Alle løsninger skal i spil for at løse SOSU-mangel

Af Jon Kirketerp Jørgensen

Analyse: Lasse Vej Toft, KL Analyse og Makro

Hver en sten skal vendes i jagten på flere SOSU’er, hvis fremtidens behov for arbejdskraft i ældreplejen skal opfyldes.

Frem mod 2035 stiger antallet af danskere over 80 år nemlig fra omkring 320.000 i dag til omkring 464.000. Og hvis antallet af SOSU’er skal følge med det stigende antal ældre, så skal der ansættes næsten 23.000 flere SOSU’er i ældreplejen. Det viser en ny Momentum-analyse.

Ifølge analysen så skal de nuværende knap 90.000 SOSU’er blive til 112.500 SOSU’er i 2035, hvis antallet af SOSU’er pr. bruger i ældreplejen skal være det samme i 2035, som det er i dag.

Rekrutteringsudfordringen er ifølge projektchef i VIVE, Pia Kürstein Kjellberg, så stor, at der skal en helt ny tilgang til på ældreområdet.

»Det er næppe realistisk, at kommunerne kan rekruttere så mange nye ansatte, for vi ser jo allerede nu, at de i stigende omfang har vanskeligt ved at rekruttere personale. Så vi er nødt til at tænke radikalt anderledes og samtidig skrue på alle greb, hvis vi på nogen måde skal sikre, at der i også i fremtiden er et godt offentligt tilbud i ældreplejen,« siger Pia Kürstein Kjellberg.

Samme dystre toner lyder fra Aarhus-rådmand Christian Budde (V), der har ansvaret for kommunens ældrepleje.

»Det er den største udfordring, vi har på ældreområdet, og det er en bombe, der tikker en lille smule højere og hurtigere hver dag,« lyder det fra rådmanden.

Forsker: Vi skal ændre tilgangen radikalt

Pia Kürstein Kjellberg fra VIVE peger på, at der vil være et potentiale i at bruge velfærdsteknologi og etablere et bedre samarbejde med civilsamfundet med henblik på  at løse manglen på arbejdskraft. Men det alene kan ikke løse udfordringerne.

Derfor efterspørger hun, at der bliver gået radikalt anderledes til selve opgaven på ældreområdet, hvis udfordringerne skal løses.

»Vi står med en voksende gruppe ældre, der i højere grad har sammensatte sundhedsmæssige udfordringer. Derfor skal vi ændre måden, vi arbejder på, så vi bliver bedre til tidlig opsporing, kompleks sygepleje og bedre rehabilitering på ældreområdet. Det kræver, at personalegrupperne i ældreplejen arbejder tættere sammen, og det gælder både sygeplejersker, SOSU’er og de terapeutfaglige medarbejdere, så vi kan sikre, at de ældre kan være selvhjulpne i længere tid,« forklarer Pia Kürstein Kjellberg.

I den henseende er det også vigtigt med større kontinuitet i, hvem der står for plejen af den ældre, så medarbejder og borger kender hinanden bedre og problemer derfor kan opdages tidligere.

Og endelig, så bliver vi ifølge Pia Kürstein Kjellberg nødt til at se på, hvordan vi får gennemført en afbureaukratisering, så flere medarbejdere beskæftiger sig med borgernære opgaver.

Så alt i alt er det nødvendigt med en fuldstændig omkalfatring af ældresektoren, hvis vi skal kunne tilbyde en god ældrepleje i fremtiden, mener forskeren. Men selv hvis vi lykkes med det, mener Pia Kürstein Kjellberg, at rekrutteringsudfordringerne er så store, at de også kræver en bredere samtale om, hvad vi kan forvente af fremtidens ældrepleje.

»Det er meget vigtigt, at vi alle deltager i den samtale, for den vedrører os alle. Vi står i en tid, hvor vi får brug for, at flere går ind og gør en forskel både som pårørende og som naboer samtidig med, at vi ikke nødvendigvis kan forvente at få den samme service, som vores forældre kunne regne med at få. Så den samtale bør tages, ikke blot i kommunerne, men i alle stuer og hjem,« siger Pia Kürstein Kjellberg og fortsætter:

»Men det er forhåbentlig også en samtale, der indebærer håb. For hvis vi står sammen og hjælper hinanden, så kan vi godt opretholde en velfungerende ældreomsorg.«

Aarhus: Ikke ét greb, der kan løse udfordringen

I Aarhus Kommune forklarer rådmand for Sundhed og Omsorg, Christian Budde (V), hvordan de har taget kampen op på ældreområdet. Og det sker på stort set alle fronter: inddragelse af frivillige, velfærdsteknologi, rekruttering, fastholdelse med mere.

Og her forsøger man også at bevæge sig ud på ubetrådt land. Blandt andet ved at indgå samarbejde med Ældre Sagens lokalafdeling om at støtte ældre i at bruge velfærdsteknologi, ligesom kommunen har etableret omkring 35 såkaldte folkehuse. Her tilbyder Aarhus Kommune i samarbejde med frivillige fra Røde Kors brugerstyrede aktiviteter for ældre som fællesspisning, mandefællesskaber, selvtræning, værksteder og lignende.

»Alle folkehusene kan servere et varmt måltid mad, og de kan facilitere rammerne for selvtræning. Det er med til at sikre, at de ældre holder sig sunde og raske i så lang tid som muligt. Men derudover forsøger vi at sætte aktiviteterne fri, så de ældre og de frivillige i højere grad selv bestemmer, hvad og hvordan det skal foregå. Der oplever vi, at når vi breder det ud over den kommunale ramme, så kan to plus to nogle gange give fem,« forklarer Christian Budde.

Og så forsøger Aarhus at gøre SOSU-faget og Aarhus Kommune som arbejdsplads mere attraktiv.

»Vi forsøger populært sagt at gøre os lækre over for de unge på arbejdsmarkedet. Vi arbejder med at øge fleksibiliteten, så vores ansatte kan skrue op og ned på arbejdstiden alt afhængigt af, hvor i livet de er. Og så ser vi på, hvordan vi i højere grad kan gøre faget interessant for unge mænd ved at inddrage AI og velfærdsteknologi meget mere i arbejdet,« siger Christian Budde.

Vi kan ikke nødvendigvis levere det samme i fremtiden

På trods af den brede palet, som Aarhus Kommune arbejder med, så er Christian Budde ikke overbevist om, at Aarhus kan imødekomme efterspørgslen på SOSU-arbejdskraft i fremtiden.

»Vi skal ikke råbe ulven kommer, for ingen kender dagen i morgen. Men vi skal tale med vores borgere om, at vi skal arbejde endnu mere med inddragelse af frivillige og pårørende og bruge endnu mere velfærdsteknologi. Og vi skal arbejde med rekruttering af for eksempel ukrainsk og iransk arbejdskraft. Men det er alt sammen en delmængde af svaret på udfordringerne, så vi skal være ærlige og sige, at vi ikke kan garantere, at vi kan levere den samme service ude i fremtiden,« siger Christian Budde.

Han efterspørger, at Christiansborg i højere grad stempler ind i den debat.

»Det er ikke for at pege fingre af kollegaerne på Christiansborg. Vores ældreminister har lyttet, kigget og fået inspiration i kommunerne, og det er godt. Men debatten på Christiansborg foregår for ofte lidt for langt væk fra hverdagen med for lidt fokus på, hvordan de gode tiltag skal implementeres,« siger Christian Budde.

På Christiansborg understreger ældreminister Mette Kierkgaard, at regeringen tager manglen på SOSU-arbejdskraft alvorligt. Blandt andet fordi tilstrækkelig arbejdskraft er afgørende for de velfærdsreformer, regeringen er i gang med.

»Vi skal både skaffe flere medarbejdere, og vi skal gøre det mere attraktivt at uddanne sig til og arbejde i ældreplejen. Det er netop et af målene med ældrereformen. Med udbredelsen af faste teams får medarbejderne mere frihed til at bruge deres faglighed og samarbejde på tværs. Det vil være med til at skabe højere arbejdsglæde og lavere sygefravær,« siger Mette Kierkgaard.

Hun peger desuden på, at regeringen sammen med Folketingets partier har taget en række initiativer, som f.eks. bedre kvalitet på SOSU-uddannelserne, lønløft til SOSU’er og  muligheder for samarbejdsaftaler med flere lande i bestræbelserne på at skaffe mere arbejdskraft.

Trods rekrutteringsudfordringerne fastslår ældreministeren, at de ældre også fremover skal forvente at få den hjælp, de har brug for.

»Borgerne skal have den hjælp, de har brug for. Det skal de i dag, og det skal de i fremtiden. Det er netop derfor, at vi har fået en ældrereform, der udgør den største forandring af ældreplejen i årtier, og som skal være med til at fremtidssikre og skabe bedre kvalitet i ældreplejen.«

Ministeren henviser samtidig til, at man med reformen prioriterer 1 milliard kroner årligt til et varigt kvalitetsløft af ældreområdet.

KL: Svært at komme uden om prioriteringer

I KL er formand Martin Damm ikke i tvivl om, at det kræver en indsats på alle parametre, hvis vi skal undgå en faldende service i fremtiden. Og rundt om i kommunerne bliver der allerede knoklet med alt lige fra at få flere fra deltid til fuldtid og mindske sygefraværet til at oprette flere uddannelsespladser, indføre mere velfærdsteknologi og styrke samarbejdet med frivillige og pårørende.

Men han fastslår dog i samme åndedrag, at vi ikke kommer uden om at skulle tage nogle mere principielle diskussioner om, hvad vi ellers kan gøre, når vi fremover kan blive nødt til at gøre tingene med færre hænder.

»Skal det offentlige f.eks. stå for lige så mange praktiske opgaver som i dag, eller kan civilsamfundet i højere grad blive nødt til at hjælpe med f.eks. rengøring og indkøb. Og selvom det er en anderledes hjælp, hvordan kan vi så udnytte de mange velfærdsteknologiske muligheder endnu bedre – til gavn for de ældre. Ligesom vi er nødt til også at kigge på mulighederne for mere international arbejdskraft,« siger Martin Damm.

Han understreger samtidig, at det alle indsatser til trods også bliver nødvendigt at afstemme borgernes forventninger til fremtidens velfærd med den virkelighed, der venter os som samfund.

»Generelt bliver der behov for i højere grad at kunne flytte arbejdskraften hen til de områder, hvor behovet er størst. Vi skal derfor generelt turde tage livtag med de svære diskussioner om, hvad det kan blive nødvendigt at det offentlige gør mindre af. For hvis vores danske velfærdsmodel fortsat skal have borgernes opbakning, er vi nødt til at være helt klare på, hvad velfærdssamfundet skal – og ikke skal – levere, når der ikke er hænder til det hele,« siger Martin Damm.