Gå til hovedindhold
Nyhed
Kommunikation
Konferencer

Mini-masterclass på Kommunikations-døgn: ’Sådan får du borgerne med i store forandringsprojekter’ v. Lise Hein

Kom med til mini-masterclass på Kommunikationsdøgn 2024 og få konkrete værktøjer og inspiration til at løfte kommunikationsarbejdet. Vi har talt med Lise Hein, der leder mini-masterclassen ’Sådan får du borgerne med i store forandringsprojekter’ om tidlig borgerinddragelse, metrobyggeri, og hvorfor netop hendes mini-masterclass kan være værdifuld for deltagere på K-døgn 2024.

09. okt. 2024

Indhold

    Som noget nyt til årets K-døgn introducerer vi i år en session med en række mini-masterclasses. Her får deltagerne mulighed for at dykke ned i aktuelle emner som taleskrivning, kunstig intelligens, webkommunikation employee advocacy.

    En af årets mini-masterclasses bærer titlen "Sådan får du borgerne med i store forandringsprojekter" og ledes af Lise Hein, selvstændig rådgiver og direktør samt tidligere kommunikations- og marketingchef hos Metroselskabet. Som optakt til hendes mini-masterclass på Kommunikationsdøgn 2024 spurgte vi Lise om hendes erfaringer med tidlig borgerinddragelse i store forandringsprojekter, og hvorfor det er vigtigt at have alle med om bord fra start.

    Hvorfor skal man vælge din mini-masterclass "Sådan får du borgerne med i store forandringsprojekter?

    "Mange forandringsprojekter lykkes aldrig helt, og flere af dem snubler undervejs. Ofte tager de en lang og udfordrende omvej fyldt med modstand og frustration – en situation, der sjældent er intentionen fra start. Beslutningerne om projekterne tages, fordi man var stolt af dem eller fandt dem nødvendige.

    Vi er blevet gode til at håndtere forandringsledelse internt i organisationer, men når det gælder store og synlige eksterne forandringsprojekter, er vi ikke lige så langt fremme. Mange kommuner oplever ofte, at borgerne reagerer med en ’not in my backyard’-holdning, når forandringerne rammer dem tæt på. Omvendt føler mange borgere sig kørt over og har store forventninger til at blive inddraget i processen.

    Succesfulde forandringsprojekter handler derfor ikke kun om slutresultatet, men om at få borgerne og interessenterne med hele vejen. Hvis kommunen vil undgå unødig frustration og lære af andres erfaringer, vil min masterclass give redskaberne til at tilrettelægge forandringsprocessen på en måde, der skaber bedre samarbejde mellem kommune, borgere og samarbejdspartnere – og gør kommunikationsarbejdet mere strategisk."

    Hvilke nøglefaktorer mener du er afgørende for at få borgerne med i store forandringsprojekter, og hvordan kan kommunerne bedst navigere i de tidlige faser af borgerinddragelsen?

    "Borgerne er blevet mere kritiske og har samtidig mere selvtillid til at deltage i politiske processer. Sociale medier gør det nemt for dem at mobilisere store grupper uden at være organiseret på en formel måde. Derfor stilles der nye krav til, hvordan og hvornår kommunen skal gå i dialog med borgerne. Traditionelle borgermøder og høringsprocesser er ikke længere tilstrækkelige."

    Kan du give et eksempel fra din tid med metrobyggerierne i København, hvor borgerinddragelse spillede en afgørende rolle for projektets succes, og hvilke læringer kan kommunerne tage med?

    "En vigtig læring er, at kommunikation handler mindst lige så meget om at lytte, som det handler om at fortælle. Det er helt afgørende at have en dyb forståelse for de målgrupper, der er påvirket af forandringsprojektet. Under metrobyggeriet blev den daglige dialog med borgerne, især via sociale medier, et vigtigt værktøj. Det gav ikke kun mulighed for at tilrettelægge kommunikationen mere præcist, men også for at vide, hvornår vi skulle skrue op eller ned for den. Borgernes input blev en vigtig ressource for hele organisationen – ikke kun kommunikationsafdelingen." 

    Du kan deltage i Lise Heins mini-masterclass onsdag den 27. november kl. 16.30-18.00 i Odeon, Odense, som en del af Kommunikationsdøgn 2024. Her kan du også se frem til en masse andre inspirerende oplægsholdere, udvide dit netværk i den kommunale verden og hente ny inspiration til dit kommunikationsarbejde.

    Om Kommunikationsdøgn

    Kom med til årets kommunikationsevent, hvor det er kommunen, der er i fokus. 

    I år mødes vi i Odense, onsdag den 27.- torsdag den 28. november, hvor vi bruger 24 timer sammen. Hvert år mødes ca. 350 kommunale kommunikatører fra hele landet for at få ny viden, sparre med ligesindede, debattere, netværke og kalibrere kommunikationsværktøjet.

    I løbet af 24 timer har du mulighed for at vælge imellem 16 forskellige oplæg, med eksperter både fra kommuneverden og fra organisationer og virksomheder, der kender kommunerne udefra.

    Kontakt

    Student

    Dea Sofie Kathrine Pedersen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3013

    E-mail: dskp@kl.dk