Gå til hovedindhold
Nyhed
Klima
Teknik og miljø

Hvordan arbejder Københavns Kommune med byudvikling, natur i byen, mobilitet og energi?

Find inspiration på 29 udflugter der viser, hvordan Københavns Kommune arbejder med klima, - teknik og miljøområdet

Når dørene til årets Klima & Miljø Topmøde åbnes den 11.-12. april, vil det i år være med Københavns Kommune som vært. Ud over et spændende program spækket med aktuelle oplægsholdere og keynotes, vil deltagerne også have mulighed for at deltage i 29 forskellige udflugter, der vil tage dem rundt i Københavns mange bydele.

23. feb. 2024

Indhold

    Hvordan arbejder Københavns Kommune med byudvikling, natur i byen, mobilitet og energi?

    Find inspiration på 29 udflugter der viser, hvordan Københavns Kommune arbejder med klima, - teknik og miljøområdet

    På gåben, cykel, båd eller bus inviteres deltagere på KL's Klima & Miljø Topmøde med på en række spændende udflugter i København. Udflugterne vil på forskelligvis give en smag på Københavns Kommunes arbejde med alt fra byggeri, byudvikling og mobilitet til energi, affald og forbrugsbaserede udledninger gennem alsidige kommunale initiativer på tværs af klima-, teknik- og miljøområdet, og inkluderer fx besøg til Karens Minde aksen, Jernbanebyen, Amager Bakke, Urbanplanen, Refshaleøen, havnerundfart. 

    Deltagerne vil få mulighed for at opleve områdernes identitetsgivende træk og søge inspiration, når Københavns Kommunes ansatte fortæller om helt konkrete, innovative og spændende løsninger på udfordringer. Tilmelding til udflugterne sker via tilmeldingssitet til KL´s Klima & Miljø Topmøde efter først til mølle-princippet. Skynd dig – over 700 har allerede tilmeldt sig, og flere af udflugterne er allerede udsolgt.

    Vælg mellem 29 forskellige udflugter

    Eksempler på udflugterne er blandt andet:

    1. Amager Ressourcecenter – oplev Amager Bakke, et af verdens reneste og mest energieffektive affaldsenergianlæg. Vær med på en rundvisning og oplev hvordan vi omdanner restaffald til el og fjernvarme. ARC har en ambition om, at affaldsenergianlægget skal blive CO2-neutralt. Derfor arbejder vi hårdt på at kunne fange op til 90% af den udledte CO2. Turen slutter oppe på det rekreative areal på tagetagen – skibakken -, hvor I kan nyde den skønne udsigt over Storkøbenhavn.
    2. Cykelinfrastruktur: Erfaringer og udfordringer - Tag med på cykeltur rundt i København til nye byudviklingsområder på blandt andet Islands Brygge og i Sydhavnen, som samtidig bindes sammen med historiske områder. Oplev rekreative grønne cykelruter, hurtige Supercykelstier, og se klimatilpasningsprojekter, der skaber nye byrum til ophold og leg.
    3. En fossilfri byggeplads - Turen går til gårdhaveprojektet i Bartholinsgade i København K, hvor de emissionsfrie maskiner har været en integreret del af anlægsarbejderne. Kom og hør om erfaringerne med maskinerne i anlægsprojekter og hør nærmere om, hvordan forvaltningen arbejder med at sikre 100% fossil- og emissionsfrie arbejdspladser, som er en del af udmøntningen af klimaplan 2025.

    Kom med rundt i Københavns Havn og oplev en særlig del af København. Københavns Havn strækker sig over en 42 km lang havnekaj og er det naturlige centrum for byens planlægning, historie og rigdom. I dag er der næsten ikke et sted i havnen, som ikke rummer en transformation, der udspringer af de seneste 40 års byudvikling. Vi får historien om udflytningen af havneaktiviteter og industri både i Nord- og Sydhavnen, hvilket har skabt plads til tusindvis af nye boliger. Københavns Havn er byens nye blå park, men havnen danner også rammen om byens nye udfordringer med stigende havvand, klimatilpasning og mobilitetsinfrastruktur.

    Gåtur på 500 meter / Maks. 96 deltagere

    Kom med og oplev en af Københavns nyeste bydele, Nordhavn. Bygget med målet om at blive fremtidens bæredygtige byområde, kan du opleve, hvordan man planlægger og bygger dette. Nordhavn er et eksempel på en transformation fra et gammelt havneområde med industrisiloer og slidte pakhuse til moderne boliger og kontorbygninger, der har fokus på den blandede by. De første etaper af bydelen er planlagt ud fra begrebet 5-minutters by, som betyder, at afstanden til alle servicefunktioner er inden for 5 minutter.

    Offentlig transport og gåtur på ca. 4 km / Maks. 30 deltagere

    Besøg Bådehavnsgade i Kongens Enghave ved Tippen og hør om planlægningen af en ny bydel i København. Oplev området med en gåtur langs Tippen og Bådehavnsgade. Besøg Trifolium, der er et lokalt multifunktionshus med alt fra vinhandel, værksteder, kontorer, atelier og kafferisteri i den gamle mejeribygning, og hør COBE fortælle om stedet og planlægningen af bydelen. Besøg Sydhavns Genbrugscenter, som er unik i sin udformning, tilblivelse og tilbud af værksteder til at reparere og lave nye ting ud af genbrugsmateriale. Drik en kop kaffe i Boulders, som ligger i halbygningen til det gamle Citroën hovedkontor, og hør om planer for transformation af hallen og dens nye funktion i den kommende bydel.

    Offentlig transport og gåtur på ca. 4 km / Maks. 30 deltagere

    Besøg Jernbanebyen på Vesterbro og hør om planlægning af en ny bydel i København. Oplev Spor 10, der er et lokalt mødested etableret i den gamle Toldkammerbygning og hør NREP fortælle om stedet, midlertidige aktiviteter, fællesskaber og planlægningen af bydelen. Besøg Velux’ pavilloner Living Places og Boligværkstedet og hør om bæredygtigt byggeri: The Experiment (velux.com). Du kan også høre om bevaring og transformation af DSB’s gamle værkstedsbygninger og kig indenfor, når DSB åbner dørene.

    Gåtur på ca. 4 km / Maks. 30 deltagere

    Besøg Langebro og oplev en fascinerende tidslomme fra 1950’erne med sit smukke, grønne ydre og gennemførte interiør. Fra brotårnet vil vi nyde udsigten over Københavns Havn og blive klogere på historien om Langebro og havnen. Derfra går turen ned til det store maskinrum, hvor vi vil nyde synet af det snart 80 år gamle maskineri og høre mere om Langebros historie. Vi kommer også ud i klapkælderen under broen og oplever det dybe rum, som broklapperne går ned i, når broen åbner for gennemsejling. Endelig vil vi kigge ud på en af broens piller og se byen fra en anderledes vinkel.

    Gåtur på ca. 2 km / Maks. 30 deltagere

    Kom med til Urbanplanen, som er et alment boligområde, der huser mere end 5.000 mennesker. Urbanplanen blev bygget i slutningen af 1960’erne og starten af 70’erne, og har været genstand for meget omtale i medier, bøger, kunst mv. Området har været under en stor udvikling de seneste år, hvor der er gennemført gennemgribende renoveringer, bygget nye Svanemærkede boliger og et nyt grønt byrum er etableret, alt sammen for at åbne området op mod resten af byen. De næste skridt i udviklingen omhandler bl.a. det nedstyrtningstruede højhus Peder Lykke Centret og en forandringsplan af resterende udearealer. Kom og hør om et alment boligområde i udvikling.

    Cykeltur på ca. 6 km og gåtur på ca. 1 km / Maks. 30 deltagere

    Besøg det internationale center for byliv, arkitektur og bæredygtighed, BLOX. Få en eksklusiv tour de chambre hos de toneangivende aktører i huset, der arbejder både i Danmark og globalt med arkitektur, design, teknologi og byggeri for at fremme bæredygtige byer: Du kan møde den summende co-working hub BLOXHUB med hundredvis af innovative byudviklingsorganisationer, der arbejder sammen på tværs af sektorer, Dansk Arkitektur Center som eksponent for det danske arkitektur-DNA, Dansk Design Center der hjælper byer og virksomheder med at designe den grønne omstilling, og Creative Denmark, der promoverer de kreative og grønne løsninger i udlandet.

    Gåtur på 2 km / Maks. 50 deltagere

    Tag med på cykeltur rundt i København til nye byudviklingsområder på blandt andet Islands Brygge og i Sydhavnen, som samtidig bindes sammen med historiske områder. Mærk suset i håret fra nogle af Københavns travleste cykelbroer. Oplev rekreative grønne cykelruter, hurtige Supercykelstier, og se klimatilpasningsprojekter i verdensklasse, der skaber nye byrum til ophold og leg.

    Cykeltur ca. 8 km / Maks. 25 deltagere

    Supercykelstisamarbejdet i hovedstadsregionen kan i 2024 fejre 15-års jubilæum. Samarbejdet, der består af 29 kommuner og Region Hovedstaden, har etableret 16 ud af over 60 planlagte supercykelstier, der forbinder kommunerne i regionen på kryds og tværs, og gør det lettere for flere at pendle på cykel. På denne cykeltur besøger vi både Københavns første og seneste supercykelsti og nogle derimellem, vi cykler noget af Tour de France-ruten og krydser en cykelbro eller to på en, mens vi fortæller om 15 års erfaringer, resultater og effekter af supercykelstier.

    Cykeltur på 13 km / Maks. 25 deltagere

    Tag med på en specialdesignet cykeltur i København, skabt til fagfolk inden for byplanlægning og transport. Ruten inkluderer Lille Langebro, Vester Voldgade, Vestergade, Nørregade, Vendersgade, Søruten og Nordre Frihavnsgade. Vi evaluerer udfordringer som signalsamordning, mangel på cykelstier og komplekse trafiksituationer. På tilbagevejen passerer vi Strandboulevarden, Østbanegade og Toldbodgade, hvor vi præsenterer et projekt med cykelstier på vej. Vi afrunder med et kig på Nyhavns sydside som en kommende cykelgade, og turen slutter ved Lille Langebro efter en evaluering af Vendersgade og Nordre Frihavnsgade. En enestående mulighed for at se Københavns verdensberømte cykelinfrastruktur gennem fagbriller.

    Cykeltur på ca. 14 km / Maks. 25 deltagere

    Kom med på en rundtur i Københavns kendte havnering. Den 13 kilometer lange gang- og cykelrute strækker sig fra nord til syd i Københavns havn. På denne rundtur vil vi tage dig rundt på Islands Brygge og Kalvebod Brygge og fokusere på badevand og spildevand. Hør om den udvikling, Københavns Havn har gennemgået, fra at være en industrihavn til at blive en rekreativ havn, hvor mange forskellige brugere ønsker plads til udfoldelse. Det primære fokus er på det store antal havnebade og badezoner, som i stigende grad bliver brugt hele året. Der bliver stop undervejs på nogle af badestederne, hvor vi hører om badezoner/havnebade, spildevandsoverløb, badevandskvalitet, varslingssystem og visioner for havnen. Vi afslutter med en fremvisning af HOFORs kommende skybrudstunnel ved Kalvebod Brygge. Miljømedarbejdere fra Teknik- og Miljøforvaltningen, Jette Skov og André Koefoed, guider os rundt.

    Gåtur på ca. 4-5 km / Maks. 30 deltagere

    Tag med til Klimakvarteret og se, hvordan klimatilpasning kan foretages, således at der ikke kun håndteres udfordringer relateret til fremtidens kraftigere nedbør, men også tages hånd om begrønning af byen, sociale hensyn og øget bynatur. Projekterne i området tjener som demonstrationsprojekter for, hvordan klimaforandringer kan håndteres i et tæt bymiljø. På gåturen i kvarteret vil vi høre om de grønne løsninger og de udfordringer, som klimaforandringerne udgør for byen.

    Offentlig transport og gåtur på ca. 2 km / Maks. 30 deltagere

    Kom med til vinderen af 2023’s Byplanpris, Karens Minde, og se et af de største skybrudsprojekter i København. Projektet består af et 600 meter langt ’vandløb’ i et område, der til daglig fungerer som en park, men under kraftig regn omdannes til et vandløb, der sikrer et stort byområde mod skader under skybrud. Projektet er blevet til i tæt dialog med områdets brugere og er et fint eksempel på, hvordan klimaudfordringer kan kombineres med byfornyelse.

    Offentlig transport og gåtur på ca. 2 km / Maks. 30 deltagere.

    Turen går til Amager Fælled. Vi skal ud at opleve Københavns fantastisk bynær natur. Med sine knap 200 hektarer så er Amager Fælled en af de vigtigste naturarealer i København; over 2000 forskellige arter et stenkast fra Rådhuspladsen. Vi skal ud at se på eksemplarer af de forskellige naturplejetiltag der foregår; fx helårsgræsning med skotsk højlands kvæg og Exmoor ponyer, nye paddehuller, bekæmpelse af invasive arter, og se, hvordan disse tiltag er med til at løfte biodiversitet. Husk fornuftige fodtøj.

    Cykeltur på ca. 3 km og gåtur på ca. 2-3 km / Maks. 30 deltagere

    Tag med på en tur langs kajkanten i Københavns Sydhavn og hør om Københavns Kommunes arbejde med stormflodssikring. Der er mange ender, som skal mødes, når byerne arbejder med stormflodssikring. Udover de grundlæggende udfordringer med havvandsstigninger og den øgede risiko for stormfloder, vil der også være mulighed for at høre mere om, hvordan Københavns Kommune arbejder sammen med Hvidovre, Tårnby og Dragør kommuner for at skabe en fælles sikring af hovedstadsområdet. Da den sydlige del af hovedstadsområdet er et Natura 2000-område, bliver der også mulighed for at se og høre om, hvordan Københavns Kommune i lille skala arbejder med at afsøge løsninger.

    Bustur / Maks. 30 deltagere

    Kom med ud på taget af den ny Sluseholm Skole, se solcellerne der, og hør Københavns Ejendomme fortælle om, hvordan Københavns Kommune, som flere andre kommuner, arbejder på at finde den bedste måde at investere i solceller, så både de eksisterende og ny kommunale ejendomme kan bidrage til produktion af den grønne strøm, vi får så meget brug for i fremtiden. Hør om mulighederne for at lave et solcelleselskab, om samarbejdet med HOFOR, og om involveringen af private aktører på solcellemarkedet. Derudover får I lejlighed til at høre om, hvordan Københavns Kommunes CSR-hold arbejder på en guide til ansvarlige indkøb af solceller, der skal hjælpe bl.a. kommuner med at stille krav i udbud, så vi minimerer risikoen for at der er anvendt tvangsarbejde i fremstillingen af solcellepanelerne.

    Bustur / Maks. 20 deltagere

    Oplev Amager Bakke – et af verdens reneste og mest energieffektive affaldsenergianlæg. Vær med på en rundvisning og oplev, hvordan vi omdanner restaffald til el og fjernvarme. Du følger affaldet fra det kommer ind i aflæsserhallen, til de store grabber griber det inde i siloen og fylder ovnene. Du ser det store røgrensningsanlæg og slutter af ved vores CO2-fangstanlæg. ARC har en ambition om, at affaldsenergianlægget skal blive CO2-neutralt. Derfor arbejder vi hårdt på at kunne fange op til 90% af den udledte CO2. Det svarer til 500.000 tons om året, som atmosfæren bliver skånet for. Turen slutter oppe på det rekreative areal på taget – skibakken – hvor I kan nyde den skønne udsigt over Storkøbenhavn.

    Bustur / Maks. 60 deltagere

    Besøg to af Københavns nærgenbrugsstationer. Vi starter med den arkitektoniske perle, Nordhavn Nærgenbrugsstation, der ligger i bunden af Lüders Parkeringshus. Nordhavn Nærgenbrugsstation adskiller sig markant fra resten af byens nærgenbrugsstationer, da den er rund, med et bytterum i midten og omgivet af de forskellige fraktioner, der illustreres med rør indeholdende den pågældende fraktion. Nordhavns bytterum er kendt for en lind strøm af godt genbrug i høj kvalitet. Fra Nordhavn går vi til Østerbro, hvor den alternative nærgenbrugsstation, Østerbrohuset, slog dørene op i september 2023. Nærgenbrugsstationen er bygget op af skibscontainere og drives i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen, der også afholder ugentlige aktiviteter omkring genbrug. Denne type af samarbejde afprøver kommunen i disse år, og har i alt tre alternative nærgenbrugsstationer rundt om i byen, med en fjerde på vej i 2024. Alle nærgenbrugsstationer er meget lokale, og en vigtig del af de bydele, de er i. Kom med på denne tur og lær mere om, hvordan affaldshåndtering og genbrug kan gribes an på en anderledes og mere lokalforankret måde.

    Offentlig transport og gåtur på ca. 2-3 km / Maks. 30 deltagere

    Sydhavn Genbrugscenter inviterer til rundvisning og dialog i vores inspirerende faciliteter, der ligger i en helt speciel bydel i København, Sydhavnen. Sydhavn Genbrugscenter indtager en central position i udviklingen af nye indsatser, metoder og organiseringer, der leder til øgede genbrugsmængder på genbrugsstationerne i København. Ud over at være genbrugsstation for københavnerne har vi en række borgerrettede aktiviteter som iværksætterprogram, læring og formidling, borgerworkshops, events og dertil særlige partnerskabsorienterede indsatser målrettet erhverv, byggeri og beskæftigelse. Det sker ved fortløbende at inddrage lokalområde, organisationer og brugere fra private husholdninger og erhverv til samarbejde om at skabe innovative løsninger og formidle viden og erfaringer. Kom og hør mere om visionerne og strategier for genbrugscenteret, særligt med fokus på praksisnære fortællinger om de mange muligheder og barrierer, der kan være i vores arbejde med cirkulær økonomi ud fra en kommunal genbrugsstation.

    Offentlig transport / Maks. 30 deltagere

     

    Kom med til Mimers Plads på Ydre Nørrebro, som i 2022 blev forvandlet fra en metrobyggeplads til et lokalt bytorv i tæt dialog med bydelens borgere og aktører, som havde et stærkt ønske om mere grønt i området. Torvet har flere funktioner og er fysisk delt i to af en cykelsti. Den ene del har en udpræget urban karakter, mens den anden del tilbyder mulighed for roligt ophold i grønne rammer, selvom pladsen ligger i et område med et til tider hektisk byliv. Et stramt budget gjorde det nødvendigt at anvende materialer fra kommunens eget genbrugslager. Men herigennem blev genbrugsgranit, til blandt andet siddekanter og belægning, et centralt og formende element, som har givet Mimers Plads et robust design af høj kvalitet og en tydelig stedsidentitet. På turen kan du høre mere om, hvordan flere end 3.500 beboere blev hørt, samt om hvordan Teknik- og Miljøforvaltningen, den rådgivende arkitekt og entreprenøren tilsammen har demonstreret, hvordan man kan vende processen 'på hovedet' og skabe et attraktivt resultat ud fra tilgængelige genbrugsmaterialer.

    Cykeltur på ca. 12 km / Maks. 30 deltagere

    Kom med og besøg Kirkbi, en af Energisprings partnerskaber og vinderen af Årets Energispringer 2023. Som en del af Københavns Kommunes 2025 Klimaplan er Energispring et initiativ, der samarbejder om at reducere energiforbruget i københavnske bygninger. Med 47 partnerskaber fordelt på bygningsejere, administratorer og interesseorganisationer, samarbejdes der om at reducere så meget energiforbrug som muligt og energioptimere særligt ældre bygninger. Vi tager jer med på en tur til vinderen af Årets Energispringer 2023, hvor I kan høre mere om, hvad Kirkbi har gjort af særlige tiltag for at reducere energiforbruget.

    Gåtur på ca. 5 km / Maks. 30 deltagere

    Turen går til gårdhaveprojektet i Bartholinsgade i København K, hvor de emissionsfrie maskiner har været en integreret del af anlægsarbejderne. Kom og hør om erfaringerne med maskinerne i anlægsprojekter og hør nærmere om, hvordan forvaltningen arbejder med at sikre 100% fossil- og emissionsfrie arbejdspladser, som er en del af udmøntningen af klimaplan 2025.

    Offentlig transport / Maks. 25 deltagere

    Kom og hør om energiplanlægning i København. Københavns Kommune og HOFOR arbejder løbende på at omstille energisystemet til grønnere energikilder. På turen hører du om Københavns Kommunes Energistrategi (som er en del af Klimaplanen 2035), som sigter mod en fælles forståelse på tværs af energisektoren om anbefalinger, der sætter retning for udvikling, investering og samarbejde. En af temaerne i Energistrategien er integrationen af decentrale varmeproduktionsanlæg, såsom varmepumper, i byrummet. Varmepumper forventes at have en betydende rolle i at erstatte biomasse, men har denne udfordring, at de er pladskrævende. Hvordan skal disse integreres i byen samtidig med, at de er med til at skabe det gode byliv? Det hører du om på turen.

    Cykeltur på ca. 8 km / Maks. 30 deltagere

    Besøg havvandskammeret på Bernstorffsgade efterfulgt af fjernkølingsstationen på Tietgensgade, som netop er blevet kombineret med en varmepumpe til fjernvarmenettet. Her vil du høre mere om, hvordan fjernkøling og fjernvarme supplerer hinanden i praksis, og hvordan fjernkøling forsyner erhvervsejendomme i indre by med miljøvenlig fjernkøling. Med en rundvisning af HOFOR, vil du lære mere om fjernkølingsnettet i København, som dækker 98% af byens forsyningsbehov. Ved først et besøg på havvandskammeret, vil du se, hvordan der benyttes havvand til en del af kølingen, hvilket er hovedårsag til, at fjernkøling fortsat er en klimafordel i forhold til konventionelle køleanlæg.

    Gåtur på 2 km / Maks. 30 deltagere

    Få en rundvisning på Amagerværkets blok 4 af HOFOR. Værket er et biomassefyret kraftvarmeanlæg, som er en afgørende del af Københavns ambitioner om at reducere CO2-udledninger. Et af kendetegnene ved blokken er dens høje energieffektivitet, og brugen af tilgængelige miljøteknikker for at minimere udledninger til luft og vand. Dette betyder blandt andet et meget lavt niveau af energitab i produktionen. På rundvisningen kan du komme rundt og se hele værket, og opleve hvordan de forskellige anlæg fungerer.

    Bustur / Maks. 30 deltagere

    Kom med ind på Københavns Rådhus og ind i 'maskinrummet', hvor Københavnernes Klimaborgerting er forankret og drevet. Klimaborgertinget er sammensat, så det afspejler Københavns befolkning, og skal udarbejde anbefalinger til politikerne om det gode københavnerliv med langt mindre CO2-udledning fra forbrug. Det første sæt af anbefalinger skal bruges til den kommende Klimaplan 2035 for København. Hør en demokratirådgiver, der organiserer og faciliterer borgertinget, fra We Do Democracy fortælle om den deliberative demokratimetode, og om hvordan klimaborgertinget faciliteres, så det resulterer i konkrete anbefalinger, og hør Teknik- og Miljøforvaltningen fortælle om forberedelsen, og hvordan anbefalingerne kommer til at indgå i arbejdet med klimaplanen.

    Gåtur på ca. 3 km / Maks. 30 deltagere

    Kom og besøg et af Københavns Kommunes plejehjem og hør om, hvordan vi arbejder med klima og økologi. På Sølund Plejecenter producerer og serverer vi klimavenlige retter som en del af kommunens Mad- og Måltidsstrategi. Vi skal bl.a. reducere klimaaftrykket på fødevareindkøb med 25% inden 2025, reducere vores madspild og anvende mindst 90% økologiske fødevarer. Derfor vil vi gerne fortælle om, hvordan vi har arbejdet og nået i mål med flere af målsætningerne for mad og måltider – fx hvordan vi har reduceret mængden af kød til fordel for flere planterige proteinkilder som fx bælgfrugter – og hvad beboerne synes om de klimavenlige måltider. Efter et kort oplæg vil der være rundvisning og smagsprøver på klimavenlige retter.

    Offentlig transport / Maks. 20 deltagere

     

    Besøg en daginstitution og lær mere om Københavns Kommunes Mad- og Måltidsstrategi, der indgår i en målsætning om at reducere CO2-udledningerne fra de offentlige måltider med 25% inden 2025. Mad- og Måltidsstrategien sætter rammen for de daglige måltider i blandt andet daginstitutionerne. Der er både fokus på at reducere klimaaftrykket, guldmærket økologi, og reduktion af madspild. Samtidig har institutionerne fokus på det gode måltid, børnenes madmod, og maddannelse, så den grønne og planterige mad bliver accepteret og spist. Børnehuset Legegod på Vesterbro har to engagerede køkkenmedarbejdere, der hver dag laver sanserige, økologiske, og klimavenlige måltider til både vuggestue- og børnehavebørn.

    Gåtur på ca. 3 km / Maks. 20 deltagere

    Inden for en årrække forventes Refshaleøen og det gamle skibsværft transformeret til en blandet bydel. Refshaleøens ejendomsselskab og By & Havn har i 2023 gennemført en borgerdialog og en idekonkurrence med udgangspunkt i fire temaer: det kreative miljø, frivillig bæredygtighedsklasse, biodiversitet, og fokus på at skabe en tæt og blandet bydel. På denne rundvisning vil du kunne høre mere om disse fire temaer, der skaber grundlag for en strukturplankonkurrence i 2024 og den videre planlægning af Refshaleøen.

    Cykeltur på ca. 10 km / Maks. 30 deltagere

     

    KL's Klima & Miljø Topmøde 2024 – Natur og klima i samspil

    Årets KL’s Klima & Miljø Topmøde i København den 11. – 12. april. Temaet er Natur og klima i samspil.

    Klimakrisen og biodiversitetskrisen oplever vi blandt andet om oversvømmelser, stigende temperaturer, iltsvind langs danske kyster og truede arter. Den presserende mangel på plads og ressourcer til at håndtere disse udfordringer er åbenlys. I 2024 vil KL’s Klima & Miljø Topmøde adressere de komplekse dilemmaer, udfordringer og muligheder, der opstår som følge af disse kriser. Konferencen vil undersøge kommunernes rolle og potentiale for at identificere lokale løsninger samt drøfte, hvordan klima og natur kan fremmes samtidig.

    KL’s Klima & Miljø Topmøde er KL’s store årlige politiske konference på klima-, teknik- og miljøområdet. KL’s Klima- og Miljøudvalg byder som værter for topmødet op til politisk dialog, debat og videndeling. Deltagerne er kommunalpolitikere, folketingsordførere, kommunernes samarbejdspartnere og kommunale direktører og chefer på området.

     Læs mere om programmet og tilmeld dig her

    Kontakt

    Specialkonsulent

    Ulla Schärfe

    Klima & Tværkommunalt Samarbejde

    Telefon: +45 3370 3286

    E-mail: ulsc@kl.dk