Godt i gang med gruppevejledning i KUI og grundskolen
Tilmeldingen er nu åben til KL's andet webinar om vejledning i fællesskab, der har titlen: "Godt i gang med gruppevejledning i KUI og grundskolen".
Op mod halvdelen af alle elever oplever et stort pres, når de skal vælge, hvad de skal efter grundskolen. Den tvivl og usikkerhed forsvinder ikke nødvendigvis, fordi de unge starter på en ungdomsuddannelse. Det er med andre ord et tema, der fylder både for mange elever i grundskolen og blandt unge i KUI.
Gruppevejledning giver mulighed for, at deltagerne kan spejle sig i hinanden, og med de rette rammer kan de faktisk hjælpe hinanden.
Metoden kan bidrage til at skabe tryghed og andre deltagelsesmuligheder end dem, der er i fx den kollektive og individuelle vejledning. Derfor sætter EUK fokus på kvaliteterne ved gruppevejledning, og hvad dette greb i værktøjskassen kan.
Webinaret vil byde på konkrete eksempler på tilrettelæggelse og gennemførelse af gruppevejledningsforløb både i grundskolen og KUI. Med på dagen er også Inger-Lise Vanja Petersen, lektor ved Københavns Professionshøjskole, der vil lave en faglig rammesætning af potentialerne i gruppevejledning.
Inger-Lise Vanja Petersen har blandt andet skrevet bogen "Eksistentiel vejledning: at skabe mening i skole, uddannelse og arbejdsliv" og artikler om eksistentiel gruppevejledning. |
De konkrete eksempler kommer fra UU Sjælsø ved Lone Olesen Roffler og Lene With og Høje-Taastrup Kommune ved Mette Greve.
Webinaret er målrettet praktikere inden for vejledningsfeltet og har en varighed på 1½ time.