Gå til hovedindhold
Nyhed
EU

Regionsudvalget vedtager enstemmigt ny udtalelse om samhørighedspolitikkens fremtid

EU’s Regionsudvalg har enstemmigt vedtaget en ny udtalelse om samhørighedspolitikken, som understreger dens betydning i EU’s kommende budget for 2028-2034. Udtalelsen fremhæver behovet for grøn og digital omstilling og foreslår færre, multifunktionelle fonde med fælles regelsæt for at lette adgangen til EU-midler. Samtidig ønsker udvalget større fleksibilitet i budgettet, så EU kan reagere hurtigt på fremtidige kriser som klimakatastrofer, pandemier og konflikter.

21. nov. 2024

Indhold

    EU’s Regionsudvalg (RU) har enstemmigt vedtaget en initiativudtalelse, der fremhæver samhørighedspolitikkens centrale rolle i det kommende EU-budget for 2028-2034. Udtalelsen understreger behovet for en grøn og digital omstilling, samtidig med at samhørighed og retfærdighed mellem EU’s kommuner og regioner bevares.

    Udtalelsen lægger op til at reducere antallet af EU’s fonde og skabe multifunktionelle fonde med fælles regelsæt, der skal gøre det lettere for lokale aktører at søge støtte. Denne tilgang vil ikke kun styrke effektiviteten, men også reducere bureaukratiet og sikre, at midlerne hurtigere når ud til de regioner, der har mest brug for dem. Samtidig efterlyser RU større fleksibilitet i budgettet, så EU bedre kan reagere på fremtidige kriser som klimakatastrofer, pandemier eller konflikter.

    RU opfordrer til at fastholde samhørighedspolitikken i alle regioner – også de velstående – og understreger, at politikken spiller en afgørende rolle i at sikre, at ingen region efterlades. Dette skal ske i respekt for nærhedsprincippet og partnerskabsprincippet, som giver lokalt handlerum og sikrer, at beslutninger træffes tættere på borgerne.

    Dansk indflydelse i processen

    Den danske delegation har spillet en aktiv rolle i arbejdet og bidraget til at fremhæve kommunernes betydning i samhørighedspolitikken. Delegationen har især haft fokus på at styrke samarbejdet mellem kommuner og regioner i arbejdet med grønne og digitale investeringer, hvilket flugter med KL’s EU-pejlemærker om en helhedsorienteret tilgang til den grønne omstilling. Det danske bidrag har også været med til at sikre, at samhørighedspolitikken ses som en integreret del af den brede klimaindsats.

    Europa-Parlamentets medlemmer, der deltog i diskussionerne, fremhævede vigtigheden af, at det kommende EU-budget kombinerer fleksibilitet med klare prioriteter. De pegede på samhørighedspolitikken som en nøgle til både at fremme vækst og sikre en retfærdig fordeling af midler mellem regioner. Parlamentarikerne støttede desuden ønsket om at gøre EU’s finansieringsprogrammer mere gennemsigtige og lette at navigere i for lokale aktører. Samtidig blev behovet for at inddrage regionale og kommunale niveauer i strategiske beslutninger fremhævet som centralt for en vellykket implementering. Medlem af internationalt udvalg og borgmester i Varde kommune, Mads Sørensen deltog i Regionsudvalgets plenarforsamling og ser positivt på den enstemmige vedtagelse: 

    "Samhørighedsfonden skaber værdi i de danske kommuner, så det er vigtigt at der er enighed fra regionsudvalget og de deltagende MEP'ere om at man skal bevare samhørighedsmidlerne, selvom der også er stor konkurrence fra andre vigtige områder."

    Et stærkt signal til EU’s institutioner

    Med udtalelsen sender Regionsudvalget en klar besked til Kommissionen og Europa-Parlamentet om, at samhørighedspolitikken skal stå centralt i EU’s fremtidige budget. Udtalelsen balancerer ønsket om at styrke nye prioriteringer som grøn og digital omstilling med behovet for at bevare EU’s traditionelle fokusområder. Initiativet viser enighed om at sikre en grønnere, mere konkurrencedygtig og socialt sammenhængende fremtid for EU.

    Kontakt

    EU-Teamleder/Chefkonsulent

    Annemette S. Frost

    Jura & EU

    Telefon: +45 3370 3477

    E-mail: asf@kl.dk