Gode resultater i tværkommunal borgerundersøgelse på beskæftigelsesområdet - forår 2024
KL har i april 2024 gennemført en ny borgerundersøgelse med deltagelse fra 44 kommuner, der er repræsentative både geografisk, i forhold til kommunestørrelser samt rammevilkår for beskæftigelsesindsatsen. Der er tale om en borgerundersøgelse med usædvanligt høj svarprocent på 38,8 pct., hvor mere end 33.000 borgere har deltaget.

Størstedelen af de adspurgte borgere i undersøgelsen, svarende til 6 ud af 10, udtrykker, at de har været tilfredse eller meget tilfredse med deres forløb i jobcentret. Mange borgere tilskriver deres høje tilfredshed sagsbehandlernes evne og faglige kompetence til at støtte dem i at komme i beskæftigelse samt deres evne til at lytte til borgerne. Til gengæld efterspørger flere borgere større fleksibilitet i forløbene, så de i højere grad tager afsæt i den enkeltes livssituation.
Undersøgelsen indkredser følgende fem temaer for at måle borgernes oplevelse af deres forløb i jobcentret:
- Borgernes oplevelse af mødet med jobcentret
- Borgernes oplevelse af klare mål
- Borgernes oplevelse af deres seneste samtale med deres sagsbehandler
- Borgernes oplevelse af progression i deres forløb, herunder at blive præsenteret for konkrete jobmuligheder samt få øget tro på at vende tilbage i arbejde eller uddannelse
- Borgernes samlede tilfredshed med deres jobcenterforløb