Skal du med til Børn og Unge Topmøde 2025?
92 kommuner har allerede tilmeldt sig årets Børn og Unge Topmøde med titlen ”Flere veje til stærke fællesskaber for børn og unge”. I år sætter vi fokus på, hvordan kommuner på forskellig vis arbejder med at skabe mere inkluderende læringsfællesskaber for alle børn og unge. Der er frist for tilmelding den 21. januar klokken 12:00.
Samarbejde på tværs af alle i og omkring dagtilbud, skole og fritid
Alle kommuner er i gang med at udvikle de almene læringsmiljøer, styrke kvaliteten af dagtilbud og skoler og skabe bedre deltagelsesmuligheder for flere børn og unge i almene fællesskaber. Nogle har taget de første skridt, andre er godt på vej. På Børn og Unge Topmødet 2025 skal vi sammen inspirere og gøre hinanden klogere ved at vise de mange gode eksempler og visioner for fællesskaber for børn og unge, både i dagtilbud, skole og fritid.
Vi ved, at alle børn og unge har glæde og gavn af at spejle sig i mangfoldighed – både socialt og udviklingsmæssigt. Vi kan og skal derfor skabe bedre deltagelsesmuligheder i de almene læringsmiljøer, ikke mindst for børn og unge med særlige behov. Samtidig skal vi have specialtilbud af høj kvalitet for en mindre gruppe børn.
Sammen skal vi finde flere veje til stærke fællesskaber for børn og unge. Vi har mere end nogensinde brug for fællesskabende velfærdsinstitutioner.
Vi glæder os til at se jer til årets Børn & Unge Topmøde 2025.