Familien spiller en afgørende rolle for kronisk syge ældre

Af Emilie Kleding

Analyse: Signe Frees Nissen, konsulent i KL Analyse & Makro

Sammenboende partner og voksne børn eller enlig uden pårørende? Svaret har stor betydning for, hvordan kronisk syge ældre håndterer deres sygdom, viser en ny Momentum-analyse.

I løbet af 2021 havde 70 procent af de kronisk syge over 80 år nemlig planlagte ambulante hospitalsbesøg – såsom kontroller og undersøgelser – når de havde en samboende partner og eventuelt voksne børn, mens det kun gjaldt 50 procent af de kronisk syge, som er enlige og uden børn. En forskel på hele 20 procentpoint.

Og samtidig viser analysen, der omfatter ældre, som har astma, type 1- og 2-diabetes, KOL, leddegigt, osteoporose eller demens at det forholder sig modsat, når det gælder indlæggelser, hvor det er de enlige uden børn, der oftest er indlagt. Her har 34 procent været indlagt i løbet af året, mens det kun gælder 30 procent af de 80+årige, der bor sammen med en.

Færre enlige ældre med kronisk sygdom har altså planlagte ambulante hospitalsbesøg, mens flere ender med at blive indlagt. Det overrasker ikke docent, ph.d. og forskningsleder for Hverdagsliv og Sundhed ved Professionshøjskolen Absalon, Line Lindahl-Jacobsen. I samarbejde med en række kommuner i Region Sjælland har hun et særligt fokus på kroniske syge i sårbare positioner. Og Momentums tal »hænger fuldstændig i tråd med det, vi ser,« siger hun.

»Når mennesker bliver syge og mister overskud, hjælper netværket tit med at navigere igennem sundhedssystemet. Så når kronisk syge mennesker bor alene og ikke har nære pårørende, opsøger de ofte færre tilbud og kommer mindre til kontrol i forhold til dem, der bor sammen med en eller har andre pårørende. Og det fører til flere indlæggelser, som vi også ser her i tallene,« siger forskningslederen.

Tendensen går da også igen blandt de yngre ældre, hvor der er 9 procentpoint i forskel i de samboendes favør, når det gælder planlagte ambulante hospitalsbesøg blandt de 67-79-årige. Samtidig var knap en fjerdedel af de enlige med en kronisk sygdom uden børn indlagt i 2021, mens tallet var 19 procent for dem med en samboende partner.

Momentums analyse understreger dermed, at pårørende »på mange måder er den bedste medicin, mennesker med kronisk sygdom kan få,« siger fungerende formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg, Sisse Marie Welling.

»Pårørende er en kæmpe ressource, som kræver, at vi kommuner indretter vores indsatser, så vi husker de pårørende og også passer på dem, så de ikke knækker. Samtidig er det også enormt vigtigt, at vi får sat ind over for de borgere, som bor alene og ikke har voksne børn tæt på. De kan ofte have brug for en større indsats,« siger Sisse Marie Welling.

Kommune: Netværk kan skabe en højere grad af tryghed

I Ældre Sagen er konsulent og ekspert på pårørendeområdet, Sara Marie Schou-Johansen, helt enig i, at de pårørende spiller en mere væsentlig rolle. Særligt i takt med, at »flere og flere opgaver ikke længere bliver løst af det offentlige,« siger hun.

Hun henviser også til, at over 1,2 millioner danskere over 18 år hjalp en ældre i 2021, ifølge en undersøgelse af Ældre Sagen og Voxmeter. Af dem bidrager 33 procent med transport, mens 29 procent ledsager til blandt andet læger og sygehuse samt støtter med kontakt til kommuner og myndigheder.

»Det går jo hånd i hånd med Momentums analyse. At når man ikke har pårørende, som kan hjælpe med dette, så kommer færre til planlagte ambulante besøg og er simpelthen værre stillet. Og det skaber en ulighed i sundheden. Derfor bliver det offentlige nødt til at have langt større fokus på dem uden samlevere eller voksne børn,« siger hun og tilføjer:

»Man kan jo også sige, at det er for dyrt at lade være. For når samfundet ikke sørger for, at kronisk syge ældre blandt andet kommer til ambulant kontrol, resulterer det jo i øgede indlæggelser,« siger hun.

I Halsnæs Kommune genkender man vigtigheden af både at række ud til de sårbare ældre og prøve at etablere et netværk. Når hjemmeplejerne er hjemme hos de aleneboende kronisk syge ældre, forsøger de derfor at finde ud af, om der er naboer, gamle venner eller sågar en ekskone eller -mand, der kan inddrages. »For det behøver jo ikke være familie,« slår chef for sundhed og ældre i kommunen, Birgit Gundorph-Malling, fast.

»Vi forsøger at drøfte mulighederne med den enkelte borger. Og når det lykkes, skaber det både en højere grad af tryghed og giver en balance mellem at være syg og at kunne leve sit liv. For det hjælper sociale relationer os jo med at holde fast i,« siger hun.

Straks værre ser det ud, når de kronisk syge og aleneboende ældre uden pårørende først sent kommer i kontakt med kommunen.

»For så er der jo ingen, der rigtig er opmærksom på dem, og de er et langt stykke af vejen overladt til sig selv. Dem ser vi flere og flere af,« siger sundheds- og ældrechefen.

Docent og forskningsleder ved Professionshøjskolen Absalon, Line Lindahl-Jacobsen, forsker lige nu i at møde sårbare borgere andre steder end i det gængse sundhedssystem. Og fordi det netop er en udfordring, at de ikke dukker op hos egen læge eller til kommunale tilbud, skal det offentlige tænke alternativt i, hvordan de opsporer dem, mener hun.

»I sidste ende er det jo en gruppe mennesker, som koster samfundet rigtig mange penge, fordi sundhedsvæsnet tit møder dem så sent i forløbet. Så i virkeligheden handler det om at indrette et sundhedsvæsen, som både er nemmere at navigere i og er bedre til at få øje på de mest sårbare og tage hånd om dem,« siger hun.

Det koster samfundet ikke at tage fat på, mener ekspert

I KL kalder fungerende formand for Sundheds- og Ældreudvalget, Sisse Marie Welling, på en større differentiering af indsatserne til de kroniske syge ældre.

»Der bliver flere ældre med kroniske sygdomme, og der er forskel på deres ressourcer og netværk. Så vi er nødt til at tage udgangspunkt i det hele menneske og den enkeltes ønsker og behov. Derved er der også potentiale for undgå hospitalsindlæggelser,« mener hun og peger på, at der i Momentums analyse er kommet over dobbelt så mange kronisk syge ældre fra 2005 til 2021.

Docent og forskningsleder Line Lindahl-Jacobsen er enig.

»Sundhedsprofessionelle skal se mennesket frem for diagnosen. Møde sårbare borgere på deres præmisser. Og lære dem at begå sig bedre i det sundhedsvæsen, vi har. Sådanne differentierede forløb koster selvfølgelig flere penge – i første omgang. For vi ved også, at social ulighed koster samfundet uhyggelig meget. Så vi sparer ikke noget ved at gøre det, vi gør i dag« siger forskningslederen.

»Lige præcis,« mener chef for sundhed og ældre i Halsnæs, Birgit Gundorph-Malling og nævner kommunens to aktivitetscentre Paraplyen, som er et tilbud til selvhjulpne borgere over 65 år, og som ikke ligger i tilknytning til plejecentre. Her mødes 1.500 til alt fra træning og motion til IT-kurser og forskellige håndværksaktiviteter.

»Jeg plejer altid at sige, at det er kommunens allerstørste forebyggende tilbud for de ældre. Det er godt, sundt og faktisk fuldstændig afgørende både socialt og sygdomsmæssigt,« siger hun.

For når de ældre snakker hen over træningscyklerne, eller mens de er i gang med at væve, taler de også om helbred og om mulige sundhedstilbud. Det vil sige, at de bliver oplyst på en helt anden måde, fortæller Birgit Gundorph-Malling og nævner, at der i centrene også afholdes temaer og workshops med et sundhedsmæssigt fokus.

»Og så møder de andre mennesker, får måske ovenikøbet nye venner og tjekker lidt op på hinanden. Altså det er ren forebyggelse – og holder simpelthen læger, hospitaler og indlæggelser fra døren,« siger sundheds- og ældrechefen.