Gå til hovedindhold
Nyhed
Digitalisering og teknologi
Klima

Ny kommunal digital løsning understøtter kommunerne i klimaplanlægning

Hvordan vil det danske landskab udvikle sig med ændrede vandstande i de kommende år? En ny digital løsning giver kommunerne kvit og frit et stærkt redskab til at analysere og beregne potentielle skader og omkostninger, der kan følge af klimaforårsagede vandforandringer. Det siger Lars Kaalund, der er chefkonsulent i KL og projektleder for projektet.

13. feb. 2025

Indhold

    Redskab i planlægning af klimaforandringer

    I kampen mod klimaforandringer har danske kommuner nu et kraftfuldt værktøj i form af en digital løsning. Løsningen er resultatet af et samarbejde mellem KL og DTU, og med løsningen bliver det muligt for kommunerne at analysere og forudsige oversvømmelser samt beregne de potentielle skader og omkostninger, der kan følge af ændrede vandforhold.

    QGIS-løsningen omformer eksisterende store datamængder til beslutningsgrundlag, som hver kommune kan anvende specifikt til deres behov.

    Lars Kaalund er projektleder i QGIS-projektet som et af sine ansvarsområder som chefkonsulent i KL. QGIS er en internationalt open source GIS-community med en brugergruppe i Danmark. 

    "Der bliver produceret ufatteligt mange data om vejret, vandstanden i grundvandet, i åer og i havet. Vores projekt går ud på at gøre de data overskuelige og brugbare for kommunerne," siger Lars. 

    Lars har 10 års erfaring i KL. I sine første fem år i KL var Lars politisk konsulent med ansvar for klimatilpasning inden for vandområdet, herunder vandløb, grundvand og spildevand. De seneste fem år har arbejdet med QGIS-projektet været en fremtrædende opgave.

    Nu har QGIS-løsningen været i drift i to år og bruges allerede af 20 kommuner i deres klimaplaner, mens yderligere 20 kommuner anvender det som beslutningsstøtte. Løsningen systematiserer store mængder data om vandstrømninger, oversvømmelser og klimaforandringer, så kommunerne kan bruge dataene til at planlægge forebyggende tiltag.

    Risikovurdering baseret på data

    Løsningen tager udgangspunkt i en simpel ligning for klimatilpasning: 
    risiko = fare x konsekvens. 

    Faren består af forskellige former for oversvømmelser, hvad enten det er havstigninger, skybrud eller stigende grundvand. Konsekvensen afhænger af, hvad der bliver ramt, og hvor alvorligt det er.

    "For eksempel er det ikke et problem, hvis en strand bliver oversvømmet, men hvis en skole, et hospital eller en boligblok gentagne gange får vand i kælderen, er det en alvorlig sag. Med vores løsning kan kommunerne identificere, hvor skaderne vil ske, og hvor store de potentielt kan blive," siger Lars.

    Hør meget mere om QGIS

    Tag med på Kommunernes Digitaliseringstræf ’25 den 29. april 2025, hvor chefkonsulent Lars Kaalund fra KL’s Center for Klima & Tværkommunalt Samarbejde sammen med sekretariatschef i OS2 Rasmus Frey holder oplæg om det nye open source QGIS-program. Tilmelding er åben nu:

    Læs mere og tilmeld dig her

    10 parametre for bedre beslutninger

    Den nye QGIS-løsning benytter 10 forskellige parametre til at vurdere potentielle skader. Det betyder, at kommunerne kan se, hvilke bygninger, virksomheder, infrastrukturer eller naturområder der risikerer at blive ramt. Systemet kan beregne omkostningerne ved skaderne og analysere, hvorvidt forebyggende tiltag kan betale sig.

    "Hvis vi lægger en ny bydel i et lavtliggende område, kan vi bruge løsningen til at se, om det er bedre at hæve terrænet, bygge diger eller måske helt undgå at bygge der," siger Lars.

    Gratis og tilgængeligt for alle kommuner

    Et vigtigt aspekt ved løsningen er, at det er baseret på QGIS, som er en gratis, open source GIS-platform. Det betyder, at alle kommuner kan tilgå og bruge programmet uden dyre licensomkostninger.

    "Vi har gjort det sådan, at kommunerne nemt kan installere løsningen og hurtigt få de første skadesberegninger. De kan bruge offentligt tilgængelige data til at få et overblik, og derefter kan de tilføje deres egne lokale data for endnu mere præcise analyser," siger Lars.

    Stor interesse fra forsikring og finans

    Løsningen har ikke kun vakt interesse blandt kommunerne. Forsikringsselskaber og investeringsfonde bruger også de nye beregninger til at vurdere risikoen for oversvømmelser og skader på bygninger.

    "Vi har samarbejdet med forsikringsselskaber og pensionskasser for at udregne de potentielle skader i hele Danmark. På landsplan kan skaderne fra klimarelaterede oversvømmelser løbe op i 400 milliarder kroner i nutidskroner over de næste 100 år," siger Lars.

    Nye funktioner på vej

    KL og deres samarbejdspartnere arbejder allerede på at udvide løsningen. En af de store kommende opdateringer handler om stigende grundvand, som forventes at blive en udfordring i de kommende år.

    "Fra 2027 bliver det et lovkrav, at kommunerne skal tage højde for oversvømmelser fra grundvandet. Derfor udvikler vi et nyt modul, så kommunerne kan forudse og planlægge tiltag mod den slags oversvømmelser," siger Lars.

    En opfordring til kommunerne

    Lars opfordrer alle kommuner til at tage løsningen i brug og understreger, hvor vigtigt det er at have en kontinuerlig og langsigtet tilgang til digitalisering i klimatilpasning.

    "Kommunerne skal turde investere tid i at implementere de her digitale værktøjer, fordi de giver et langt bedre beslutningsgrundlag og kan spare enorme summer i fremtiden," siger Lars.

    5 gode råd: Sådan kan kommunerne bruge klimadata effektivt

    Ved at bruge klimadata til analyse og planlægning kan kommunerne træffe bedre beslutninger i forhold til fremtidens klimarisici og deres afledte farer og konsekvenser. 

    1. Systematisér og centralisér data: Saml data om vejrforhold, vandstande, oversvømmelser og skadesomkostninger i ét system for at sikre overblik og tilgængelighed.
    2. Brug GIS-værktøjer til visuel analyse: Anvend GIS-baserede programmer som QGIS til at visualisere risikoområder og identificere de mest udsatte områder i kommunen.
    3. Integrér klimadata i planlægningsprocesser: Sørg for, at klimadata anvendes aktivt i kommune- og lokalplaner, så nye byggerier og infrastrukturprojekter tager højde for klimarisici.
    4. Samarbejd på tværs af fagområder: Inddrag byplanlæggere, teknik- og miljøafdelinger samt forsyningsselskaber for at sikre en helhedsorienteret tilgang til klimatilpasning.
    5. Opdater og vedligehold data løbende: Klimaforandringer udvikler sig over tid, så det er vigtigt at ajourføre data og modeller regelmæssigt for at sikre præcise analyser og beslutninger.

    Om Kommunernes Digitaliseringstræf

    Tag med på Kommunernes Digitaliseringstræf ’25 den 29. april 2025, hvor chefkonsulent Lars Kaalund fra KL’s Center for Klima & Tværkommunalt Samarbejde sammen med sekretariatschef i OS2 Rasmus Frey holder oplæg om det nye open source QGIS-program. Tilmelding er åben nu:

    Læs mere og tilmeld dig her

    Digitaliseringstræffet er en årligt tilbagevendende begivenhed, som er et vigtigt mødested og inspirationsrum for alle, der på den ene eller anden måde er interesseret i at bidrage til digitaliseringen i kommunerne.

    • Mange vælger at tage af sted på digitaliseringstræffet flere kolleger sammen for at styrke deres fællesskab og høste fælles viden ind til det videre arbejde hjemme i kommunen.
    • Digitaliseringstræffet er også stedet, hvor vigtige it-leverandører til kommunerne prioriterer at være til stede. Rundt om ved deres stande fortæller de om deres løsninger og produkter. Brug træffet til at stille leverandørerne netop de spørgsmål, der er vigtige for jer. Her får I den gode snak, som man ofte ikke når i den travle hverdag derhjemme i kommunen. 

    Tid og sted

    Mandag den 29. april 2025. Scandic Falkoner, Falkoner Alle 9, 2000 Frederiksberg.

    Målgruppe

    Målgruppen er direktører, chefer og ledere fra alle kommunens fagområder samt medarbejdere inden for it, digitalisering og teknologi. 

    Pris og vilkår

    Pris: 2.575,- ekskl. moms. Tilmelding sker efter først-til-mølle- princippet. Tilmeldingen er bindende, men du er velkommen til at sende en kollega, hvis du er forhindret. 

    Spørgsmål

    Praktiske spørgsmål om tilmelding m.v. kan rettes til vores chefsekretær. Se kontaktinformation nedenfor.

    Kontakt

    Vicekontorchef

    Jan Struwe Poulsen

    IT-Arkitektur & Standarder

    Telefon: +45 3370 3234

    E-mail: jtp@kl.dk