Størstedelen er tilfredse med deres forløb i jobcenteret

Af Emilie Kleding

At blive mødt med tillid, lyttet til, føle sig set og hørt, have god kommunikation og få hjælp og støtte i svære situationer.

Ordene står i skærende kontrast til den ofte herskende diskurs om landets jobcentre – men ikke desto mindre går beskrivelser som disse igen hos brugerne. Det viser en ny, omfattende undersøgelse, Marselisborg Consulting har foretaget blandt 9.989 danskere, der har været i et forløb ved jobcentre i 13 kommuner. Undersøgelsen er dermed den hidtil mest omfattende, og dækker både danskere på dagpenge og sygedagpenge, samt personer der er i job og er uddannelsesparate eller aktivitetsparate. Og her er 59 procent meget tilfredse eller tilfredse med deres forløb, mens 21 procent svarer hverken eller, og 20 procent er utilfredse eller meget utilfredse.

Samtidig svarer omkring 60 procent, at de i meget høj grad eller i høj grad oplever at blive mødt med tillid på jobcenteret, at der bliver lyttet til deres idéer og forslag, når der lægges en plan for deres forløb, og at der i jobcenteret tages udgangspunkt i deres situation.

En af de borgere, som ser sig selv i tallene, er den 65-årige projektleder Lisbeth, der i foråret 2022 blev deltidssygemeldt med senfølger efter covid-19 og senere samme år besvimede og fik en hjernerystelse.

Hun ville hurtigst muligt tilbage på arbejde igen – men det advarede hendes sagsbehandler i Silkeborg Jobcenter mod. Og når Lisbeth mærkede efter, kunne hun da heller ikke holde til ret meget, følte sig fuldstændig hjernetræt og fik også kørselsforbud. Sammen lagde de en plan.

»Og min sagsbehandler var med til alle møderne på min arbejdsplads, stod bag mig og forklarede dem, hvad jeg fejlede. Det var en helt fantastisk gevinst – både at føle den støtte og ikke skulle sidde over for min chef og HR alene,« siger hun.

I jobcenteret har Lisbeth været til kurser i at håndtere sin hjernerystelse, haft telefonsamtaler med sin sagsbehandler hver 14. dag og er igennem forløbet blevet bedre til at lytte efter sin krop, fortæller hun. Så da datoen for hendes planlagte raskmelding nærmede sig i sommer, mærkede hun, at hendes hoved ikke magtede fuldtidsarbejde endnu. Og det blev der »bare bakket fuldstændig 150 procent op om fra kommunens og jobcenterets side,« fortæller hun og tilføjer:

»Jeg var faktisk skeptisk, da jeg først blev tilknyttet jobcenteret – for det er jo de dårlige oplevelser, man hører om. Men jeg har været meget overrasket over den opbakning, jeg har mødt hele vejen igennem.«

Arbejdsmarkedsforsker: Det er en myte, at alle har dårlige forløb på jobcentrene

At hovedparten af brugerne er tilfredse med deres forløb i jobcentrene, bekræfter det billede, man også ser i tilsvarende undersøgelser, siger arbejdsmarkedsforsker og lektor i socialt arbejde ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, Mathias Herup Nielsen.

»Undersøgelsen bakker op om, at det i virkeligheden er en myte, at alle, der møder jobcentrene, har dårlige forløb. Vi har ligeledes dokumenteret, at borgerne nogle gange føler sig set af de ansatte i jobcenteret, som, de oplever, kæmper for dem,« siger han og henviser blandt andet til dybdeinterviews som han og hans kollegaer har foretaget.

Omvendt må det heller ikke lyde som om, alt er fryd og gammen, understreger han. Der er blandt andet stor forskel på, hvordan borgere oplever jobcenterforløbene alt efter, hvilken målgruppe de er i.

»Forskellene på målgrupper er meget vigtige at huske på. Jeg har selv været dagpengemodtager i en kort periode. Men i systemet er der også et stort antal aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, som ofte har rigtig lange forløb og slås med komplekse problemer. Deres oplevelser er over en bred kam mere negative end andre grupper,« siger han og nævner, at mange beskriver selve systemet som bureaukratisk og svært at navigere i.

Det giver sig i undersøgelsen også udslag i, at 28 procent af jobcentrenes brugere oplever, at de kun i lav grad eller slet ikke kan se meningen i aktiviteterne i deres forløb, mens 28 procent siger i nogen grad.

Det genkender 59-årige Pia Boes Andersen, der har været på kontanthjælp, siden hun brækkede sin ryg i 2016. Hun fortæller, at hun i hendes første tid på jobcenteret følte, hun blev kastet ud i jobtilbud uden hensyn til sin situation, at hun skulle deltage i kurser, som slet ikke gav mening, og at hun pludselig fik nye sagsbehandlere, som skulle starte forfra med hendes sag. Sidenhen er hun flyttet og er i dag blevet glad for jobcenteret – og ikke mindst sin sagsbehandler.

»Hun har været god til at høre på mig og spurgt ind til, hvad jeg mente, hvis jeg formulerede mig forkert. Det har rigtig meget at sige, at der er en, som lytter,« siger hun.

Det var også sagsbehandleren, der hjalp Pia Boes Andersen med at få plads på misbrugscenteret, som gør at hun i dag har været ædru alkoholiker gennem 2,5 år. Hun er derfor også glad for, at der blev lyttet til hende bekymringer, da hun efter et praktikforløb, hvor hun gjorde rent på et plejehjem, skulle til at gå og venter på sin afgørelse om et skånejob.

»Da jeg sagde til min sagsbehandler, at jeg er skidebange for at begynde at drikke igen, godkendte hun, at jeg kunne forlænge min praktik i tre måneder. Nu kommer jeg på plejehjemmet hver mandag, onsdag og fredag i stedet for bare at... Ja, tøffe rundt herhjemme og lave ingenting. Jeg har noget at stå op til, og det betyder meget. At jeg føler, jeg bliver hørt,« siger hun.

Borgerne er mest utilfredse med standardiserede forløb

Blandt de borgere, som ikke er tilfredse med deres jobcenterforløb, handler det i høj grad om regler, krav og en standard, der skal leves op til frem for hensyn til deres individuelle behov. Det tilkendegiver flere i fritekstsvar i undersøgelsen.

Og det forstår funktionsleder i Jobcenter Silkeborgs sygedagpenge- og jobafklaringsafdeling, Heidi Helene Patscheider, sådan set godt. Hun er ansvarlig for personalet og den daglige drift og fortæller, at netop regler, rammer og procedurer ofte kommer til at fylde meget i dialogen med borgerne.

»For det er simpelthen et lovkrav. Og mine medarbejdere oplever da benspænd ved alt det, de skal huske at oplyse borgeren om, komme omkring, skrive i planer og notere efter hver samtale. Sommetider giver det mening, men systemet er jo bygget op om one size fits all. Derfor bruger vi enormt meget tid foran computeren og det er ikke der, jeg tænker, vi gør den store forskel,« siger hun.

I stedet er det i mødet med mennesket. I samtalerne, kontakten, forståelsen, tilliden og opfølgningerne, understreger hun.

»Vi har vanvittigt dygtige sagsbehandlere, som – hvis de fik muligheden for det – kunne gøre en større forskel end i dag. Men det kræver, at vi skruer ned for systemkravene og op for tilliden til deres enorme kompetencer. At de altså godt, ja faktisk allerbedst kan vurdere, hvad der skal til for at hjælpe det enkelte menneske,« mener funktionslederen.

Ifølge lektor Mathias Herup Nielsen hersker der lige nu en kamp om, hvad jobcentret skal være. På den ene side vil man spare og standardisere, og samtidig hyldes idéer om borgerinddragelse og individuelle tilpassede indsatser.

»Det bliver et krydspres mellem to dagsordener, som jobcentrene skal forsøge at navigere i. Og det er måske det, der kommer til udtryk hos utilfredse borgere,« siger han.

Når fremtidens jobcenter skal udtænkes og tre milliarder kroner spares, kan det krydspres blive endnu sværere at balancere. For det er netop de borgerinddragende indsatser, som tager tid og kræver ressourcer, påpeger forskeren:

»Det er spekulation, men det kan jeg da godt frygte.«

KL: Brug for et opgør med ”tælleriet”

I KL ser formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg Peter Rahbæk Juel med tilfredshed på, at størstedelen af borgerne overordnet er tilfredse med deres forløb i jobcentrene.

»Det fortjener meget mere fokus, end det får i den offentlige debat i dag,« siger han. Han hæfter sig samtidig ved at 20 procent er utilfredse - ikke mindst med de standardiserede forløb og til tider meningsløse aktiviteter.

»Det er jo helt gak, at vi har et system, hvor vi har så meget fokus på at tælle og sætte aktiviteter i gang for aktiviteternes skyld. Det gavner ikke borgerne, og det er med til at skabe et billede af et system, der er til for noget helt andet end borgerne og virksomhederne. Vi har nogle enormt kompetente medarbejdere i landets jobcentre, og de skal have meget mere plads til sammen med borgerne at finde den rette vej videre. Det kræver, at vi gør op med det overdrevne fokus, der er i lovgivningen på aktivitet og ”tælleri”,« siger Peter Rahbæk Juul og påpeger at netop tilfredshedsmålinger som denne er et mere nyttigt redskab i bestræbelserne at yde den bedst mulige indsats.

KL har længe efterlyst, at man gentænker hele beskæftigelsesindsatsen. Det, der virker i dag, skal bevares og videreudvikles. Det er f.eks. den tætte virksomhedskontakt og én indgang til systemet for både borgere og virksomheder. Og så skal vi ændre på det, der ikke virker. F.eks. fjerne de benspænd, der skaber unødigt lange forløb for borgerne og den kæmpe mængde bureaukrati, som ingen værdi fører med sig.

Og så skal man passe på med at tro, at man bare kan spare 3 milliarder kroner uden at vide, hvad man vil med beskæftigelsesindsatsen.

»Regeringen har blikket stift rettet mod en stor milliardbesparelse. Men øjnene bliver lidt mere flakkende, når vi taler indhold. Det er sådan set ok. For vi er nødt til at gå rigtig grundigt til værks og smide snuptagsløsningerne langt væk. Men netop derfor nytter det heller ikke noget, at man vil høste, før man har sået, når det kommer til pengene på området. Det er en helt omvendt logik, « siger KL-udvalgsformanden og uddyber:

»Vi kan godt frigøre ressourcer, men det kræver en gennemgribende forenkling af lovgivningen og styringen, så vi kan gøre det, der er allervigtigst, endnu bedre: Nemlig at hjælpe borgerne godt på vej videre.«

I Silkeborg er 65-årige Lisbeth netop blevet raskmeldt og er tilbage på sit arbejde som projektleder på fuld tid.

»Jeg kan mærke, at jeg er parat. At nu klarer jeg det. Og det, tror jeg, ene og alene skyldes den opbakning, jeg har fået fra jobcenteret, hvor jeg ikke fik lov til at presse mig selv i utide,« siger hun.

I Faaborg-Midtfyn håber Pia Boes Andersen, at hun får et skånejob, fortæller hun:

»Og det er jeg faktisk ret sikker på, jeg gør. For jeg har den bedste sagsbehandler, som har hjulpet mig til at komme ud på den anden side. Til at blive et glad menneske.«