Gå til hovedindhold
Kommunikation
Nyhed
Konferencer

Gæk, Guerilla og Strategi – Haderslevs kreative kommunikationsteam besøger Kommunikationsdøgn

Til Kommunikationsdøgn vil Anya Wang Palm, kommunikationschef, og Merete Skovgaard Jensen, stabschef, fra Haderslev Kommune dele deres erfaringer med at bruge kreativ kommunikation for at opnå kommunens strategiske målsætninger. I deres session vil de udfolde guerillamarkedsføringens muligheder samt de strategiske overvejelser og ledelsesmæssige rammer, der muliggør innovative tilgange. Her får du en smagsprøve på deres metoder til at skille sig ud og engagere lokalsamfundet.

18. nov. 2024

Indhold

    Gæk og guerilla lyder måske som utraditionelle komponenter af en kommunikationsstrategi, men det er alt andet end kedeligt. Ifølge Haderslev Kommunes kommunikationschef, Anya Wang Palm, handler guerillamarkedsføring om at bruge byrummet og aktuelle temaer kreativt for at fange borgernes opmærksomhed og gøre kommunikationen mere nærværende.

    ”Det er et greb lånt fra marketingværktøjskassen, så der er selvfølgelig en opmærksomhed omkring, at man ikke 1:1 kan overføre det til en kommunal kontekst, da formålet i forbindelse med marketing er at sælge et produkt. Men det, der er interessant ved den måde at kommunikere på, er, at det lægger sig op ad en aktualitet, som er vigtig for den kommunale kommunikation. Kommuner er ikke en løsrevet enhed – vi er en del af et samfund, og det har stor betydning i borgerens liv, hvad vi siger, gør og mener. Derfor er det vigtigt, at vi også kommunikerer op mod den omgivende virkelighed og ikke bare sprøjter vores egen kommunikation ud i hovedet på modtageren,” forklarer Anya, der påpeger, at guerillamarkedsføring i kommunal sammenhæng kan være en effektiv og direkte måde at skabe en relation til borgerne og fremme mund-til-mund-markedsføring uden at trække på de store budgetter.

    Guerilla-markedsføring trækker på inspiration fra krigsstrategi og handler om uventede og kreative angreb på opmærksomheden – ofte udført af små, uafhængige grupper. I markedsføringsverdenen betyder det overraskende og kreative taktikker, der bruger det offentlige rum til at maksimere synlighed og skabe interaktion med målgruppen.

    Kommunikation med mening og glimt i øjet

    For stabschef Merete Skovgaard Jensen kan guerillamarkedsføring være et værktøj i arbejdet med at hjælpe borgerne med at navigere i en informationsmættet hverdag. " Vi er i Haderslev meget optagede af, at vi i dag er i en informationstung virkelighed – der er overflod af information, og kunsten i dag er at sortere i den, så man ikke bliver overvældet af mængden," fortæller Merete.

    I Haderslev Kommune betyder det, at man har taget et friskt blik på målgrupper og platforme for at sikre, at relevant kommunikation når de rette modtagere. Det betyder, at der blandt mere traditionelle kommunikationsindsatser også er plads til f.eks. at sende gækkebreve til borgere, der er fraflyttet kommunen med teksten: ‘Gæk, gæk, gæk. Hvorfor tog du væk?’. En overraskende og humoristisk idé, som kommunens kommunikationsteam førte ud i livet, hvilket bragte mange smil og en positiv omtale af Haderslevs prioritering af fællesskabsfølelsen i lokalsamfundet.

    Den vekslende og mere kreative tilgang til forskellige målgrupper er noget Anya Wang Palm understreger som essentielt i deres strategi: ”Det betyder, at vi kigger rigtig meget på målgrupper og på platforme og forholder os til, hvilke budskaber der skal placeres hvor og hvorfor. Det handler om at sikre, at vores kommunikation lander hos de modtagere, der har værdi af at få den, og at man ikke får ”fyld” bare fordi,” forklarer hun. 

    Ledelse som katalysator for kreativitet

    En markedsføringsstrategi med gæk og guerilla kræver et kommunikationsteam, der får lov til at operere med stor kreativ metodefrihed – noget Merete understreger, at Haderslev Kommune bevidst har prioriteret. "Det gør vi i Haderslev ved at anerkende, at kommunikation er en brik i et større puslespil. Vi ser den kreative markedsføring som en måde at sikre, at vores forvaltningers gode arbejde skaber mest mulig værdi for de borgere, det er rettet mod. Så når Anya laver sine kampagner eller arbejder med nye metoder og tilgange, så er der et ledelsesansvar i at sikre, at det ikke står alene, men kobler sig på en indsats, der driver frem imod en fælles målsætning," forklarer hun. Anya fremhæver, at denne fleksibilitet styrker kampagnerne og gør dem mere målrettede og relevante for borgerne.

    Til KL’s Kommunikationsdøgn kan du opleve Anya og Merete dele Haderslevs erfaringer med innovative kommunikationsstrategier torsdag d. 28. november kl. 9-10. Her får du et indblik i, hvordan kommunal kommunikation kan udvikle sig til en aktiv og meningsfuld del af borgernes hverdag.

    Dette og meget mere kan du opleve på årets kommunikationsdøgn, hvor vi bruger 24 timer på at nørde kommunal kommunikation – også når der eksperimenteres med nye og kreative metoder.

    Vi glæder os til at se jer på Kommunikationsdøgn 2024!

    Om Kommunikationsdøgn

    Kom med til årets kommunikationsevent, hvor det er kommunen, der er i fokus. 

    I år mødes vi i Odense, onsdag den 27.- torsdag den 28. november, hvor vi bruger 24 timer sammen. Hvert år mødes ca. 350 kommunale kommunikatører fra hele landet for at få ny viden, sparre med ligesindede, debattere, netværke og kalibrere kommunikationsværktøjet.

    I løbet af 24 timer har du mulighed for at vælge imellem 16 forskellige oplæg, med eksperter både fra kommuneverden og fra organisationer og virksomheder, der kender kommunerne udefra.

    Kontakt

    Student

    Dea Sofie Kathrine Pedersen

    Kommunikation

    Telefon: +45 3370 3013

    E-mail: dskp@kl.dk