Faglig ledelse som vej til styrket kvalitet
KL afholder onsdag den 28. maj 2025 den årlige Dagtilbudskonference i Odeon i Odense, som i år vil fokusere målrettet på resultaterne fra den kommende nationale kvalitetsundersøgelse på 3-5-årsområdet. Derfor sætter vi fokus på stærk faglig ledelse for at sikre og styrke kvaliteten i dagtilbuddene.

Faglig ledelse af kvalitetsudvikling
Kvalitet i dagtilbud handler først og fremmest om børnene og om at give det enkelte barn de bedste forudsætninger for at klare sig godt videre i livet. Det sætter det pædagogiske grundlag og den styrkede pædagogiske læreplan retning for. Resultaterne fra den nationale kvalitetsundersøgelse sætter fokus på de pædagogiske læringsmiljøers
- trygge og anerkendende relationer,
- gode fysiske rammer,
- leg og aktivitet, der skaber trivsels-, udviklings- og læringsmuligheder for alle børn
God kvalitet i dagtilbud forudsætter en stærk faglig ledelse. På KL’s Dagtilbudskonference sættes der derfor om formiddagen fokus på, hvordan vi omsætter disse resultater til en fortsat udvikling af kvaliteten i dagtilbuddene, samt hvordan faglig ledelse kan bidrage til at styrke arbejdet med at skabe forandringer i praksis.
Lektor ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse, Anne Mette Kjeldsen, vil fortælle om hvordan faglig ledelse kan være en løftestang i arbejdet med at styrke kvaliteten i dagtilbud. Det er en vigtig ledelsesopgave at sætte retning for arbejdet med den styrkede pædagogiske læringsplan og skabe ejerskab til den indsigt som kvalitetsundersøgelsen giver, og de mål for kvalitet som vi skal arbejde henimod.
Har du lyst til at få et indblik i Anne Mette Kjeldsens budskaber om ledelsesopgaven, kan du læse mere i denne artikel:
Forskere: ”Når medarbejdere får faglige ledelsesopgaver, styrkes fællesskabet”.