Gå til hovedindhold
Nyhed
Social
Konferencer

KLSOCIAL Børn&Unge25 – Vold mod børn og veje til bedre vilkår

Konferencen KLSOCIAL Børn&Unge25 adresserer aktuelle faglige og økonomiske temaer på det sociale børn- og ungeområde og giver mulighed for at dele erfaringer, refleksioner og løsninger blandt fagfolk fra hele landet.

13. jan. 2025

Indhold

    Problematikken omkring vold mod børn er højaktuel og kræver fortsat opmærksomhed og handling. På KL Social Børn&Unge25 byder formiddagen på tre oplæg, som udfolder forskellige aspekter af emnet.

    Oplægget Vold i barndommen åbner med en personlig beretning fra ”Anonym”, medforfatter til bogen KH Børnene, som deler sine oplevelser med at vokse op i et voldeligt hjem. Lisbeth Jessen, direktør i Barndom Uden Vold supplerer med et indblik i kerneårsagerne til vold, bagvedliggende adfærdsstrategier samt udfordringer, der kan forhindre opsporing og handling.

    Dernæst følger et oplæg om Vold mod børn og den professionelle tvivl ved Julia Kim Schweitzer, programleder i SISO, Social- og Boligstyrelsen. Her rettes blikket mod de individuelle og samfundsmæssige konsekvenser af fysisk og psykisk vold samt den tvivl, der ofte komplicerer fagprofessionelles arbejde med opsporing af vold i familier.

    Endelig går Morten Jarmer fra Børnehus Hovedstaden på scenen med At møde børn og unge traumebevidst som giver indblik i den traumebevidste tilgang, som har vundet frem i dansk socialfaglig praksis, og hvordan den kan bidrage til at hjælpe børn og unge, som har været udsat for vold.

    På konferencen bliver du også opdateret på den økonomiske udvikling på børne- og ungeområdet og får anvist veje til at udnytte potentialerne i den digitale udvikling.

    Konferencen finder sted torsdag den 27. marts 2025 i Odeon i Odense.

    Kontakt

    Chefkonsulent

    Mie Bjerre

    Beskæftigelse, Integration & Socialpolitik

    Telefon: +45 3370 3015

    E-mail: mibj@kl.dk