Kontakt
Kasper Nordborg Kiær
Børn, Unge & Folkeskole
Telefon: +45 3370 3366
E-mail: kank@kl.dk
Elvira Delfs Gutierrez Munoz
Børn, Unge & Folkeskole
Telefon: +45 3370 3218
E-mail: edgm@kl.dk
Tilmeldingen og programmet til KL og STUK’s netværksmøde for kommunale læsekonsulenter, som afholdes tirsdag d. 3. december 2024, klokken 9.30-16.00 på Comwell Odense, er nu offentliggjort.
På netværksdagen sættes der fokus på lytning, læseforståelse og ordblinde elever. Dagen vil bestå af tre spændende oplæg, der hver vil give deres perspektiv på netværksdagens overordnede tema.
Dagen indledes med et oplæg fra Mette Mondrup fra Favrskov Kommune, som vil sætte fokus på nogle af de erfaringer, som ordblinde udskolingselever, dansklærere og læsevejledere har gjort sig i Projekt Ordblinde børn i kommunen i forhold til litterære oplevelser gennem aktiv lytning.
Derefter vil Lene Illum Skov, lektor ved UC Syd, give et oplæg om elevers mundtlighed med lytning og lyttekompetence som særligt fokus. Relevante spørgsmål som "Hvad er lytning?", "Hvorfor er det vigtigt at sætte eksplicit fokus på elevers lyttekompetence i undervisningen?" og "Hvordan kan det gøres?" vil være omdrejningspunktet.
Dagen afsluttes med et oplæg fra Helle Bundgaard Svendsen fra VIA. Oplægget vil sætte fokus på, hvordan læseforståelsen hos elever med ordblindhed kan styrkes gennem eksplicit undervisning i lyttestrategier. I oplægget præsenteres to konkrete metoder/tilgange. Efter oplægget vil der være afsat tid til arbejde med nogle konkrete elevhenvendte strategier, samt tid til dialog undervejs.