i udbygningen af Danmarks elnet. Med den grønne omstilling forventes både produktion og forbrug af grøn strøm at stige markant de kommende år. Derfor er det afgørende at skabe en robust og fleksibel elinfrastruktur.
De nye anbefalinger fra NEKST-arbejdsgruppen fokuserer på at overkomme de barrierer, der i dag forsinker udbygningen af elnettet. NEKST identificerer blandt andet behov for bedre koordinering mellem relevante aktører, mere effektive muligheder for ekspropriation og tidligere fokus på udbygningen af elnettet i kommunernes lokalplaner.
Kommunernes funktion som både lodsejer og myndighed er berørt i flere af anbefalingerne. Derfor er det også afgørende, at kommunerne er tæt involveret i en eventuel implementering af anbefalingerne i fremtiden. Den nødvendige infrastruktur skal udrulles hurtigt og effektivt, men det skal ske med respekt for balancerne i lokalområderne, hvor hensyn til natur, miljø og lokalbefolkningen går hånd i hånd med behovet for udvikling.
KL vil fortsat arbejde for at sikre, at kommunerne bliver hørt i de fremtidige beslutninger, som skal træffes angående udbygningen af elnettet til gavn for den grønne omstilling.
Læs mere om NEKST-arbejdsgruppens arbejde og delanbefalinger om udbygningen af elnettet (kefm.dk)