Gå til hovedindhold
Nyhed
Teknik og miljø
Energi

KL advarer mod konsekvenserne af ny lovændring på varmeforsyningsområdet

KL har indsendt et høringssvar til Energistyrelsen vedrørende det nye forslag om ændring af lov om varmeforsyning og lov om planlægning. KL anerkender regeringens intentioner om at skabe gennemsigtighed og beskytte forbrugerne mod urimelige varmepriser, men udtrykker samtidig bekymring for de negative konsekvenser, som lovændringen kan medføre for både fjernvarmeselskaber, kommuner og den grønne omstilling.

26. aug. 2024

Indhold

    Økonomiske konsekvenser for kommunerne

    KL advarer om, at det foreslåede prisloft på varme kan resultere i økonomiske udfordringer for flere kommuner. Prisloftet vil få forbrugere til at frakoble sig fjernvarmen, hvilket kan udløse en negativ prisspiral, som vil gøre prisen højere for tilbageværende forbrugere. Det skaber også en risiko for konkurser blandt fjernvarmeselskaberne, som vil påføre kommunerne betydelige økonomiske og administrative byrder. Forslaget vil ramme de borgere, som i forvejen har færrest økonomiske ressourcer, og det vil sænke tempoet på udrulningen af grøn fjernvarme i Danmark. KL mener, at regeringen skal fremlægge en økonomisk plan for at understøtte berørte kommuner.

    Nye krav til governance udfordrer store selskaber

    Forslaget om at kræve, at kommuner kun må drive fjernvarmeselskaber som aktie- eller anpartsselskaber, vil skabe omfattende administrative og økonomiske udfordringer for flere store selskaber. KL frygter, at denne ændring vil begrænse kommunernes frihed til at vælge den selskabsform, der bedst passer til lokale forhold og sikrer effektiv drift. KL anbefaler derfor, at det fortsat skal være muligt for fjernvarmeselskaber at være organiseret som interessentselskaber.

    Mulighed for termonet er utilstrækkelig

    KL udtrykker også bekymring over, at lovforslaget ikke anser termonet som kollektiv varmeforsyning. Dette vil begrænse kommunernes muligheder for at udvikle og drive termonetprojekter, der ellers kunne bidrage til den grønne omstilling for borgere i områder, der ikke har udsigt til at få fjernvarme. KL opfordrer til, at termonet sidestilles med andre kollektive varmeløsninger, så kommunerne får mulighed for at tilbyde lån og drive termonet under samme vilkår som traditionel fjernvarme.

    KL opfordrer til tilpasninger

    KL håber, at deres bemærkninger vil blive taget i betragtning under den videre behandling af lovforslaget, og at der vil blive fundet løsninger, der både beskytter forbrugerne, understøtter den grønne omstilling og sikrer en økonomisk bæredygtig varmeforsyning til gavn for borgerne.

    Du kan læse KL’s høringssvar i sin fulde længde ved at klikke på dette link.

    Kontakt